Humbug og vås – når debatten kører af sporet

Forskere, der forsøger at redde verden gennem deres videnskab, bliver ofte dybt forvirrede, når de pludselig bliver trængt op i en krog af en irrationel folkemodstand.

Men måske har forskerne tanke på andet end målet. Måske har også de angsten som følgesvend, når de begiver sig ud i det store ukendte, hvor selve naturen bliver ændret. Måske tager de endda deres forholdsregler.

I morgen bliver konferencen Scientific Social Responsibily, som lektor ved CBS Maja Horst står bag, afholdt i København. Hun mener, at debatten om atomvåben, klimaforandringer, GMO, stamcelleforskning og kunstigt liv bliver langt mere polariseret, end den bør være.

»Problemet er ofte, at debatten bliver så skråsikker og endimensionel. Mange danske GMO-forskere har for eksempel helt faste meninger om, hvad man bør bruge GMO til, og hvad man ikke bør bruge GMO til. Men de holdninger kommer ikke frem, når det udelukkende ender som en diskussion for og imod genmodificerede organismer,« siger Maja Horst.

Halve sandheder og rent vås

Professor Birger Møller, der forsøger at forbedre Cassava-planten, som brødføder store dele af Afrikas befolkning, er holdt op med at komme til debatmøder om genmodificerede organismer.

Han gider ikke mere. Hver eneste gang, han har stillet op, er han endt i et næsten rabiat og ensidigt forsvar for genteknologi, fordi modstandernes synspunkter er så hovedrystende virkelighedsfjerne. Der bliver blandet religion, politik og etik sammen med videnskabelige pseudofakta.

»Jeg bliver betragtet som en GMO-positiv person, fordi jeg altid skal forsvare teknologien mod rablende angreb. Debatten bliver sat så hårdt op, at nuancerne bliver ofret. Der er masser af ting, jeg mener, at man ikke skal bruge genmodificerede organismer til, men det kommer ikke frem i debatten.«

»Jeg mener, at modstandere som Greenpeace har enkelte gode pointer, men de profilerer sig på en groft manipulerende skræmmekampagne, der bygger på halve sandheder og rent vås,« siger professor Birger Møller fra Institut for Plantebiologi og Bioteknologi på KU.

Humbug og løgn

Derfor risikerer han at fremstå som en gal videnskabsmand, der uden blik for naturens balance jagter fremskridtet for enhver pris.

I virkeligheden mener han, at den industri, der tjener styrtende summer på patenter på de genmodificerede afgrøder, underdriver risikoen ved genmodificering.

Men det synspunkt kommer han sjældent frem med, fordi Greenpeace ifølge ham på den anden side er ude i vilde overdrivelser om spredning af genmodificeringen til naturen.

»Jeg vil ikke sige, at der ikke er en risiko forbundet med GMO, men det er en risiko, jeg tror, vi kan kontrollere. Vi udsætter ikke gener i naturen, som ikke allerede findes i naturen. Hvis jeg ikke troede på det gode i min forskning, så forskede jeg ikke i det,« siger Birger Møller.

Alligevel er folkestemningen mod GMO.

Heldigvis, mener Dan Belusa fra Greenpeace. Han mener også, at debatten bliver polariseret og ensidig. Men det skyldes primært, at forskerne tilbageholder fakta.

»Forskerne fastholder myter om, at GMO er uden risici og kan udrydde sult. Men det er rent humbug. Forskerne lader sig styre af kapitalinteresser og deres manglende vilje til at erkende, at de forskningsområder, de bygger deres karrierer på, ikke er løsningen på de problemer, som de troede.«

»Deres evige argument er, at man må uddanne befolkningen til at forstå, at deres forskning er harmløs, men måske de skulle begynde at lytte til folk i stedet,« siger Dan Belusa.

Den irrationelle konklusion

Rektor ved Aalborg Universitet Finn Kjærsdam mener, at forskning er blevet en alt overskyggende faktor i vidensamfundet.

Derfor skal forskerne vænne sig til, at det også medfører spørgsmålstegn og angst. Han kan også se, at forskere tit bliver irriterede over det, som de betragter som irrationel og naiv folkelig frygt.

»Det bliver ofte en meget sort/hvid diskussion. Forskerne mener ikke, at frygten bygger på fakta, men på forkvaklede forestillinger. Det kan godt være, at forskeren også selv har en tvivl i forhold til projektet, men forskere fokuserer generelt på det gode, forskningen kan opnå, og måske burde man være mere bevidst om det potentielt farlige,« siger han,

Som eksempel på forskernes besvær med den irrationelle frygt nævner han en diskussion om placering af mobilmaster tæt på en skole i Aalborg.

Det bliver ofte en meget sort/hvid diskussion. Forskerne mener ikke, at frygten bygger på fakta, men på forkvaklede forestillinger.

Finn Kjærsdam

Selv om han satte forskere til at undersøge forældrenes frygt for stråling, og konklusionen var, at det sikreste sted at placere masten var midt i skolegården, så helmede forældrene ikke.

»I forældrenes øjne var forskningsresultatet forkert, for de kunne jo se, at masten var farlig. Det er den samme irrationelle frygt, man kan se i forhold til GMO, for det er jo ikke farligt at spise genmodificeret mad, faren handler om spredning i naturen,« fortæller Finn Kjærsdam.

Ansvarlig over for hvem?

Alligevel mener han, at videnskaben i højere grad kan systematisere brugen af eksterne sparringspartnere som etikere og filosoffer, når de kaster sig ud i potentielt farlige projekter.

»Nu sker det først efter folkeligt pres, men måske vi selv burde tage stilling til og forholdsregler over for risiciene,« siger Finn Kjærsdam.

Maja Horst mener, at debatten om GMO illustrerer vanskelighederne med at definere Scientific Social Responsibilty.

»I hele diskussionen om genmodificerede organismer kan det være, at vi ikke lever op til vores ansvar ved at tage stilling til det. Måske er det de nationer, hvor folk sulter, der skal forbeholdes den ret. Det åbner op for spørgsmålet om, hvem det er, man skal være ansvarlig overfor. Er det for eksempel det nationale eller globale samfund,« siger Maja Horst.