Hvorfor er det forargeligt at spise hunde, men ikke grise?

Billeder af ulykkelige hunde, der er stuvet sammen i bure på vej til slagtehuset – alt sammen i anledningen den årlige hundekødsfestival i den kinesiske by Yulin, har vakt forargelse verden over.

Vrede Facebook-posts, tweets og online underskriftsindsamlinger støttet af blandt andre Ricky Gervais og Simon Cowell leder os til grusomme fotografier af døde hunde - flåede, kogte og hængt op på kødkroge.

Jeg føler mig fuldstændig knust, når jeg ser sådanne billeder - men som veganer undrer det mig, at verden ikke bliver forarget, når andre dyr slagtes. For eksempel bliver cirka 110 millioner grise slagtet i USA hvert år. Hvorfor er der ikke det samme ramaskrig over bacon?

Svaret er ganske enkelt: Følelsesmæssige fordomme.

Grise får ikke de samme følelser op i os som hunde

Grisenes unødvendige lidelser får simpelthen ikke de samme følelser op i os. I følge Melanie Joy, der er social psykolog og ekspert i 'carnisme' (se faktaboks, red.) elsker vi hunde, men spiser grise, og det hykleri er der simpelthen ikke noget moralsk grundlag for.

Et populært argument er, at vi holder mere af hunde på grund af deres høje sociale intelligens. Den nedenstående Twitter-post er meget typisk.

Men denne tankegang afspejler bare, at mennesker bruger mere tid på at lære hunde at kende end grise. Mange mennesker har hunde som kæledyr, og gennem det forhold er vi kommet til at kende dem og til at holde af dem.

Men er hunde i bund og grund anderledes end de dyr, vi spiser?

Grise og hunde er har mange fællestræk - men ikke samme værdi

Selvom de selvfølgelig ikke er identiske, er hunde og grise meget ens på de punkter, som moralsk har den største betydning for mennesker.

De er i besiddelse af den samme sociale intelligens, og har begge et rigt følelsesliv. De kan begge lokalisere objekter ved hjælp af tegn, som mennesker giver dem, og endda ved hjælp af spejle (selvom undersøgelser viser, at grise har en fordel her), og så har begge dyr naturligvis evnen til at lide og et dybtfølt ønske om at undgå smerte.

Uanset om du ligesom filosoffen Peter Singer mener, at et individs moralske værdi ikke er afhængig af dets art, men af evnen til at opleve lidelse og lykke, eller om du som Peter Carruthers mener, at intelligens eller evnen til at handle i følge moralske principper skal være grundlaget, så er grise og hunde på nogenlunde lige fod.

Men alligevel er der ingen globale protester på vegne af grisene.

Menneskets holdninger er inkonsekvente og uigennemtænkte

Jeg er psykolog og studerer den måde, vi som mennesker tænker moralsk. Jeg finder det både tankevækkende - og sørgeligt - at mennesker ofte ikke ser, hvor inkonsekvent deres tankegang er - særligt, når det gælder dyr.

Andrew Rowan, leder af center for Animals and Public Policy, Tufts University, sagde engang, at »det eneste konsekvente ved menneskets holdninger til dyr er, at de er inkonsekvente«. Hans udtalelse bliver i stigende grad bakket op af den seneste psykologiske forskning.

På hvilke måder er vi inkonsekvente?

For det første lader mennesker deres bedømmelse af et dyrs moralske værdi påvirke af alle de forkerte ting. De tænker ofte med hjertet, og ikke med hovedet. For eksempel konfornterede vi for nylig - i en endnu ikke udgivet undersøgelse - mennesker med billeder af landbrugsdyr og bad dem afgøre, i hvor høj grad det ville være forkert at gøre dem fortræd.

Deltagerne vidste ikke, at de enten blev præsenteret med dyreunger (kyllinger for eksempel) eller fuldvoksne dyr (høns eller haner). Langt de fleste mente, at det i højere grad ville være forkert at gøre dyreungerne fortræd end de voksne dyr. Men hvorfor? Yderligere spørgsmål afslørede, at det er fordi, dyreunger er nuttede og søde og vækker varme og kærlige følelser i folk, og det gør voksne dyr ikke i samme grad.

Dyrets intelligens havde intet med dets moralske værdi at gøre. Det er i sig selv ikke et særligt overraskende fund, men det kaster lys over et problem i vores moralske normer. Vores moral styres i dette tilfælde af uvilkårlige følelser og ikke af grundige, fornuftige slutninger.

'Myside bias' danner grundlag for vores overbevisning

Vi er inkonsekvente i vores brug af ‘facts’. Vi har en tendens til at tro, at evidens altid er på vores side. Det er, hvad psykologer kalder, 'myside bias' eller bekræftelsesfælden, og det betyder, at man er tilbøjelig til afvise information, som strider mod egne forudfattede meninger eller fordomme, uanset hvor objektivt sand informationen er.

I en undersøgelse bad jeg ganske enkelt folk om at vurdere, hvor enige de var med en række potentielle fordele ved at blive vegetar. Det var lige fra miljømæssige fordele til dyrevelfærd, sundhed og finansielle fordele. Jeg troede, at folk ville have delte meninger om fordelene ved at blive vegetar - at de ville tilslutte sig nogle nogle af dem, men ikke dem alle. Det var ikke, hvad jeg fandt.

Folk sagde ikke bare god for en eller to fordele - enten sagde de god for dem alle eller ingen af dem. Sagt med andre ord; folk tilsluttede sig alle de argumenter, der støttede den holdning, de havde på forhånd om at spise kød eller blive vegetar.

Nuttethed er afgørende

Vi er meget fleksible når det gælder brugen af informationer om dyr. I stedet for nøje at overveje emner og facts, har vi en tendens til at være enige med evidens, der understøtter vores egne synspunkter. I en undersøgelse, der endnu ikke er udgivet, ledet af Steve Loughnan fra University of Edinburgh, bad man folk om at fortælle, hvor forkert det var at spise tre forskellige dyr.

Det ene dyr var et fiktivt og fremmedartet dyr, som de aldrig havde stødt på, det andet dyr var en tapir, som er et mærkværdigt dyr, som ikke spises i forsøgspersoneres kultur, og det sidste dyr var en gris. Alle de deltagende modtog de samme informationer om dyrets intelligens og kognitive evner, og alligevel syntes de kun, det var forkert at spise det fiktive dyr og tapiren.

Deltagerne ignorerede informationerne om grisens intelligens, da de foretog deres moralske bedømmelse. Det er normalt at spise grise - og det lod til at sænke grisens moralske værdi på trods af deres tilsvarende intelligens.

Så selvom veganeren i mig er meget forundret over, at se folk blive chokerede, når hunde bliver brugt som mad - på trods af at de gladeligt spiser en svinekotelet - er jeg som psykolog slet ikke overrasket.

Vores moralske psyke er god til at finde fejl, men ikke når rampelyset drejes mod vores egne gerninger og præferencer.

Jared Piazza hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark