Flere store, danske forskningsgennembrud i 1700-1800-tallet er blevet overset internationalt, hvor udenlandske forskere i stedet er løbet af med æren.

Det har Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab skrevet om i deres jubilæumsbog, som fremhæver nogle af de største opdagelser, der er blevet udgivet i selskabets skrifter.

Bogen er udgivet i anledning af Videnskabernes Selskabs 275 års jubilæum og bygger på forskning fra selskabets grundlæggelse i 1742 og op til i dag.

Flere af disse opdagelser er aldrig blevet anerkendt, fordi de var på dansk og ikke blev oversat. 

Det gælder blandt andet et stort, dansk forskningsgennembrud inden for sprogvidenskab, gjort af danskeren Rasmus Rask.

Opdagelsen gik i glemmebogen, men blev senere opstøvet af den ældste af de tyske brødrene Grimm, Jacob Grimm. Han var sprog- og litteraturforsker, selvom de fleste nok kender brødrene for eventyr som Hans og Grete, Askepot, Tornerose og Rumleskaft, og han fik æren for Rasmus Rasks arbejde.

Danske Rasmus Rask grundlagde moderne sprogvidenskab

Historien begynder ved den egentlige grundlægger af komparativ sprogvidenskab (om sprogs historiske udvikling og slægtskabsforhold) som siges at hedde Rasmus Rask og være pæredansk.

»Han var et totalt geni, der lærte sig nye sprog på nul komma fem. Ikke for at tale med folk, men for at finde sprogenes struktur; både lydsystem, bøjninger og sætningsbygning,« fortæller Marita Akhøj Nielsen, dr. phil. og redaktør af Videnskabernes Selskabs jubilæumsbog.

Rasmus Rask var et »totalt geni, der lærte sig nye sprog på nul komma fem,« fortæller Marita Akhøj Nielsen, dr. phil. og redaktør af Videnskabernes Selskabs jubilæumsbog. (Illustration: Wikipedia)

»Ved at beskrive sprogene efter samme mønster kunne han nemt sammenligne dem og påvise slægtskab og udvikling.«

Rasmus Rasks arbejde blev oversat for sent

Rasmus Rask nåede aldrig selv at få stor international anerkendelse for sit arbejde, selvom han havde:

• Gjort den banebrydende opdagelse af sammenhængen mellem de europæiske sprog.
• Grundlagt en ny metode inden for sprogvidenskab til at forstå udviklingen af sprog.

»Før i tiden samlede man ord, der lignede hinanden, for at finde slægtskab mellem sprog. Det kan give nogle helt tåbelige resultater, for det kan være tilfældige ligheder eller lån af enkelte ord. Men så kom Rask til, og han satte for alvor sprogvidenskaben i system,« forklarer Marita Akhøj Nielsen.

Desværre tog det en del år, før Rasks geniale arbejde blev oversat til andre sprog og kom langt nok ud over grænserne, til at man fik øjnene op for betydningen af hans opdagelser.

I stedet løb andre forskere med opmærksomheden. Det vender vi tilbage til. Først skal vi høre lidt mere om sproggeniet Rasmus Rask.

Lærte sig islandsk ved at læse en saga

Rasmus Rask bliver født i 1787 på Fyn. Hans videbegærlighed rækker ud over latinskolens pensum, og i sin fritid begynder han derfor at nærstudere kongesagaerne, Heimskringla, og en dansk oversættelse.

Ud fra de to lærer han sig islandsk og udarbejder sin egen dansk-islandske ordbog, som giver ham en flidsbelønning fra skolen.

Da Rasmus Rask dimitterer fra latinskolen i 1807, tager han til København, hvor han får kontakt til en professor i litteraturhistorie, som hurtigt får øjnene op for hans sprogevner.

Professoren benytter sig af Rasks evner til at lave en ny oversættelse af Snorres Edda, der er hovedkilden til vores viden om nordisk mytologi.

Jacob Grimm opdagede og brugte Rasmus Rasks metoder og observationer i sin afhandling fra 1822, Deutsche Grammatik. (Foto: Franz Seraph Hanfstaengl)

Rask var interesseret i den nordiske historie, og hvordan sproget kan afsløre slægtskaber mellem nationer og mennesker, og i 1811 udkommer Rasks første egen udgivelse med titlen ’Vejledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog’.

I en fortale til bogen argumenterer han for vigtigheden af at studere islandsk, som, han mener, er identisk med oldnordisk, vikingernes sprog.

Rasmus Rask udvikler ny metode

I 1812 udskriver Videnskabernes Selskab en konkurrence, en såkaldt prisopgave, hvor de efterlyser en afhandling om, hvilket sprog det gamle nordiske sprog med størst sandsynlighed kan udledes fra.

Rasks afhandling og bud på et svar indleverer han i 1815 og vinder guldmedaljen.

Men afhandlingen var ikke bare en god afhandling, for i den udvikler Rask en ny måde at anskue slægtskab mellem sprog.

»I afhandlingen udvikler Rask en helt ny, systematisk metode til at se på slægtskab mellem sprog, blandt andet ved at se på regelmæssigheden i lydændringer mellem de enkelte sprogfamiliers ord,« siger Marita Akhøj Nielsen.

Rasmus Rask er dermed med til at påvise, hvordan de indo-europæiske sprog er beslægtede (se faktaboks), forklarer Marita Akhøj Nielsen, der samtidig påpeger, at metoden er en del af fundamentet i den moderne komparative sprogvidenskab.

Jacob Grimm ser lyset i Rask

Men ak, Rasmus Rasks videnskabelige landvinding bliver stort set forbigået i videnskabelige miljøer i udlandet.

Jacob Grimm, som forskede i tysk og germanske sprog, læste Rasks afhandling og brugte Rasks metoder og observationer i sin afhandling fra 1822, Deutsche Grammatik, der omhandlede det tyske sprogs slægtskab med andre germanske sprog.

»Jacob Grimm var egentlig god til at referere til Rasks afhandling og opdagelser, men det var stadig Grimm, som rendte dengang med æren for opdagelsen af lovmæssige lydforskydninger (se faktaboks nedenfor), selv om det egentlig var Rask, som var ophavsmand til måden at anskue slægtskab mellem sprog,« siger Marita Akhøj Nielsen.

Tilsammen har Grimm og Rask fået opkaldt en lov efter sig, der hedder Rask-Grimm-loven.

Loven beskriver, hvordan ordlyde i de forskellige germanske sprog slægter sig på hinanden og andre indo-europæiske sprog, såsom latin og græsk, men med lovmæssige lydforskydninger i fælles ord.

Rasmus Rask fik ikke den fortjente anerkendelse

Selvom Rask steg i graderne hjemme på Universitetsbiblioteket i København og fik støtte fra andre forskere på universitetet, nød han ikke speciel stor anerkendelse og havde svært ved at få en ordentlig stilling.

Videnskabernes Selskab publicerede ikke hans afhandling, fordi han insisterede på at følge den retskrivningsnorm, han selv havde udviklet.

Selskabet vogtede over det danske sprog, også med hensyn til stavning, og derfor ville man ikke trykke hans banebrydende værk, selvom man gav ham en lille årlig understøttelse. Selskabet udgav derfor kun sin vurdering af afhandlingen med et ret udførligt resumé.

Rasmus Rask rejste efter sin afhandling rundt i store dele af verden, deriblandt Indien, hvor han studerede en række sprog og udgav flere sprogvidenskabelige studier, men ved hjemkomsten fik han ikke den anerkendelse - eller den ansættelse - der havde været rimelig.

Han blev medlem af Videnskabernes Selskab i 1825, men var blevet temmelig bitter. I november 1832 døde han af tuberkulose, 45 år gammel.

Videnskabernes Selskab fejrer jubilæum mandag 13. november.