Vejen er et ord, der kan betyde mange forskellige ting. Vejen er landevejen, metoden og retningen. Sættes ordet ind i en sammenhæng, er man ikke i tvivl: Rute 161 til Middelfart – vejen til et godt helbred – vejen mod vest.
Men er historien på spil, og vil man finde ud af landevejens udvikling gennem århundreder, er det lidt vanskeligere, fordi veje i meget gamle dage var noget andet end i vore dage. ’Vejen’ lå eksempelvis ikke nødvendigvis det samme sted i dag, som den gjorde i går.
Jeg har det meste af mit arbejdsliv beskæftiget mig med ældre danske veje og vogne og skrevet fem bøger herom. I det følgende fortæller jeg, hvad vi de sidste 40 år har fundet ud af forskningsmæssigt om de danske vejes historie fra oldtid til moderne tid.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Oldtid: Ridning på heste gav nye muligheder
I Oldtiden snoede trafikken mellem landsbyerne sig gennem skovene og markerne på den faste jord, gennem tykninger, ned ad skrænter, over vandløb og langs kyster.
Det var gående folk, der kunne trække kvæget med sig, og skulle man over våde områder, kunne man på et smalt sted lægge faskiner bundter af grene, dækket af planker eller jord.
Den oksetrukne kærre kom til Danmark sammen med ploven i bondestenalderen for 5.000 år siden. Den kørte kun i landsbyens område og kunne ikke bane sig vej mellem landsbyerne.
\ Læs mere
I yngre bronzealder for 2.500 år siden begyndte man at ride på heste, fordi man igennem århundreder havde fældet skoven til landbruget.
Landskabet var derfor lukket op, og man kunne bevæge sig friere mellem landsbyerne end tidligere.
Jernalder: Landbrug stillede nye krav til hjulspor
Siden bondestenalderens slutning for 3.000 år siden havde der i flere generationer været kontakt mellem folkegrupper i Danmark og i Central- og Sydeuropa og over havet med folk i England, fordi man skulle bruge tin og kobber til våben og redskaber af bronze.
Her havde man mødt andre folkeslag, der havde andre klæder, redskaber, skibe og køretøjer. Ved at sætte to kærrer efter hinanden fik man i Danmark en firehjulet vogn, der kunne køre lidt videre omkring.
Der var også pragtvogne af bronze og træ til høvdingene, der blev brugt i optog mellem landsbyerne og de hellige steder, hvor man havde ritualer og ofrede til naturkræfterne.
Bronzealderens trafik skabte et spinkelt netværk af stier og hjulspor mellem landsbyerne.
I den ældste jernalder blev korndyrkningen betydeligt vigtigere, og man inddigede markerne, som blev gødet med husdyrgødning fra staldene hentet af den lave oksetrukne vogn med fire hjul.
Den lave arbejdsvogne kørte på vejene fra gårdene ud til markerne. Det var en tung trafik, så vejene blev stabiliseret med sten dækket af et jord- eller gruslag for at beskytte klovene og træhjulene, der ikke havde jernbeslag.
Høvdingene havde nu fået pragtvogne af keltisk type, der kun kunne køre rundt i bygden trukket af heste i forbindelse med ofringer i moserne til guderne.
Indflydelse fra Romerriget førte til mere trafik
I den følgende periode fra 0-400 e. kr., hvor romersk kultur påvirkede de danske samfund, blev heste anvendt som trækdyr foran de første egentlige arbejdsvogne med fire egehjul, ligesom i Norditalien.
Markerne blev åbnet op, jordvoldene blev sløjfet, og trafikken mellem landsbyerne steg. Der kom skibe med varer til naturhavnene, og man fik større gårde på landet med værksteder og rigdomme, der kunne røves af onde fjender.
Derfor byggede bønderne spærringer både til lands og til havs – men udbyggede også trafikkens veje med grenbundter, planker og sten over vandløb og våde områder – og gravede hulveje ud i skrænter, fordi der skulle gøres plads til vogntransporter fra skibene og ind i landet og mellem landsbyerne.
Kirker blev permanente knudepunkter, da de døde skulle genopstå
Landsbyerne var dog ikke permanente. Indenfor det samme område (bygd) flyttede man ofte landsbyerne flere hundrede meter, både fordi husene kun holdt et par generationer, og de dyrkede marker blev udpint.
Det betød, at stier og hjulspor ikke var permanente, før de første kirker blev bygget i 1100-1200-tallet. Grunden var, at de døde, ifølge den kristne tro, skulle opstå på den yderste dag.
Gravene skulle derfor beskyttes på kirkegården til den yderste dag, og således blev kirkerne på kirkegårdene de første permanente bebyggelser i Danmark.
Og da de lå i landsbyerne, blev landsbyerne i mange tilfælde liggende omkring kirkerne. Hermed blev kirkerne knudepunkter for netværket af veje og stier mellem landsbyerne.
De gamle landskabslove, der var vedtaget på tinge og nedskrevet af de tidlige kristne lærde, nævner således, at der udgår fire veje fra hver (lands)by – en i hvert sit verdenshjørne.
\ Læs mere
Større marker førte til ønske om mindre trafik
Stierne og hjulsporene mellem landsbyerne havde kun i de våde områder forstærkninger af grene og sten. En egentlig vejbelægning kendte man ikke.
Som regel kørte man på græsjorden, og når sporet blev for blødt og man sank i, kørte eller red man bare ved siden af de gamle spor.
Efterhånden som markerne blev større, besluttede bønderne, at trafikken ikke længere måtte brede sig og ødelægge markerne. Den skulle nu følge de samme ruter gennem landsbyernes områder.
De ruter, der var brugt i umindelige tider, kaldte man ’arilds tids veje’ og de lå fast, takket være de særlige regler, der kaldes hævd.
Reglerne siger, at en handling der har fundet sted i mands minde, uden at der er nogen der har protesteret, er lovlige og kan ikke ændres med mindre, man på tinge (red. rådslagende og dømmende forsamlinger) beslutter noget andet.
Vejen blev til en juridisk ret
De nye veje og ruter, der herefter blev udlagt, skulle beskyttes af en ed, der var sværget af en kreds af byens mænd. De kaldtes derfor svorne veje og var lige så gyldige som arilds veje.
Men ejendommeligt nok var det ikke vejbanen eller vejens område, der havde betydning. Det var offentlighedens ret til at færdes på stedet, altså vejretten.
Vejens areal tilhørte fortsat grundejeren, der havde ansvar for vedligeholdelsen sammen med de øvrige sognemænd.
Vejene udenfor sognenes område tilhørte kongen, og kongen havde derfor pligt til både vedligeholdelse, gæstgiveri (kroer) og beskyttelse af de rejsende (vejfred).
Men efterhånden steg trafikken mellem landsbyerne, udskibningsstederne og de tidlige købstæder så meget, at man måtte til at fjerne muldjorden og styrke vejbelægningerne med småsten grus og sand.
Det betød, at hestene skulle have hovene beskyttet af jernsko. Vognenes træhjul fik bredere fælge, men de fik først jernbeslag i 1500-tallet, efter inspiration fra de særlige hestevogne der kørte på kongens egne veje.
For 500 år siden blev grundlaget for vores motorveje skabt
Så man det hele fra oven, var der i slutningen af 1500-tallet tre netværk af veje i Danmark:
1) Det ældste var netværket mellem landsbyerne (og kirkerne), der havde en gennemsnitlig længde på 4-7 km eller en gammel dansk mil. Det er de nuværende sogneveje mellem de gamle sognekirker. Kirkerne lå tættere på de gode jorder, hvor bønderne var mere velstående og fjernere på de dårlige, fordi hvert sogn skulle føde en præst og vedligeholde en kirke. De faste udgifter skulle lige tages i betragtning.
2) Det andet netværk af veje lå mellem købstæderne. De lå cirka 25-30 km fra hinanden for at respektere hinandens opland, der aftog byernes handelsvarer og produkter. Det svarer til 4 gamle danske mil eller en halv dagsrejse, når man regner hestevognens hastighed (skridt) til en mil i timen. Dette netværk kendes i dag som landeveje. De udnyttede en del af sognevejene, hvorfor landevejene i ældre tid altid førte gennem landsbyerne.
3) Det tredje netværk udgjordes af de første anlagte veje i Danmark, nemlig kong Frederik d. 2.’s kongeveje. De er anlagt i 1580’erne i rette linjer på de kongelige jorder mellem slottene på Sjælland og i Jylland mellem Koldinghus og Haderslevhus.
De tre netværk kender vi i dag i form af sogneveje, landeveje og motorveje, da motorvejene i høj grad er blevet anlagt der, hvor de første kongeveje bandt landet sammen.
I hvert fald for kongen og hans mænd.
\ De danske vejes historie
- Oldtid: Trafik opstår uden veje
- Jernalder: Med landbrug opstår stabile hjulspor
- Middelalder: Kirker bliver faste knudepunkter mellem veje
- Renæssance: Tre netværk opstår: Sogneveje, landeveje og kongeveje
- Moderne tid: Vejene jævnes og åbnes for de fleste vogne og får fast belægning som bilerne ikke river op
Læs mere:
- Schovsbo, Per Ole 2018: Landtransport i Danmark
- Topsøe-Jensen, Torben 1966: Ad hjulspor og Landeveje
- Wittendorff, Alex 1973: Alvej og Kongevej
Kun kongen måtte køre på kongevejene
Kongevejene var bygget efter de særlige lette og hurtige kuskevogne, som Frederik d. 2. havde ladet sig inspirere af fra Østrig-Ungarn.
Vejene var oprindeligt ikke åbne for offentligheden for at undgå sporkørsel. Kongen kunne derfor uhindret køre på sine egne veje med sine vogne i trav cirka dobbelt så hurtigt som menigmand på landevejene, nemlig 10-15 km/t – og det betød meget dengang, hvor man hverken havde telefon, radio eller telegraf.
Fra Oldtiden til 1800 var sognevejene sognebøndernes ansvar at vedligeholde, de udgjorde så at sige vejbestyrelserne, og vejene var udenfor den almindelige vejlovgivning.
Det betød også, at vejenes hjulspor krævede særlige smalle vogne, som kun bønderne brugte.
Det var med andre ord vanskeligt for herremanden at køre på sognevejene, og derfor anlagde han sin allé fra herregården til landevejen, der ikke var sporkørt som sognevejene.
På de statslige landeveje kørte alle efter 1800 med forskellige sporvidder, fordi landevejenes hjulspor på dette tidspunkt var blevet jævnet. Og fra den tid af fungerede de danske veje på samme vis, som de gør i dag.
Men det er mærkeligt at tænke på, at man først med jernbanerne i 1840’erne kunne køre hurtigere på land, end man gjorde i ældre Jernalder for 2.000 år siden, samtidigt med at store dele af vores nuværende vejsystem er skabt af tidligere tiders hestevognstrafik.
Fortiden har givet os vejenes retning
Vi kan kende hovedlandevejene (chausseerne) mellem landsdelene der skærer igennem landskabet efter rette linjer op og ned ad bakke ofte ved siden af de moderne motorveje, der slynger sig, så man ikke falder i søvn under kørslen.
De gamle landeveje gennem landsbyerne og købstæderne kan vi finde rester af híst og her, men oftest er de jævnet og rettet ud og ført uden om bebyggelserne. Mange landsbyers og købstæders bebyggelser havde hovedfacer ud til de gamle landeveje.
Nu kommer man på de moderne omfartsveje ofte bag ind i bebyggelserne – og mister overblikket. Sognevejene ligger som regel som de blev lagt af bønderne kort efter 1800 - bugter sig op og ned i landskabet. Når vi kører på dem, må vi svinge bilen 90 grader ved de gamle markskel og følge en retning, som vores forfædre har stukket ud.
En sporkørt landevej i Midtjylland fra slutningen af 1800-tallet. Klik på billedet for at se hele galleriet. (Foto: Hugo Matthiesen)
Med grønt: Østsjælland landeveje mellem købstæderne. Med blåt hovedlandevejen fra 1800-tallet. (Tegning: Per Ole Schovsbo)
Sognevejene netværk mellem sognekirkerne på Østsjælland. Købstæderne er anført med rødt. (Tegning: Per Ole Schovsbo)
Skitse af længdeprofiler – øverst hjulsporveje der følger terrænet, herunder hovedlandevejene fra 1800-tallet, der er rettet noget ud og nederst automobilveje. (Tegning: Per Ole Schovsbo)
Arkæolog Per Ole Schovsbo har blandt andet tegnet og været instruktør på 30 – 40 vognforsøg, hvor man har rekonstrueret vogne ud fra arkæologiske fund. Her ses kollegaen Erik Andersen i færd med at samlet et hjul fra vikingetiden. Arbejdet fandt sted på Moesgård Museum. (Foto: Per Ole Schovsbo)
Vognkopi af en såkaldt fruervogn fra midten af 1300-tallet. Vognen er bygget på grundlag af fund ved Nationalmuseets udgravning i Voldstedet Boringholm vest for Horsens. Vogntypen kendes i folkeviserne som de adelige kvinders bespærede karme - efter buerne (spærene), der holdt klædet (spærklædet), der ofte var dekoreret med fruens våbenskjold – som pendant til hestenes skaberak som de adelige mænd red på. (Foto: Historie Haderslev)
Kopi af kuskevogn fra renæssancen (ca. 1550), som astronomen Tycho Brahe skulle have brugt til at lave de første vejopmålinger i Danmark med. (Foto: Historie Haderslev)
