Hunde kan lugte din frygt - og lugten gør dem bange
Kilde: 
20 oktober 2017

Hvis det virker, som om din hund altid ved, hvad du føler, så det måske ikke helt forkert.

Et nyt studie peger nemlig på, at hunde kan lugte dine følelser - og overføre dem til sig selv, skriver newscientist.com.

»Lugtesansens rolle bliver undervurderet, muligvis fordi vi mennesker er mere fokuseret på synsindtryk, men hundenes lugtesans er langt bedre end vores,« fortæller forfatteren til det nye studie, Biagio D’annielo fra University of Naples 'Federico II', ifølge newscientist.com.

I studiet fik en række forsøgspersoner taget svedprøver efter at have set små film, som skulle gøre dem glade, bange eller neutrale.

Bagefter skulle hunde så dufte til de forskellige svedprøver, mens deres hjerterytme og opførsel blev undersøgt, skriver newscientist.com.

Hunde, der lugtede til sved fra bange personer, viste ifølge studiet tegn på stress og klyngede sig mere til deres ejer, mens hunde, der lugtede til 'glad' sved, var mere villige til at gå hen til fremmede. 

Studiet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Animal Cognition.

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.