Hvorfor har instrumenterne faste pladser i et symfoniorkester?

»Da da da daaaaa. Da da da DAAA.«

Forestil dig, at du sidder i en koncertsal. Et stort symfoniorkester begynder at spille Beethovens Symfoni nr. 5.

Lyden fra alverdens instrumenter strømmer ind i dine øregange. Når du stirrer op på orkestret, er det en hær af strygere, der sidder forrest og møder dine øjne.

Bagved sidder blæseinstrumenterne efterfulgt af slagtøjet.

Men hvorfor sidder strygerne altid først i et symfoniorkester? Og hvorfor har instrumenterne egentlig faste pladser?

Det spørger vores læser Johan om i en e-mail til Spørg Videnskaben.

I jagten på svaret har vi ringet til Søren Schauser, der er lektor i musikhistorie ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Derudover hører vi også fra Jens Hesselager og Michael Fjeldsøe, der er henholdsvis lektor og professor i musikvidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Form som en regnbue

»Det er jo et spændende spørgsmål, og heldigvis er der gode forklaringer på det hele,« erklærer Søren Schauser over en telefonforbindelse.

»Historisk set har orkestret faktisk udviklet sig bagud. Hvis man ser på, hvordan et orkester ser ud i dag, er det formet ligesom en regnbue rundt om dirigenten,« fortæller han.

Halvdelen af et symfoniorkester består af strygere, og de sidder tættest på publikum i en stor flok forrest. Bagved dem er en tyndere bue, der består af træblæserne i form af fløjter, fagotter, klarinetter, saxofoner, oboer og så videre.

Den bagerste bue består af messingblæserne, deriblandt tubaer, basuner og trompeter. Helt bagerst står trommer og pauker, der typisk udgør slagtøjsafdelingen.

»Opsætningen er ikke altid den samme, men der er en standardopsætning, som er vokset ud af strygeorkestret med nogle blæsere. Typisk sidder strygerne i en halvcirkel rundt om dirigenten. Så er der blæsere bagved i forskellige sektioner. Typisk er førsteviolingruppen umiddelbart forrest til venstre, da de ofte spiller melodien og det, man mest skal høre. Derfor skal de være tættest på publikum,« fortæller Jens Hesselager og fortsætter:

»Lederen af førsteviolingruppen kaldes koncertmesteren, og han eller hun skal sidde i tæt kontakt med dirigenten. Idealet er, at strygerne skal lyde homogene og have den samme vibrato og klang.«

Der er altså tale om en opstilling, hvor man har de lyseste instrumenter til venstre og de dybe instrumenter til højre.

Ifølge Michael Fjelsøe har man gjort brug af denne opstilling de seneste 150 år, men instrumenterne står ikke nødvendigvis altid på den samme måde:

»Kan man sige, at det er den ideelle opstilling? Nej, det, man kan spørge om, er: 'Hvad er det for et ideal, den opstilling svarer til?' Det er et ideal, der handler om at få klangen til at blende sammen så godt som muligt, så man får en stor fælles orkesterklang, hvor der ikke er noget, som skiller sig ud«.

Michael Fjeldsøe fortæller samtidig, at det er praktisk, at orkesteret stort set altid sidder på den samme måde, fordi der jo er mange dirigenter, der dirigerer alle mulige forskellige orkestre.

»Dirigenten skal vide, hvor de forskellige dele af orkestret sidder, så han eller hun ikke peger over et sted og tænker, ”hvor fa’en er det nu, at de sidder i dag?«,« som han udtrykker det.

\ Læs mere

Beethovens døvhed påvirkede hans musik

Flere instrumenter kom til

Hvis vi rejser 300 år tilbage i tiden til begyndelsen af 1700-tallet, havde dirigenten en helt anden rolle. Her spillede dirigenten cembalo, som er et strengeinstrument, der var klaverets forgænger. Han sad i scenens midte med strygere rundt omkring sig.

»Så skete der det, at i midten af 1700-tallet med Joseph Haydn (østrigsk komponist, 1732-1809, red.) blev orkestret, som hidtil havde bestået af strygere, udvidet med to valdhorn,« siger Søren Schauser.

»Så der kom to horn og to træblæsere til, og hvor var der så plads til dem? Det var der lige bag ved. Det lag udvidede sig ved Mozarts tid (1756-1791, red.). Han tilføjede to klarinetter, der satte sig sammen med fløjterne og oboerne.«

Tilføjelsen af det tredje lag i orkestret med tunge messinginstrumenter, såsom basuner, kan vi datere helt præcist til Beethovens Skæbnesymfoni fra 1808.

»Det er den første symfoni i verden, hvor der kom basuner på,« forklarer Schauser.

Beethoven stod også for, at der kom udvidelser i slagtøjssektionen, hvor der kom triangel med. På samme tidspunkt blev orkestret så stort, at man ikke kunne se dirigenten til sidst.

»Derfor bliver dirigentpodiet også indført, hvor dirigenten stod oprejst og slog ud i luften i stedet for selv at spille,« fortæller Søren Schauser.

Symfoniorkestrenes størrelse

Når dirigenten ikke længere selv spillede cembolo, gjorde det, at der kom til at mangle nogle toner i nogle af værkernes akkorder og harmonier. Men her kunne de nye instrumenters tiltrædelse fylde de manglende lyde ud.

Med de mange nye instrumenter var der pludselig også mange flere musikere på scenen end tidligere.

»For 100 år siden var den almindelige orkesterstørrelse på 54 til 58 musikere. Det vil sige, at man har haft omkring seks af de forskellige strygere, fire celloer og to kontrabasser, samt to af hvert blæseinstrument,« fortæller Michael Fjeldsøe.

I de helt store orkestre i dag er der dog tale om en helt anden størrelse, hvor der kan være flere end 100 musikere samlet på én scene.

»Der vil der nogle gange være 16 førstevioliner, 14 andenvioliner, 12 bratscher og 10 celloer,« forklarer Michael Fjeldsøe.

Det vil altså sige, at omkring halvdelen af musikerne i et moderne fuldblodsorkester er strygere.

Men hvorfor er det nødvendigt med så mange musikere, når nu et almindeligt rockband typisk har fire-fem musikere?

Ifølge musiklektorerne og professoren er årsagen blandt andet, at det handler om jagten på den bløde lyd og den perfekte klang.

»Hvis man øger antallet af blæsere, skal der også flere strygere til at balancere klangen. Ellers kan man næsten kun høre blæserne,« siger Michael Fjeldsøe.

Den anden grund er ifølge Fjeldsøe, at man har fået smag for den der mættede strygerklang, som man kan skabe på scenen, når man har rigtig mange strygere.

Samtidig er der den faktor, at nogle instrumenter er langt kraftigere end andre på scenen.

Under gulvhøjde

Det er dog ikke altid tilfældet, at musikerne er til at se på scenen. I operaer befinder instrumenterne sig typisk i en orkestergrav, så man kan se scenen frit.

I graven er orkestret nødt til at brede sig mere ud til siden.

Der kan dog samtidig værre undtagelser, hvor man placerer et mindre orkester bag scenen, forklarer Jens Hesselager:

»I en del af operaen, hvor der for eksempel kommer en hær nærmere i det fjerne, kan der være nogle trompeter, der er placeret på bagsiden, der signalerer, at nu kommer de. Nogle gange er instrumenterne også synlige på scenen.«

Eksperimentelle værker og moderne koncertsale

Variationer kan man også opleve i visse symfonier, hvor komponisterne har forsøgt sig med dristige eksperimenter.

Det gælder blandt andet i Carl Nielsens Symfoni Nr. 4, ’Det uudslukkelige’.

Undervejs i forestillingen duellerer to paukespillere med hinanden, hvor de står placeret på hver sin side af orkestret.

En anden måde at eksperimentere på kom i 1960’erne.

Da var den tyske arkitekt Hans Scharoun (1893-1972) med til at designe koncertsalen Berliner Philharmonie i Berlin.

Det særlige ved salen er, at symfoniorkestret er placeret i midten med publikum siddende hele vejen rundtom.

DR’s koncerthus i København er opbygget på samme måde og er direkte inspireret af Scharoun.

»I begyndelsen af 1960’erne var der en idé om, at salen skulle symbolisere demokrati og samling. Ved at sidde rundt om et orkester kigger man hinanden i øjnene. Som gimmick var det en god idé, og pludselig ville mange have det på den måde,« siger Søren Schauser.

Designet gør lydoplevelsen til en anden oplevelse, da man vil høre værket anderledes, alt efter hvor man sidder.

»Man prøver at kompensere for det på forskellige måder for at gøre oplevelsen så ens som muligt for alle, men helt ens kan man jo ikke gøre det. Man arbejder for eksempel med det i arkitektur, hvor væggene i DR’s koncertsal er bygget til at reflektere lyden og få den til at bevæge sig rundt i rummet på forskellig vis,« siger Jens Hesselager.

Man ser dog fortsat oftest, at symfoniorkestre spiller i en sal med form som en skotøjsæske.

»Det smarte ved det her og grunden til, at systemet også har overlevet, er, at det akustisk er en smart ting. Hvis man i stedet havde stillet de nye instrumenter i klassen allerforrest, havde man ikke kunnet høre andet. Hvis der kun sad trompeter foran og strygere bagved, ville man aldrig høre strygerne,« fortæller Søren Schauser og uddyber, at træ- og messingblæsere samt slagtøj er langt mere kraftfulde instrumenter end strygerne.

Vi takker Johan for spørgsmålet. Du kan se frem til at få en T-shirt tilsendt med posten.

Der skal også lyde en stor tak til Søren Schauser, Michael Fjeldsøe og Jens Hesselager for at dele deres viden om symfoniorkestre.

\ Læs mere

Jean Sibelius - Beethovens efterfølger eller verdens dårligste komponist?

\ Læs mere

Vi misforstår klassisk musik og glemmer at improvisere

\ Læs mere

Gråd, latter og nostalgi: Hvorfor kan musik aktivere vores følelser?