Innovation og kreativitet er buzz words, der florerer i medierne og den videnskabelige litteratur dagligt, og udvikling af nye ideer er et centralt omdrejningspunkt i enhver innovationsteori og -strategi.
Men hvordan udvikles nye ideer?
Medarbejdere kan udvikle ideer og udfolde deres kreativitet på mange måder og mange steder; de kan reflektere for dem selv, de kan småsnakke ved kaffemaskinen; de kan indgå i større workshops; de kan bruge software; de kan få ideer, mens de løber en tur; når de er i bad; de kan få ideer i det åbne kontorfællesskab; under frokosten; etc. Ideer kan opstå alle steder.
Men møder er særligt vigtige arenaer for ideudvikling, da medarbejdere i stigende omfang arbejder i teams, der jævnligt mødes for at koordinere, beslutte og ideudvikle.
Uproduktive møder er frustrerende
Undersøgelser peger på, at videnmedarbejdere bruger over 20 timer om ugen på mødeaktivitet og 73 procent bruger mere tid på møder i dag end for bare fem år siden.
Møder er organisationskulturelle fænomener, der sikrer et legitimt grundlag for udvikling, kanalisering og beslutning af ideer.
Møder foregår i en face-to-face interaktions-situation, hvor interaktionen har signifikant betydning for det innovative output. Møder fylder meget både i kvantitet og kvalitet. Er de effektive, er de værdifulde.
Omvendt er ineffektive og uproduktive møder, der ikke frembringer nye ideer, en frustrerende oplevelse.
LÆS OGSÅ: Syv gode råd til ideudvikling
Detaljerede studier af ideudviklingsmøder
For rigtigt at skabe forståelse for og indsigt i, hvordan ideer udvikles på disse møder, må man ned i substansen og detaljen og observere, hvad der faktisk sker, når ideer udvikles.
Derfor er det nødvendigt med dybdegående observationer og brug af detaljerede undersøgelsesmetoder. For ideudviklingen ligger – ligesom djævelen – i detaljen.
Jeg arbejder i min forskning ud fra diskursteorier, der kaldes konversationsanalyse og multimodal interaktionsanalyse inden for det brede felt, der kaldes etnometodologi.
Hovedpointen er, at ideer betragtes som lokalt situerede og lokalt producerede af lokalt tilstedeværende medarbejdere, der skaber betydning gennem brug af forskellige tegnsystemer (for eksempel brug af tale, krop og ting).
På den måde skabes ideer af deltagere ved hjælp af både tale, men også i høj grad brug af krop og ting. Lad os kort kigge på et eksempel:
Et eksempel: Sådan kan en idé opstå
Alle kender til at få og tale om ideer. Som for eksempel følgende situation fra et idéudviklingsmøde afholdt i kommunikationsafdelingen på et universitet:
De skal udvikle ideer til et arrangement med fokus på, hvordan gymnasieelever kan få interesse for universitetet.
Den her form for transskription læses ud fra nummereringen. Kolon betyder, at en lyd bliver trukket ud. Pile betyder, at intonationen stiger eller falder. Punktum i parentes betyder, at der er en kort pause. Apostrof betyder, at en lyd bliver skåret af. Kassen om ordet betyder, at det sagte sker samtidig med en kropshandling. I dette såkaldte jeffersonske transkriptionssystem findes en del flere koder, der dog ikke er relevante i dette eksempel. (Illustration: Brian Due)
Chris fremsætter en idé om, at de i forbindelse med arrangementet skal organisere det således, at Hans Skov (daværende direktør for DI) skal have fire gymnasieelever som mentorer.
Ideen fremsættes som et forslag om et fremtidigt muligt scenarium, og bliver af Dan behandlet som en idé, ved at han vurderer den med en eksplicit kropslig og verbal respons, idet han siger: »su::per sjov idé« (l. 4) og samtidig løfter hånden.
Pointen er, at der er en lokal, situationel og kontekstuel social dynamik og nogle klare kropslige og materielle muligheder og begrænsninger, der definerer, hvordan ideen kan skabes og udvikles.
Ideer kan fremsættes på mange forskellige måder; i dette eksempel sker det via et forestillings-format. Chris siger eksplicit, at man kan forestille sig noget. Forestillingsverdener kan selvfølgelig også skabes gennem mere implicitte sprog- og kropshandlinger.
Forudbestemte modeller er ikke altid en god løsning
Ideer kan også fremsættes via spørgsmålsformat, påstande, historier, osv. Ligesom der kan blive responderet på ideer via forskellige formater; for eksempel kritik, videreudvikling, osv., og der kan blive responderet på disse via eksempelvis accept eller kritikhåndtering.
Ideudvikling er på den måde betinget af den interaktion, der udfoldes sekventielt i et bestemt tidsligt og fysisk afgrænset rum tur-efter-tur.
Det betyder, at samtalen består af ytringer eller handlinger, der følger på hinanden og dermed hele tiden udgør baggrund eller kontekst for det næste, der ytres eller gøres. Det kaldes i fagtermer for samtalens ‘sekventialitet’.
En hilsen er for eksempel baggrund eller kontekst for, at der hilses tilbage. Ligeledes er fremsættelse af en ide baggrund eller kontekst for, at der efterfølgende responderes på ideen med et eller andet slags svar.
Hele ideudviklingssituationen er – ligesom almindelige samtaler – derfor stærkt afhængig af det, der sker i situationen. Brug af bestemte forudbestemte kreative fase-modeller som dogmatisk skal følges, er derfor ikke altid en god løsning til at fremme ideudvikling.
Opgør med proces-idealistiske kreativitetsmodeller
Hovedparten af kreativitetsforskningen er baseret på fasemodeller, der foreskriver, hvordan kreative processer bør forløbe.
Et godt eksempel er forskningsgrenen, der er beskæftiget med Creative Problem Solving (CPS), hvorunder hører blandt andet Osborns berømte brainstorming-model.
Men en særlig bestemt udvikling af X-antal faser i en model kan let gå hen og blive proces-idealistisk.
Det vil sige troen på, at der findes én endelig sand beskrivelse af en bestemt proces med en bestemt rækkefølge af bestemte faser, der kan løse alle problemer, uanset hvilken type situation der er tale om.
En sådan model lover mere, end den kan holde. Jeg vil her foreslå en anden og mere overordnet tankegang, der bygger på et begreb fra en svampeart, der kaldes Mykorrhiza.
Mykorrhizas ideudvikling – at koble ideer
Sekventialiteten i samtalen består ofte i, at medarbejdere griber en pointe fra tidligere for at associere videre i en helt anden, for dem, interessant retning.
Det betyder, at en masse enkeltstående uudviklede ideer står tilbage og blafrer ubestemmeligt, når mødet eller workshoppen slutter.
Men i stedet for at ideer forstås, fremsættes og behandles som enkeltstående bidrag, bør man i stedet grundlæggende set forsøge at koble mellem ideer.
I stedet for enkeltstående associationer kaldes det af filosoffen Koestler for bisociationer. Dette kan beskrives ud fra metaforen om en mykorrhiza-symbiose.
Mykorrhiza (af græsk mykor = ‘svamp’ + rhiza = ‘rod’) er et botanisk udtryk for et særligt svamperodnet. Til forskel fra træers rodnet, der hovedsageligt udvikles vertikalt, udvikles mykorrhiza også horisontalt og via koblinger til andre planter.
Ideudviklingssamtaler minder om Mykorrhizas rodnet
Mykorrhiza kan anvendes som metafor for, hvordan samtaler foregår, og samtidig som et redskab til at arbejde med kreativt kaos og kreativ orden på samme tid.
Det er tilfældet, fordi ideudviklingssamtaler minder om mykorrhiza-rodnettet:
- Samtaler bevæger sig langs et kompliceret net af rødder eller linjer uden egentlig at have en midte.
- Samtaler er aldrig lukkede systemer i sig selv, men har altid linjer til andre pointer, andre situationer, andre tider og andre mennesker.
- Samtaler forskyder sig imellem temaer og består af forskellige forståelseslag.
- Samtaler foregår både med tale, krop og genstande og dermed langs forskellige linjer på samme tid.
- Samtaler ændrer nogle gange helt karakter på et øjeblik og forskydes pludselig over i nye temaer.
- Samtaler er heterogene og adskilte enheder, men samtidig indfiltrede i hinanden. Og ligesom planterne kan (selv radikalt) forskellige samtaleemner have den simpleste sekventielle forbundethed.
Mykorrhiza-modellen giver overblik over forslag, ideer og samtaler
Man kan vælge at bruge mykorrhiza-metaforen aktivt som et styringsredskab i en ideudviklingsproces ved at tegne samtalens forskydninger undervejs og derpå iagttage og koble mellem de nedskrevne ideer.
På den måde kan det vise sig, at linjer i rodnettet kan stå uspecificerede langt tilbage i processen rent kronologisk, men de markeres visuelt her og nu, idet de tegnes, og bliver dermed lige så lette at vurdere i den afgørende beslutningsproces som de netop diskuterede forslag.
Mykorrhiza-modellen gør det således muligt for medarbejderne at danne sig overblik over de forslag, ideer og samtaler, der har været undervejs i mødet, og dermed bliver det også muligt mere præcist at udsondre præmisserne og det grundlag, eller den pallet af muligheder, som beslutninger skal træffes på baggrund af.
Mange ideer blev foreslået
Figuren til højre viser, hvordan en ideudviklingsproces tog sin begyndelse i spørgsmålet om, hvordan virksomheden kan blive grønnere, og derfra blev udviklet herimod nye koblinger.
Mange ideer bliver foreslået – illustreret ved de linjer, der udgår fra boksen.
På et tidspunkt taler deltagerne om, hvordan de kan få mere effektive kundemøder, og på et andet tidspunkt om hvordan de lever bæredygtigt privat, og det foreslås blandt andet at cykle til arbejde.
Tiden går, og flere ideer foreslås. Men på et tidspunkt er det nu muligt at kombinere de to adskilte ideer i en ny ide. Koblingen lyder nu: effektive kundemøder + cykle = cykle til kundemøder.
Mange bække små, gør en stor …
Tegningen er en fastholdelse af ideer, der ellers er mentalt og tidsligt adskilt fra hinanden.
Den naturlige samtales forskellige forgreninger og de forskellige ideer, der foreslås, er måske ikke interessante i sig selv.
Men som råstof i en større kombination, kan hver enkelt lille ide og forskydning i samtalen være værdifuld. Det handler blot om at få dokumenteret alle ideer undervejs på en måde, der er synlig for enhver, således at de let kan iagttages, vurderes og kombineres på nye måder.
Der findes mange velmenende gode råd til ideudvikling, men det er ikke så vigtigt, om man vælger den ene kreative model frem for den anden.
Det centrale er, at man designer sin egen proces, der passer til de deltagere, der skal med, og at man er opmærksom på at arbejde så vidt muligt systematisk med at koble ideer i noget nyt tredje.
