‘Ilt’, ‘brint’ og ‘faldskærm’: Ordsmeden Ørsted opfandt 2.000 ord

Året er 1774, og verden har lige opdaget ilt.

Eller det vil sige; den britiske kemiker Joseph Priestley (1733-1804) har som den første nedfældet en nogenlunde præcis beskrivelse af grundstoffet, som udgør cirka 21 procent af al luft her på Jorden. 

Og for at gøre det hele endnu mere forvirrende, så hed ‘ilt’ slet ikke ‘ilt’ på dansk dengang. Det hed ‘surstof’ efter det tyske ‘Sauerstoff’, fordi man fejlagtigt troede, at alle syrer krævede dette ‘surstof’ i deres sammensætning.

Det er denne verden, den store danske videnskabsmand H.C. Ørsted (1777-1851) vokser op i, da han i 1814 introducerer danskerne for ordet ‘ilt’.

»Det saakaldte Suurstof, nu Ilt,« konstaterede Ørsted i 1814, og sådan blev det.

I dag er det kendt, at Ørsted har beriget det danske sprog med omkring 2.000 nye ord. Nogle er stadig en helt naturlig del af det danske sprog (for eksempel 'ilt', 'brint', 'faldskærm'), mens andre nok klinger lidt mærkeligt i 2020 ('æsk', 'lyvefrihed', 'tankelyn').

Alle Ørsteds originale ord er samlet i en Ørsted-ordbog, som afdøde professor i nordisk sprog Niels Aage Nielsen (1913-1986) samlede under titlen ‘Sprogrenseren H. C. Ørsted’ i 1981. Nu er ordbogen for første gang også frit tilgængelig online.

Brugte sproget som murbrækker

Du kender nok Ørsted som elektromagnetismen fader, men han hans indsats som ‘sprogopfinder’ var faktisk også en central del af hans virke.

»Hans sprogindsats var ikke bare en sidebeskæftigelse for den travle mand,« fortæller sprogforsker og professor emeritus på Københavns Universitet Frans Gregersen, der er aktuel med en artikel og et foredrag om Ørsteds bidrag til det danske sprog 7. september.

Udover at være naturforsker var Ørsted også en central intellektuel person i guldalderens åndsliv, og en del af hans overordnede intellektuelle projekt var at oplyse og nedbryde grænser. Og her skulle det danske sprog bruges som murbrækker:

»Man kan sige, at hans virke falder i to spor. Han har et stort alment forfatterskab, hvor han skriver om æstetik, almene forhold, filosofi og poesi. Og så har han en ambition på vegne af kemien og de andre naturvidenskaber,« forklarer Frans Gregersen, der har forsket i sprog siden begyndelsen af 1970’erne.

I begge henseender brugte Ørsted aktivt sproget.

Han opfandt konstant små, poetiske 'sprogblomster', der ofte består af sammensatte ord, hvor mange af dem stadig findes i dag: ‘hverdagssprog’, ‘erfaringsbegreb’, ‘grundforestilling’, ‘billedkunst’ for at nævne et par eksempler, som vi stadig bruger.

Og Ørsteds første akademiske triumf havde faktisk også mere at gøre med sprog end med naturvidenskab.

I 1796 vandt han en guldmedalje for et essay, der besvarede spørgsmålet i retorik: ‘Hvorledes kan det prosaiske Sprog fordærves ved at komme det poetiske for nær; og hvor er Grændserne mellem de poetiske og det prosaiske udtryk?’

Sproget skulle gøre naturvidenskaben populær

Men i begyndelsen af 1800-tallet blev Ørsted optaget af at opfinde mere tekniske ord på dansk for de internationalt brugte betegnelser. Det var en del af hans kamp for at gøre naturvidenskaben mere tilgængelig for den brede befolkning.

På Ørsteds tid var Københavns Universitet det eneste i landet, og naturvidenskaben var langtfra så udbredt som i 2020, hvor optaget af studerende på STEM-fagene (naturvidenskabelige fag) stiger og stiger. Det ville Ørsted lave om på.

»Ørsteds langsigtede ambition var, at almindelige folk skulle kunne komme på universitetet og studere naturvidenskab. Ørsted ville også gerne tiltrække andre typer af studerende end dem, der ville være præster eller lærere. Han var en stor fortaler for at gøre naturvidenskaben populær,« fortæller Frans Gregersen.

Ørsted underholdt blandt andet de lokale københavnere med utallige offentlige foredrag, hvor han fremførte simple forsøg, som vi kender dem fra kemilokalet. Han skrev flere grundbøger i kemi, og så fik han endelig oprettet Den Polytekniske Læreanstalt, nutidens DTU, i 1829.

Det har selvfølgelig krævet en vis stamina, men det var ikke nok i sig selv, hvis man ikke kunne bygge bro med sproget. Sådan var Ørsteds logik, fortæller Frans Gregersen.

»Naturvidenskaben overskrider grænser, og derfor skal man have et internationalt fagsprog, men man skal også have et førfagligt ordforråd, der kan bygge bro mellem dagligsproget og den naturvidenskabelige terminologi, og lige der sætter Ørsted ind,« siger han.

Nogle af Ørsteds succeser er eksempelvis ‘rumfang’, ‘varmefylde’, ‘vindmåler’, ‘fortætning’ - allesammen findes i danske skolebøger i dag. Og uden Ørsteds dannelse af ordet ilt ville man for eksempel ikke kunne tale om ‘iltsvind’ i de danske farvande i dag.

Sagde dansk sproggeni imod - og fik ret

Selvom Ørsted nok havde et spidst sprogøre, så var mange af de ord, han fandt på, ikke bare grebet ud af den blå luft eller pludseligt opstået som gnister af genialitet. Ørsted lagde overraskende meget arbejde og tankevirksomhed i flere af sin ord-opfindelser.

Da Ørsted i 1814 foreslog de nye betegnelser 'ilt' og 'brint', var det en del af et universitetsprogram, hvor Ørsted blandt andet fremlagde en fordanskning af alle de kemiske grundstoffer, man kendte på den tid.

Ørsted fandt på begreberne udfra seks faste principper (se faktaboks), og hans korrespondance med samtidens store danske sprogforsker og professor Rasmus Rask (1787-1832) vidner om, at han havde gjort sit hjemmearbejde.

At Ørsted så modsatte sig flere af Rasmus Rasks anbefalinger er en anden side af sagen:

»Imod Ilt eller Ildt kan siges at der findes ingen saadan Endelse eller Afledsmaade i Sproget hvor et Navneord dannes af et andet ved at sætte t til, og hvor det nydannede faar Betydning af Prinsippet eller Grundstoffet til hint,« lød en del af Rasmus Rasks argument mod ‘ilt’.

Brint, der før Ørsteds sproglige fornyelse af grundstoffet, var kendt som ‘vandstof’, var professor Rask heller ikke tilhænger af. Alligevel blev ‘brint’ en succes, mens ‘æsk’, der skulle erstatte grundstoffet ‘alkali’ - en type ionisk salt - aldrig hang ved, hvordan kan det være?

Hvorfor blev ‘ilt’ og ‘brint’ store succeser?

Der er en grad af tilfældighed i det, og en del af forklaringen er nok også, at ‘alkali’ er noget, man taler mindre om i hverdagen, end eksempelvis ‘ilt’ og ‘brint’, siger Frans Gregersen.

»Et ord kan komme ret langt, hvis det har en autoritet bag sig, og Ørsted var jo en autoritet,« fastslår Frans Gregersen, der tilføjer, at det er svært at finde én god sprogteknisk forklaring.

Ørsted fandt på ‘ilt’, fordi det var centralt for dannelsen af ild.

»At forbinde et Legem med Det i Ildluften, der egentligen udgjør dets Masse kalder jeg at ilte, hvorved Bogstavet d er gaaet over til t, ligesom man af Mad danner mætte, af skyde danner Skytte, af Lyd danner lytte. Materien selv kaldes da Ilt,« som Ørsted skriver.

Det er en begrundelse, som de færreste nok hæfter sig ved i dag, og netop denne ‘selvstændiggørelses-proces’, hvor ordet frigør sig fra sin oprindelige mening, kendetegner ofte gode ord:

»Sprogforskere kalder det for term-gørelse. Automobilen, der meget præcist betyder ‘selvbevægende’, bliver efter en konkurrence i Politiken i 1902 bare til en ‘bil, der i sig selv ikke rigtig betyder noget,« forklarer Frans Gregersen.

I modsætning til, hvad Ørsted mente, kan det være en styrke for et ord, at det ikke associeres med alle mulige andre betydninger, især hvis det er betegnelsen for et grundstof, lyder hypotesen fra Frans Gregersen:

»Jeg tror, at en af grundene til, at ilt overlevede som term, netop var, at forbindelsen til ild kunne overses og formentlig ikke er præsent for ret mange sprogbrugere. Ilt er blevet et navn – på grundstoffet. Det samme kan man sige om brint.«

Nationalromantik og den lange kamp mod latin

Men Ørsted havde også tiden med sig.

Latin var kommet med kirken og var derigennem blevet uddannelsesvæsenets og universitetets sprog. Men allerede i 1600-tallet fandtes interessen for at bruge det danske sprog i videnskabelige og akademiske sammenhænge hos naturforskere som Ole Borch (1626-90) og Rasmus Bartholin (1625-1698).

Interessen for det danske sprog fik vind i sejlene i begyndelsen af 1800-tallet, hvor nationalstaterne i Europa tog form, med alt hvad det indebar af søgen efter identitet og en bredere nationalromantisk vækkelse.

»De vigtigste udtryk for det nationale særpræg er sproget - modersmålet - og historien. Det er baggrunden for Ørsteds indædte kamp for at skabe og udbrede danske ord og udtryk for alle fænomener,« forklarer sprogforsker Marita Akhøj Nielsen, ledende redaktør, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Ørsteds stædige sprogpolitik var også en hæmsko

Marita Akhøj Nielsen forklarer samtidig, at Ørsteds bidrag til det danske sprog ikke kan undervurderes, selvom hans stædige sprogpolitik også har krævet sine ofre:

»Sat på spidsen var fremmedord tæt på at være forræderi mod det danske folk. Som sekretær for Videnskabernes Selskab i den lange periode fra 1815 til 1851 fastholdt Ørsted urokkeligt, at Selskabet kun måtte udgive afhandlinger på dansk,« fortæller Marita Akhøj Nielsen, der selv har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 2005.

»Hans sproglige indsats har styrket den sproglige bevidsthed i alle kredse i Danmark, men den har også været en hæmsko for dansk videnskabs internationale gennemslagskraft,« tilføjer hun.

Det mest berømte eksempel var en afhandling af matematikeren Caspar Wessels (1745-1818) fra 1799, som godt nok var før Ørsteds tid som sekretær, men som blev glemt, fordi den var på dansk, fortæller Marita Akhøj Nielsen.

»Afhandlingen gav som den første nogensinde en geometrisk fortolkning af de komplekse tal og regnereglerne for disse tal. Det var fuldstændig nybrydende, men afhandlingen fik overhovedet ingen opmærksomhed,« forklarer hun.

En del medlemmer af Videnskabernes Selskab ønskede også at anvende fremmedsprog for at placere dansk videnskab internationalt, men Ørsted fandt den nationale forpligtelse til at oplyse befolkningen vigtigere.

»Jo ringere Antallet af dem er, som tale og skrive et Sprog, desto vigtigere er det, at alle Kræfter samles for at uddanne det,« argumenterede Ørsted.

Følg med i Videnskab.dk's Ørsted-dækning

Vi håber, at du er blevet klogere. Som led i 200-året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, laver Videnskab.dk en række artikler om Ørsted og elektromagnetismen.

Du kan allerede nu læse om, at Ørsted faktisk også var den første til at fremstille aluminium tilbage i 1825. Opdagelsen tog han dog ikke så alvorligt, og først omkring 100 år efter blev opdagelsen anerkendt.

Du kan også læse, hvordan tysk filosofi var med til at få Ørsted på sporet af elektromagnetismen.

Du kan desuden klikke dig rundt i grafikken her og se, hvilke ord seks danske Ørsted-forskere bruger, når de skal sætte ord på Ørsted: