.
Forestil dig, at du lige har fået nyt job, er begyndt på et nyt studie eller har fået en god karakter. Selvom det egentlig er et udtryk for, at du har klaret dig godt, føles det ikke sådan. For du har det tværtimod som om, at du har narret verden til at tro, at du er dygtig, og at det bare er et spørgsmål om tid, før de andre afslører dit fupnummer.
Hvis du kan nikke genkendende til de tanker og følelser, kan du være ramt af impostor-fænomenet; et fænomen, der dækker over, når mennesker føler sig inkompetente, på trods af at de er dygtige og succesfulde.
Og du er ikke alene. Faktisk viser tal, at mere end 40-45 procent af studerende oplever stærke impostor-følelser.
I dette afsnit af Videnskab.dk’s podcast om hjernen, Brainstorm, undersøger værterne Nana Elving Hansen og Anne Sophie Thingsted hvorfor mennesker bliver ramt af impostor-fænomenet:
Hvorfor føler mange af os, at vi ikke er gode nok, når vi egentlig har klaret det godt?
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Det har værterne inviteret den tyske psykolog og professor Myriam Bechtoldt ind i studiet for at blive klogere på. Hun har blandt andet forsket i impostor-fænomenet og kan fortælle, at det egentlig ikke er så dårligt at have impostor-følelser, som man lige kunne tro.
Hvorfor er det succesfulde mennesker, der tvivler på sig selv?
Umiddelbart skulle man måske tro, at det er dårligt at tvivle på sig selv. Men det er ikke så enkelt.
Alle kan ifølge Myriam Bechtoldt blive usikre, og usikkerheden er ikke kun dårlig, for den driver os til at gøre os mere umage med det, vi ikke er så gode til. Den motiverer os altså til at præstere bedre, og på den måde opnår vi mere succes.
Faktisk tyder forskning på, at mennesker med impostor-følelser bliver set af andre som meget kompetente både socialt og fagligt, fortæller Myriam Bechtoldt i podcasten. Hvis du lider af impostor-fænomenet, har det altså en positiv effekt på dine omgivelser, påpeger hun.
\ Læs også
Men er impostor-fænomenet udelukkende positivt, eller har det også negative konsekvenser, for eksempel for en selv? Det kan du høre mere om i denne uges afsnit af Brainstorm, hvor du også får tre gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du har impostor-følelser.
Her kan du også blive klogere på:
- Om impostor-fænomenet kan hænge sammen med stress og angst
- Hvilken aldersgruppe fænomenet særligt rammer
- Hvordan impostor-følelser kan sige noget om, hvad du tænker om mennesker omkring dig

































