Nogle mennesker lever bare et liv, der centrerer sig lidt tættere omkring historiens berømte vingesus end andres. Hans Christian Ørsted (1777-1851) var ét af dem.
Ørsted opdagede selvfølgelig elektromagnetismen, og bare det giver ham en selvskrevet plads i… ja, verdenshistorien. Uden opdagelsen af elektromagnetismen, ingen radio, telefon eller computer.
Men udover at bidrage til verdenshistorien som videnskabsmand, bevægede Ørsted sig også rundt midt i den og oplevede historien fra første parket, mens den blev skrevet.
Han kedede sig til en akavet audiens hos kongen af Frankrig, fik et lille stykke af verdens første computer med sig hjem fra England, og så mødte en perlerække af Europas kulturelle og videnskabelige fyrtårne.
Alt det beretter Ørsted selv om i sine rejsebreve. Tag med på eventyret i artiklen her.
\ Jubilæumsserie om Ørsted og elektromagnetismen
Videnskab.dk markerer 200 års-jubilæet for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen gennem en række artikler.
Vi går helt tæt på Ørsteds historie, giver alletiders pædagogiske indføring i elektromagnetismen, og undersøger, hvordan opdagelsen påvirker videnskaben i dag.
Temaet er støttet af det landsdækkende formidlingsinitiativ HCØ2020. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
Vigtigste kilder om Ørsteds liv
På de i alt 8 udlandsrejser fra 1801 til 1846, som Ørsted nåede at være på (rejser var lidt mere omstændige dengang), skrev han rejsebreve i ét væk.
»Rejserne var særdeles vigtige. De tidlige rejser var med til at forme hans naturfilosofi, og de senere til at cementere hans internationale ry,« forklarer videnskabshistoriker Helge Kragh, der tilføjer, at brevene er nogle af de vigtigste historiske kilder om Ørsted:
»De har meget stor betydning som kilde til Ørsteds liv og tanker, især fordi de handler om hverdagsoplevelser og fortæller os om hans private og sociale liv,« siger Helge Kragh, der også er professor emeritus på Niels Bohr Institutet.
Rejsebrevene blev i 2011 samlet i en dansk mammut-udgivelse på næsten 600 sider, som partikelfysiker Andrew D. Jackson (også professor emeritus på Niels Bohr Institutet) sammen med sin kone, Karen Jelved, frivilligt har brugt 10 år på at udarbejde.
Du kan læse mere om, hvordan Andrew D. Jackson og Karen Jelved har arbejdet med rejsebrevene i bunden af artiklen.
»Brevene var rettet mod en begrænset kreds af folk, så Ørsted var parat til at fortælle meget frit om sine oplevelser. Det betyder også, at han kunne komme med nogle mere frække kommentarer om mennesker, han havde mødt, og ting, han havde set,« fortæller Andrew D. Jackson.
Her ser vi nærmere på nogle af de mere farverige dele af Ørsteds rejser.
Ørsted ‘sked’ på keramik, øl og teknisk kemi
Begyndelsen er altid et godt sted at starte, og hvad angår Ørsteds mange rejser, så er den første heldigvis også »langt den vigtigste og mest interessante,« fortæller Andrew D. Jackson:
»De fleste breve er fra den første rejse, og det er også på den rejse, at Ørsted for alvor sparker døren ind til den akademiske karriere, der gør det muligt for ham at opdage elektromagnetismen.«
Rejsen varede 28 måneder - fra august 1801 til december 1803 - gik gennem Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland i hestevogn, og formålet var egentlig ikke til at tage fejl af:
Ørsted havde fået en rejsecheck, så han kunne fordybe sig i teknisk kemi, porcelæns-fabrikation og ølbrygning. Nyttig viden for den danske stat og i øvrigt et krav fra pengemændene, der betalte det næsten 3 år lange udlandsgilde.
»Noget af det tidstypiske i Ørsteds tidlige rejser var det element af ‘industrispionage’. Siden midten af 1700-tallet var rejser som disse også ment som indhentning af teknologisk viden til den danske stat,« forklarer Helge Kragh.
Men Ørsted var en dårlig og doven (eller egentlig bare uengageret) industrispion:
»Ørsted var fuldstændig ligeglad. Han så stort på sine opgaver,« siger Andrew D. Jackson, der griner ud i telefonen, inden han fortsætter:
»Det var ellers Ørsteds vejleder, Johan Manthey (1771-1831, dansk-tysk apoteker og professor, red.), der havde skaffet ham rejselegatet. Manthey var ved at overtage ledelsen af den kongelige porcelænsfabrik, og han var medlem af en kommission, der skulle undersøge, hvordan Danmark kunne blive bedre til at brygge øl.«
I december 1803 vendte Ørsted hjem uden nævneværdigt nyt om tallerkenkunst eller humlesorter. Til gengæld blev rejsen afgørende for Ørsteds senere karriere som videnskabsmand.
»Han fik en fantastisk kontaktflade og mødte en helt masse kemikere, redaktører for tidsskrifter og folk, der virkelig var noget indenfor videnskaben. På den måde opdagede han hurtigt, at hvis han skulle kommunikere med alle de her folk, så var han nødt til at få sproglige evner, der gjorde det muligt,« forklarer Andrew D. Jackson og fortsætter:
»Brevene fortæller samtidig lidt om den konflikt, der var i Ørsted, og som de fleste nok kender: At man skal vælge mellem det, man brænder for, og det, man er forpligtet til. Ørsted valgte heldigvis at følge sin interesse.«
Afgørende ‘break-up’ og historisk censur
Men Ørsted blev ikke kun hjulpet på vej af sin stædige og rebelske natur. Han fik også et lille, ulykkeligt puf på vejen.
Rejsebrevene fra den første rejse fortæller nemlig også historien om en splittet Ørsted. Da han tog af sted i 1801 var han forlovet med Sophie Probstein (cirka 1776-1840), men under rejsen afbrød hun forlovelsen.
»Ørsted blev ved med at skrive, at han ville stifte familie sammen med hende. Men bruddet illustrerer netop, hvor afgørende den her tid er for Ørsted,« fortæller Andrew D. Jackson.
»Hvis ægteskabet var indgået, ville det nok have krævet, at han havde været nødt til at vælge den teknisk kemi (ingeniørkundskab, red.), der kunne give ham økonomisk sikkerhed, og ikke den akademiske vej,« vurderer han.
Ørsteds datter, Mathilde Ørsted (1824-1906), forsøgte i øvrigt at redigere Sophie Probstein ud af rejsebrevene, da hun udgav brevene i slutningen i 1870. Det er uvist, hvorfor hun gjorde det, men det kan tænkes, at det var for at skåne Ørsteds senere kone og Mathildes mor, Inger Birgitte Ballum (1789-1875).
Den første rejse-oplevelse var altså en bittersød oplevelse for Ørsted, der heller aldrig kom på så lang en tur igen, men afgørende det var den.
Palaver med præsten
Da Ørsted igen drog af sted på sin anden rejse i maj 1812 var det med et andet udgangspunkt. Han havde fået sig en solid stilling på universitetet, og han var efterhånden blevet en kendt person i Danmark.
Tyskland og Frankrig var destinationerne, og rejsen varede små 8 måneder. Igen fik Ørsted til opgave at undersøge, hvordan fremskridtet i teknisk kemi kunne bidrage til Danmarks økonomiske fremgang. Igen blev opgaven dog stort set ignoreret.
»Selve rejsen var ikke så spændende. Den brugte Ørsted mest på at arbejde på sin grundbog om kemi. Det mest interessante var hans fejde med Grundtvig (1783-1872), der trækker en grænse mellem de to meget udbredte forståelser af verden på den tid,« fortæller Andrew D. Jackson.
Ørsted var som naturfilosof opslugt af at bruge videnskaben som redskab til at undersøge og kortlægge verden, som, han mente, var et udtryk for Guds intelligente design: Når man gjorde en videnskabelig opdagelse, var det Gud, der åbenbarede sig.
N.F.S. Grundtvig var som præst og filosof af den opfattelse, at Gud kun åbenbarede sig i biblen og gennem Kristus - ikke i naturen.
Uenighederne ledte til et par brutale ordslagsmål i dagspressen, der næsten kan få nutidens Facebook-fnidder til at virke helt uskyldig.
Blandt andet tordnede Grundtvig, der mente, at den eneste sande videnskab var historien, mod fysikken med tilsværtninger som:
»Guds Fornægtelse var dens (fysikkens, red.) første Ord, Trolddom og Guldmageri dens kiæreste Bedrift.«
Ørsted, der ganske givet havde fysikken som en slags livskald, bevarede en sober tone i pressen, men til sin bror, Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), lagde han ikke fingre imellem, når det kom til hans mening om Grundtvig:
»Han (Grundtvig) er et givtigt Ukrud i vor Litteratur, som med Rod bør oprykkes. Skulde han end engang erholde nogen magt, vilde han vorde en af de afskyeligste og ondskabsfuldeste Forfölgere,« skrev han i et brev til sin bror fra Paris 25. februar 1813.
Striden mellem Ørsted og Grundtvig er beskrevet mange steder. Du kan blandt andet dykke ned i den i tidsskriftet for fysik og astronomi, Kvant, der har udgivet et jubilæumsnummer om Ørsted, eller du kan se Andrew D. Jackson fortælle lidt mere i videoen her:
‘Hotte’ Ørsted blev ‘starstrucked’
I dag har vi det med at dele vores faglighed op i to lejre: Sproglig eller matematisk. STEM (står for ‘Science, Technology, Engineering and Mathematics’) eller humaniora.
På Ørsteds tid var det lidt mere flydende. Det hele var en del af den almene dannelse, og det er alment kendt, at Ørsted var dybt optaget af sprog og poesi - han havde også et tæt bånd til H. C. Andersen og opfandt cirka 2.000 nye danske ord.
Derfor var det lidt af et højdepunkt for Ørsted, da han i vinteren 1822 - som et svinkeærinde på sin tredje rejse - besøgte den måske største digter i tysk historie, Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), i Jena.
»Det var Ørsteds tredje udlandsrejse, og det var den helt store PR-tur. Triumftoget og charmeoffensiven efter hans store opdagelse af elektromagnetismen (i 1820, red.). Pludselig var Ørsted ét af de hotte navne i Europa,« forklarer Andrew D. Jackson.
Derfor var det også »et møde mellem ligemænd« dengang i 1822, men Ørsted kunne alligevel ikke helt lægge låg på sin ærefrygt (han var starstrucked!), da han mødte den store, tyske digter - omtalt i et brev 15. december 1822:
»Det er umuligt at indbefatte i et Brev det rige Indhold af den hele Samtale, hvor en saa aandrig Mand som Goethe uophörligen meddeelte herlige klare Tanker, eller virkede opvækkende paa Selskabet,« skrev Ørsted til sin kone, Inger Birgitte Ballum (1789-1875) - kaldet Gitte.
»Det var uden tvivl et højdepunkt for Ørsted. Mødet gjorde et kæmpe indtryk på ham,« fortæller Andrew D. Jackson.
\ Læs mere
Men Ørsted kaldte Goethes 'nonsense'
Men Ørsted trådte også i karakter.
Goethe, der interesserede sig for videnskab og havde læst Ørsteds artikel om elektromagnetismen, præsenterede således sin farvelære for Ørsted. Men den danske fysiker var ikke imponeret.
Goethe gled af på kritikken og sagde venligt, at de nok ikke kom hinanden nærmere på grund af manglende tid. Men som Ørsted skrev til Gitte: »Jeg tvivler vel derom.«
»Man kan også sige det på en anden måde. Goethe prøvede at fortælle Ørsted, at ‘vi er mere enige, end du tror’. Men Ørsted mente, at det, Goethe sagde, var ‘nonsense’,« siger Andrew D. Jackson.
»Det fortæller jo noget om Ørsted som person. Han er et begejstret, venligt og nysgerrigt menneske. Men han stolede også på sig selv og havde modet til at sige fra,« tilføjer Andrew D. Jackson.
Arrogante Ampére og DTU’s fødsel
På samme rejse, som Ørsted i øvrigt foretog med den kendte danske arkitekt Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) som rejsemakker, nåede han også til Frankrig, hvor han mødtes med André-Marie Ampère (1775-1836), som han havde det lidt blandet med:
»Han er forstrækkelig forvirret«, og »han er en meget ubehændig Disputator, og forstaar hverken ret at fatte (andres) Grunde eller opstille sine; ikke desmindre er han et dybsindigt Hoved,« skrev Ørsted i et brev til sin kone fra Paris 12. februar 1823.
»Ampére var lidt for matematisk til Ørsted, der var en glimrende eksperimentalfysiker, men egentlig ikke var så god til matematik. Så Ørsted misforstod Ampére, og Ampére var samtidig arrogant overfor eksperimental-folk,« forklarer Andrew D. Jackson.
Derudover var Ørsted i Storbritannien, hvor han mødte store kemikere som Humphry Davy (1778-1829) og Michael Faraday (1791-1867), foruden opfinderen af kalejdoskopet, David Brewster (1781-1868), og endnu en legendarisk forfatter i form af Sir Walter Scott (1771-1832).
»Rejsen til Storbritannien gjorde stort indtryk på Ørsted,« fortæller Andrew D. Jackson og uddyber:
»Briterne havde en tradition for foreninger, der arbejder for udbredelsen af videnskab, og det inspirerede Ørsted til at stifte Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824. I 1829 oprettede han også Den Polytekniske Læreanstalt (der, i dag er blevet til DTU, red.) på Studiestræde 5.«
Du kan læse et par af Ørsteds betragtninger om Ampére ved at klikke frem og tilbage her:
Akavet audiens hos den franske konge
De næste fire rejser var mindre og uden stor betydning. Der var to prisoverrækkelser (i Stockholm og i Berlin i 1842 og 1843) og to konferencer, én i Berlin i 1828 og én i Altona i 1827, hvor Ørsted til gengæld mødte den store tyske videnskabsmand og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt (1769-1859).
Det er først på Ørsteds allersidste rundrejse i 1846, hvor der for alvor er noget at skrive hjem om, selvom den også »mest er ceremoniel« for den efterhånden 69-årige Ørsted, fortæller Andrew D. Jackson.
Et af højdepunkterne, der endte med at blive et lavpunkt, var en planlagt audiens hos den franske konge, Kong Louis Philippe (1773-1850).
Audiensen var for det første forsinket, så Ørsted og hans rejsesjak var strandet i Paris i flere måneder, mens de ventede på det fornemme selskab. Da kongen endelig fandt tid til dem, var audiensen mildt sagt en akavet affære.
»Kongen var orienteret om, at han skulle møde Ørsteds bror, Anders Sandøe, der jo var dansk diplomat. Derfor havde kongen nærmest intet at sige til Ørsted,« fortæller Andrew D. Jackson.
»Det var lidt, som da Niels Bohr var til audiens med kong Christian X, der troede, at Niels var Harald Bohr, der spillede på det danske fodboldlandshold. Ifølge anekdoten rettede Niels Bohr kongen, hvorefter Christian X afbrød audiensen,« tilføjer Andrew D. Jackson.
Det er uvist, hvad Ørsted og Kong Louis Philippe I sagde til hinanden, men i et brev fra London til sin kone Gitte 28. august 1846, konstaterer Ørsted:
»I Grunden er alle saadanne Forestillinger ved Hoffer i sig selv ubetydelige, men det er dog interessant at have seet saa mærkværdige Personer og et saa mærkværdigt Hof, Kongen frem for alt.«
Verdens fedeste souvenir
Da Ørsted og hans rejsefølge endelig var frie til at tage afsked med Frankrig, drog de over Den Engelske Kanal til London, hvor Ørsted anskaffede sig den måske vildeste souvenir - i hvert fald set i det historiske bakspejl - man kunne tænke sig:
I London besøgte Ørsted matematikeren Charles Babbage (1791-1871). De mødtes om morgenen 30. august 1846, hvor Babbage havde inviteret på »lundge«, som Ørsted skrev det i sin dagbog, og ihærdigt forklarede om sine mange projekter.
Ét af de projekter, som Babbage nørklede med, kaldte han selv for 'en differensmaskine'. Det var en maskine, der var programmeret til at lave automatiske beregninger på baggrund af analyser af tabeller eller datasæt. Det lyder måske bekendt?
»Babbages differensmaskine er også kendt som den tidligste variant af en computer,« forklarer Andrew. D Jackson.
Det vidste Ørsted selvfølgelig ikke på den tid, hvor computeren ikke fandtes, og Babbages tirade, der varede mellem tre og fem timer, skulle efter sigende have være ret trættende.
Til sidste kvitterede Babbage dog med en lille del af sin ufærdige maskine, som han bad sine gæster om at behandle som et relikvie. Sådan fik Ørsted altså et lille stykke af verdens første computer med sig hjem som souvenir.
Endnu en sjov anekdote fra et vildt liv, og en særligt passende én at slutte på, når man tænker på, hvor vidt forgrenet Ørsted, Babbage og alle de andre kloge hoveders arbejde er i vores moderne små liv.
\ Sådan omdanner man Ørsteds håndskrevne breve til en bog
Andrew D. Jackson og Karen Jelved har brugt 10 år på at samle og udgive Ørsteds håndskrevne breve i én bog, der blev udgivet i 2011.
Sådan har de gjort (fortalt af Andrew D. Jackson):
»Man går ned på Det Kongelige Bibliotek, og så siger man, at man gerne vil læse Ørsteds breve. Her får man så brevene udleveret, og så går man ellers i gang. Hvis du kigger i bogen, så kan du se, at vi har bevaret nogle af brevene som illustrationer. Teksterne er en slags rebusser.«
»Mange breve er skrevet med meget lille skrift og på hver side af papiret for at spare på portoen. Nogle gange er blækket endda gået igennem. Karen har heldigvis en fabelagtig evne til at tyde håndskrevet gotisk dansk, der er skrevet med en fjerpen.«
»Nogle af breve er redigeret af Mathilde (Ørsteds datter, red.), der har bestemt, hvad hun vil have med og ikke vil have med. Det har hun gjort med blyant. Andre rettelser er lavet af Ørsted selv, og det er rettet med blæk. De fleste af rettelserne er lavet af Ørsted, før han sendte brevene, men nogle af dem er lavet senere. Der er også ting, der er overstreget meget kraftigt.«
En udfordring at finde de mennesker, Ørsted skrev om
»En del af udfordringen er, at man ikke skal rette Ørsteds fejl. Sproget var mindre systematisk dengang. Så Ørsted kunne stave tingene på helt forskellig vis. I udlandet mødte han folk, hvis navne han aldrig havde set skrevet før, så dem skrev han bare, som han hørte dem. Vi har 1.300 navne i vores navneregister. Vi har kunne finde omkring 1.000 af dem. Nogle har været nemme - som Goethe og Babbage. Andre har været sværere.«
»Ørsted kunne for eksempel finde på at repetere noget, som en ved navn ‘Schulz’ havde sagt i Paris. Så søger man på ‘Schulz’ og ‘Paris’ i en database og det giver to millioner hits. Så søger man videre på nogle kendetegn og til sidste finder man frem til, at ‘Schulz’ var en skuespiller, der var vidne til den franske revolution, og giver nogle meget levende beskrivelser af den.«
»Der er også folk, man ikke kan finde. Når Ørsted for eksempel møder en Mr. Smith på en gade i London. Så bare glem det.«
