Hvem ejede Vindelevskatten, og hvorfor blev den gravet ned?

Det sker relativt ofte, at amatør-arkæologer fører detektoren over mulden og finder gamle metalsager.

Lidt sjældnere sker det, at det lille metalstykke viser sig at være en helt unik skat, der kan åbne nye døre ind til fortidens liv.

Ikke desto mindre var det tilfældet da amatør-arkæolog Ole Ginnerup Schytz og Jørgen Antonsen fandt en række guldsmykker i 2021 i Vindelev, den såkaldte Vindelev-skat.

Skatten viste sig blandt andet at indeholde intet mindre end den ældste Odin-indskrift, vi kender til. Den er fra 400-tallet, hvilket afslører, at Odin har haft en tydelig plads i vores forfædres univers allerede for 1.500 år siden. Det har vi ikke været sikre på før nu.

Du kan læse meget mere om Odin-indskriften i denne artikel – herunder dykker vi i stedet ned i skatten som helhed.

For i sensommeren 2021 fik Vejlemuseerne lejlighed til at efterforske fundet og udgrave fundstedet, og det er, hvad vi vil fortælle om herunder samt i artiklen ’Guldskatten fra Vindelev’, der er publiceret i det arkæologiske tidsskrift Skalk.

Ved at kombinere eksisterende skriftlige kilder, billedeuniverset på de fundne genstande og vores viden om den arkæologiske fundkontekst – altså der, hvor skatten er fundet i landskabet og i et hus – får vi nemlig mulighed for at forstå fortiden i en større helhed.

Stammer fra folkevandringstiden

Vindelevskatten består af 23 stykker guld og stammer fra ældre germanertid – den periode, der også kaldes folkevandringstiden (cirka 400-550 e.Kr.).

Nyere genetiske analyser, som allerede er omtalt på Videnskab.dk, antyder, at flere befolkningsgrupper i denne periode vandrede fra Norden og ud i Europa.

Nogle, blandt andre jyderne og anglerne, kom til England, hvorfor folkevandringstiden er en meget god betegnelse for denne periode.

Guldets nedlægning samt motiverne og runerne på guldstykkerne dækker altså over en mystisk, men også spændende historie i en kaotisk tid.

Under guldet lå endnu en skat

De første udgravninger skete i hemmelighed, fordi vi ikke ville have skattejægere på stedet inden vi udgravede det og ville være sikre på, at hele skatten var fundet.

Efter de første udgravninger foretog arkæologer fra Vejlemuseerne en mindre eftergravning på marken i Vindelev sidst i august 2021.

Dér dukkede endnu et enkelt guldstykke op i muldjorden, men under den – under mulden – også sporene efter en jernalderlandsby i form af hundredvis af stolpehuller, som de foreløbige C-14 dateringer underbygger er fra samme periode som skatten.

Vi mangler endnu at udgrave hele landsbyen, og selvom sporene fra husene ser helt almindelige ud for den periode, løfter guldskatten pladsen op i en klasse for sig selv.

Hvorfor blev skatten gemt?

Ud fra guldstykkers og stolpehullers placering må skatten enten have ligget på indersiden af en væg i et ret almindeligt langhus eller midt i dette hus.

Guldskatte er før fundet nedgravet ved eller i huse, og skatten er givetvis fundet i det hus, hvor guldets ejer boede.

Der er to muligheder:

• At guldskatten enten er ofret til de højere magter, som mange forskere synes at hælde til (se her og her)

• At den er nedgravet måske for at gemme familieskatten væk i urolige tider med klimaændringer, pest og måske krig

Kun yderligere forskning kan underbygge, om den ene eller den anden teori er mest sandsynlig.

Opkaldt efter person eller et snoet vandløb?

Jernalderbebyggelsen ligger nær den nuværende landsbykirke i Vindelev fra 1100-tallet.

Endelsen -lev er beslægtet med det nutidige danske ord ’at levne’ i betydningen ’efter-/overladt’ eller ’arvegods’, og dateres af forskere i stednavne til netop 400-500-tallet, hvor skatten og landsbyen også dateres til.

Forleddet er blevet tolket enten som et personnavn, ’Winde’, eller som en henvisning til en placering ved et snoet vandløb, i dette tilfælde et tilløb til Fløjstrup Bæk.

På engelsk kendes tillægsordet ’winding’ om sådanne snoede veje og vandløb.

Stednavnet henviser altså enten til en konkret persons arvegods ’Windes arvegods’ eller ’arvegodset ved det snoede vandløb’.

Hvad navnet end henviser til, så har der blot otte kilometer fra Jelling været bosat en magtfuld familie i det sydøstjyske, over 400 år før Harald Blåtand satte sine runesten i 900-tallet.

Hvorfor blev skatten gravet ned?

For at forstå fundet må vi begynde med den yngste genstand: Sværdmundblikket, der har siddet ved mundingen af en sværdskede, og som kan ses på billedet herover.

Det dateres til begyndelsen af 500-tallet, og skatten blev givetvis nedgravet engang i 500-tallet sammen med romerske mønter fra 300-tallet og brakteater fra 400-tallet.

Men hvorfor? En mulig forklaring kan findes i tidens katastrofer, kriser og uro.

Først en klimakatastrofe…

Skriftlige kilder fra 500-tallet fortæller, at Solen blev sløret i år 536. Aske i grønlandske iskerner synes at vise, at der har ligget en vulkansk askesky højt i atmosfæren fra et ellers ukendt vulkanudbrud.

Det svækkede sollyset med et slør foran Solen, og skabte en langvarig nedkøling i årene efter 536.

Årringe fra træer vidner også om et køligere klima med dårlig vækst – en katastrofe for de nordiske bønder, der levede på grænsen af, hvor korn kan gro.

Begrænset solstråling giver desuden D-vitaminmangel og svækket immunforsvar, og det er kun blevet værre af misvækst og sult.

… så sult og pest

I 541 blev Middelhavsområdet ramt af en pestepidemi, den såkaldte Justinianske Pest. Både i England og i Sydtyskland er der fundet pestbakterier i grave fra denne tid, og pesten kan også have hærget i Nordens svækkede befolkning.

De nedgravede guldskatte kan altså være ofre til højere magter med en bøn om bedre tider fra en desperat landbrugsbefolkning, der sultede og udvandrede (se også ’Året 536’ i Skalk).

Den kan også være gemt under husgulvet for ikke at falde i fremmede hænder i en kaotisk krisetid.

Hvorfor ejeren aldrig fik den hentet, forbliver en gåde. Kan vedkommende måske være død af pest, ligesom formentlig store dele af befolkningen? Pest rammer jo både høj som lav.

Afspejlede kriserne sig i folks tro?

De kaotiske årtier medførte under alle omstændigheder markante samfundsændringer frem mod vikingetiden.

Måske udspringer myten om Fenrisulven, der æder Solen ved Ragnarok, af en virkelig hændelse, nemlig den svækkede sol i år 536.

Det er værd at spørge, hvilken rolle Odin kan have spillet i denne kaotiske periodes religiøse forestillinger – vi ved jo, at han havde stor betydning i vikingetiden.

Vindelev-skatten rummer mange nye detaljer, som måske kan bidrage til et svar på, hvilken betydning tro og guder havde under disse typer kriser – og ikke mindst på, om Vindelev måske er levnet fra en af de første danske kongefamilier.

Det kræver, at vi dykker ned i, hvad vi i forvejen ved om brakteater mere generelt, og Odins rolle i forhold til de brakteaterne.

Hvad betyder billeduniverset på brakteaterne?

Vi kender nu over 1.100 guldbrakteater. De fleste er fundet i Norden, hvor de blev opfundet midt i 400-tallet, og herfra blev de spredt især til England og Tyskland.

Lige siden man i 1600-tallet begyndte at interessere sig for brakteaterne, har man brugt den nordiske mytologi til at tolke billederne.

Især motivet med et stort mandshoved over en hest eller andet firbenet dyr er blevet tolket som Odin, men også som Thor eller andre guder.

Tit optræder der en eller flere fugle på motivet, og her har man villet se Odins ravne, Hugin og Munin.

Andre har kritiseret denne tolkning – kan man tillade sig at tolke en enkelt fugl som en af Odins to ravne? Og er der ikke nærmere tale om en ørn? Hvis mandsansigtet forestiller Odin, hvorfor har hesten under ham så ikke otte ben, som Sleipner jo har i den nordisk mytologi?

Diskussionen bølgede frem og tilbage i 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Historier om magi og ritualer

Omkring 1970 var det to tyske forskere, der fremsatte to forskellige argumenter for, at motivet med mandsansigt og hest forestillede Odin.

Karl Hauck tog udgangspunkt i en gammel tysk tryllesang, den såkaldte II. Merseburger-formel (se ’C-brakteaterne i Vindelev’ i Skalk).

Den fortæller – i et lidt uklart sprog – en myte om, hvordan Wotan (Odin) helbreder Balders skadede hest. Hauck mente, at dyret på brakteaterne var skadet, og at den menneskelignende figur var i gang med et magisk ritual for at helbrede den.

Ritualet beskrives af en anden helbredelsesformel ved navn ’Ad equum errehet’: »Træk din hånd langs hestens side, pust den i øret, og træd på dens højre fod «.

På en af brakteaterne fra Vindelev ser vi faktisk en menneskehånd på hestens hals og en menneskefod ved dens ene forben, og én af runeindskrifterne på den betyder ’Den Høje’ – et af de mange dæknavne, Odin optræder under i vikingetiden.

En Odin shaman?

Arkæologen Detlev Ellmers mente derimod, at hesten skulle ses som et offerdyr, dekoreret med hovedsmykke og bånd om maven som det var vanligt for offerdyr i Romerriget.

Ansigtet over dyret var modtageren af offeret, nemlig Odin.

I 1990’erne fremsatte Lotte Hedeager, arkæologiprofessor i Oslo, en tredje teori om, at motivet med dyret og menneskeansigtet viste en shamanistisk ånderejse, hvor dyret var shamanens hjælpeånd. Odin var den guddommelige shaman og derfor ham, der her var afbildet med dyret.

Fælles for de nævnte teorier er dog, at Odin synes at spille en vigtig rolle.

Eller slet ikke Odin?

De mange teorier afspejler, at Odin ifølge kilderne er en meget kompleks gud – gud for både magi, død, krig, visdom, rigdom, kongemagt og poesi – og at tolkning af 1.500 år gamle billeder naturligvis er en noget usikker affære.

Der er også forskere, der mener, at der lige så godt kan være tale om billeder af jordiske personer, konger eller høvdinge.

Det er eksempelvis den fortolkning, som runolog Lisbeth Imer og sprogforsker Krister Vasshus’ hælder til i deres analyse af runerne på de ældste Odin-brakteater fra Vindelev-skatten.

Der er nemlig ikke noget, der entydigt viser, at der er tale om Odin – ansigtet er altid i profil, så vi kan eksempelvis ikke se, om han kun har ét øje.

Og kan vi overhovedet være sikre på, om 500-tallets Odin blev opfattet på samme måde som vikingetidens Odin, som vi i øvrigt bedst kender gennem kilder fra den kristne middelalder?

Både en konge og Odin?

Runerne på de Vindelev-brakteaterne antyder – ifølge forskerne bag – at manden på billedet er ’Odins mand’, måske en konge eller en anden rig og magtfuld person.

Men det behøver ikke udelukke, at Odin også er afbilledet, for man kan ikke afvise, at kongen på mange måder identificerede sig med den øverste gud.

Dengang var kongen jo også ypperstepræsten, så billedet kan i teorien afbillede begge dele. På brakteaterne findes der en del personnavne, men Odin var, indtil nu, aldrig blevet nævnt direkte.

Det nye ved Vindelev-fundet er således, at teksten er så tydelig og tidlig, at det er den ældste indskrift af navnet Odin, vi kender til.

Måske en beskyttende amulet

Tidligere har man også spekuleret på, om runerne henviser til noget uden for billederne.

Eksempelvis er et almindeligt runeord på brakteaterne ALU. Det er samme ord som ’øl’ på moderne dansk og ’ale’ på engelsk.

Der ses faktisk en person med et drikkehorn på en af Vindelev-brakteaterne, men ellers er drikkehorn eller -glas uendeligt sjældne på brakteater.

Måske hentyder ALU mere til koncepter som ceremoni, ligesom nutidens ’gravøl’, men det kan være endnu mere relevant, at ALU også kan tolkes som ’beskyttelse’.

Det bidrager til teorien om, at brakteaterne også fungerede som amuletter – en funktion mange gerne vil tillægge brakteaterne.

Det forklarer desuden, at ordet også kan optræde på våben, gravurner og runesten.

En magtfuld familie i Jylland

En magtfuld familie residerede altså i Vindelev, længe før Jelling-dynastiet dukkede op.

Familien var af en slægt, der givetvis indirekte eller direkte havde relationer til kejseren af Romerriget, hvor guldet sikkert er hentet.

Måske tjente nogle af familiemedlemmerne i den romerske hær, der i denne periode under kejser Konstantin (285-337 e.Kr.) tog mange lejesoldater ind blandt de såkaldte germanske stammer.

I guldskatten finder vi også romerske medaljoner fra netop Konstantin og nogle af hans efterfølgere i 300-tallet; noget, der vidner om en tæt personlig kontakt.

Om familien også tilbad Odin og nedlagde skatten til hans ære, er så det spørgsmål, som tydningen af runerne måske kan komme lidt nærmere.

Var det de første danske konger?

Fundet af både skat og landsby er specielt.

Om familien i Vindelev var blandt de første danske konger er uvist, men vi ved, at danernes konger træder frem i de skriftlige kilder i 500-tallet.

Deres territories omfang er dog omdiskuteret, men den ældste fase af Dannevirkes forsvarsværk, rigets datidige grænse mod syd, er dateret til 400-tallet.

Interessant er også, at Jelling-dynastiets stammoder, dronning Thyra, står nævnt på fire runesten i det sydøstjyske i vikingetiden (se artiklerne ’Året 536’ og ’Thyra Danebod’ i Skalk).

Måske havde hendes slægt, der må komme fra en radius af 40 km omkring Vindelev, en betydelig magt tilbage i tiden, som Gorm måtte gifte sig til.

Om der er en sammenhæng på tværs af tid mellem de tætliggende magtcentre Vindelev og Jelling, og også det nyligt udgravede Erritsø, kan fremtidig forskning forhåbentlig besvare.

Svaret gemmer sig i de mystiske billeder og runer på brakteaterne og i bopladsernes placering i det sydøstjyske landskab. Og en ny brik er nu med Vindelevfundets runer føjet til puslespillet.