Hesteforsker vil knække ulykkeskurven

Hvis du har set filmen Hestehviskeren, husker du måske indledningsscenen: To piger rider i en snedækket skov på deres heste. De hyggesnakker, og alt er fryd og gammen, men på vej op ad en bakke, går det hele galt. Hestene glider i sneen, den ene rammer den anden, og dyrene går i panik. I et virvar af hove og hvirvlende haler vælter den ene hest, og den anden bliver stejlende ramt af en lastbil.

Scenen er brutal, men ikke urealistisk. Heste er særdeles frygtsomme dyr, og hvert år kommer mange mennesker til skade, når de omgås heste. Janne Winther Christensen er biolog, ph.d. og postdoc og har brugt de sidste 10 år på at forske i hestes frygtreaktioner og måder at mindske dem. Det projekt støtter Det Frie Forskningsråd.

»Danmark og Sverige er de to lande, der har flest heste pr. indbygger. I Danmark er der registreret cirka 200.000 heste. Kigger man i ulykkesregistret, kan man se, at ridning rangerer som den tredjestørste skadesynder i alt, men sammenlignet med antallet af udøvere er ridning den farligste sport,« fortæller Janne Winther Christensen.

Målet er dæmpet hestefrygt og færre ulykker

Langt de fleste ulykker sker, ifølge svenske undersøgelser, fordi hestene bliver bange. Og forekomsten af alvorlige ulykker er større i ridesport end i andre sportsgrene, fordi de store dyr naturligt nok kan forårsage mere skade end for eksempel en bold eller et vrid i anklen.

Selvom Janne Winther Christensen har haft med heste at gøre hele sit liv og fik sin første pony i ni års fødselsdagsgave, er det dog ikke den personlige interesse, der er afgørende for hendes valg af forskningsområde.

»Motivationen for at forske i heste og frygt er at bidrage med viden, der kan reducere antallet af rideulykker og forbedre hestenes velfærd,« siger Janne Winther Christensen, der i øjeblikket arbejder med endnu et projekt centreret omkring hestes frygt og måder at dæmpe den.

Kan erfaringer overføres fra hoppe til føl?

Det nye projekt undersøger, hvordan en hoppes (hunhest, red.) adfærd og stressfølsomhed påvirker afkommets indlæring.

Mere konkret har forskerne først undersøgt, hvordan en hoppe viser omsorg over for sit føl, og nu ønsker forskerne blandt andet at finde ud af, om en hoppe, der er blevet vænnet til forskellige ting, der ellers kunne skræmme den, kan overføre sine erfaringer til føllet.

»Der er lavet et fransk forsøg, hvor hopperne blev håndteret af mennesker umiddelbart efter fødslen af føllene, og hopperne viste på den måde føllene, at mennesker er rare. I forsøget fandt man en effekt på føllene bagefter – de blev lettere at håndtere, hvorimod en direkte håndtering af føllene ikke gav samme effekt. Så det er sandsynligt, at vi kan opnå en hel masse ved at sætte tidligt ind i forhold til at mindske føllenes frygtsomhed,« forklarer Janne Winther Christensen.

Kan man vænne en hest fra frygt?

Janne Winther Christensen har i løbet af sin forskerkarriere, der tæller en svensk licentiat-grad, en dansk ph.d. og postdoc samt en række projekter ved siden af, lavet så mange forsøg, at det ville blive en artikel af bibelske dimensioner, hvis forsøgene skulle gennemgås kronologisk.

Derfor bliver hendes forskning gennemgået ud fra de temaer, forsøgene falder indenfor.

Det første tema er tilvænning til stimuli, altså at vænne hestene til noget, de ellers ville blive bange for. Dette tema arbejdede Janne Winther Christensen første gang med i sin svenske licentiat-stilling.

Lugte skræmmer ikke heste

»Vi udsatte en gruppe ungheste for enten et ukendt objekt, en lugt eller en lyd og målte så, hvilken type reaktioner hestene viste, og hvor kraftige de var. Det foregik ved, at vi optog hestene på video og målte deres puls, samtidig med at en observatør tastede ind, hver gang en hest viste de adfærdstyper, vi var interesserede i,« fortæller Janne Winther Christensen.

Arbejdet med at kortlægge, hvordan heste reagerer på bestemte stimuli, fortsatte Janne Winther Christensen, da hun begyndte på sin ph.d. i Danmark. Her var det hestes reaktioner på bestemte lugte, der i første omgang var i centrum.

»Der er mange hesteejere, der eksempelvis tror, at heste er bange for lugten af svin. Vi undersøgte, hvordan hestene reagerede på rovdyrlugte, blandt andet løvelugt og ulvelugt, men fandt, at hestene ikke reagerer, så længe de er i et kendt miljø. De snuser, men der sker ikke noget med deres puls,« siger Janne Winther Christensen.

Udsætter man derimod hestene for lugten af rovdyr samtidig med noget andet, der skræmmer dem, for eksempel en lyd, reagerer de med frygt.

»Vi formoder, at en fremmed lugt gør, at hestene er mere klar til at reagere, men at lugten i sig selv ikke skræmmer. Der skal altså mere end lugten af gris – eller ulv – til at skræmme en hest,« fortæller Janne Winther Christensen.

Heste genkender former og farver

I sin forskning har Janne Winther Christensen også undersøgt, om heste kan generalisere mellem objekter; groft sagt, om hestene bliver mindre bange for en blå bold, hvis de tidligere har set en orange bold.

»Et af projekterne i min ph.d. undersøgte, om heste reagerer mindre på nye ting, hvis de er vænnet til andre ting. Jeg tog udgangspunkt i et australsk forsøg, hvor en forsker mente at have opdaget, at hvis man vænnede heste til fem forskellige vandgrave (en type af forhindring i ridebanespringing, red.), så ville de springe alle vandgrave,« forklarer Janne Winther Christensen.

For at teste, om fem er det magiske tal for tilvænning, arbejdede Janne Winther Christensen med en gruppe ungheste og seks forskellige objekter, blandt andet en flamingoplade og en trafikkegle. Forsøgene viste dog, at hestene ikke blev mindre bange for de nye objekter, selvom de forinden blev vænnet til fem andre forskellige objekter.

»Så prøvede vi noget andet, nemlig at pakke alle tingene ind i blåt papir, og allerede da hestene blev udsat for objekt nummer to, målte vi en mindre grad af frygtreaktion. Så er der noget ens ved tingene, for eksempel form eller farve, kan heste faktisk generalisere,« fortæller Janne Winther Christensen, og afliver dermed endnu en myte, nemlig at heste skulle være tæt på farveblinde. Heste skelner rigtigt nok ikke farver så godt, men er gode til at se kontraster og kan altså godt kende en gul spand fra en blå.

Hver hest sin metode

Ude i de danske stalde bliver der eksperimenteret med mange metoder til at vænne hestene til ting, de bliver bange for. Nogle sværger til ’almindelig habituering’, hvor hesten blot udsættes for det, den er bange for, igen og igen, indtil den holder op med at reagere.

Andre vænner hesten gradvist til det, den frygter, mens andre igen bruger positiv forstærkning, altså godbidder, til at lære hesten at associere det, den frygter, med noget positivt. Også disse metoder har Janne Winther Christensen undersøgt i sin forskning.

»Jeg fandt, at den gradvise tilvænning, også kaldet desensitivering, fungerer bedst for flest. Almindelig habituering, hvor hestene udsættes for det, de frygter, for fuld styrke, virker for nogen, men det fungerer ikke på de mest sensitive heste. Det kræver desuden en dygtig træner, hvilket også gør sig gældende for at bruge positiv forstærkning, fordi timingen skal være helt rigtig, hvis forbindelsen mellem godbid og oplevelsen skal etableres,« forklarer Janne Winther Christensen.

Forskeren har undersøgt endnu en metode til at vænne heste til ting, de frygter: Såkaldt ’overstimulering’, hvor man udsætter hestene for en masse nye ting hver dag. Denne metode viste sig at gøre hestene mindre nervøse ved mødet med nye, ukendte objekter.

»Jeg anbefaler folk med meget sensitive heste, at de overstimulerer dem, og det har jeg fået positive tilbagemeldinger på. Er hesten altid bange for tæppet, der hænger på ridehusbarrieren, skal man hænge dækkener, tæpper og poser rundt på hele barrieren – det får hesten til at holde op med at fokusere på enkelte aspekter. Og når først hesten er vant til enormt mange ting, så kan man tage tingene ud og bare lægge en enkelt ting ind,« fortæller Janne Winther Christensen.

Giver flugt mere frygt?

Endnu en af de myter, Janne Winther Christensen har testet i sin forskning er, at heste bliver mere bange, hvis de får lov at flygte fra det, de er bange for. Der har været en teori om, at det var selve det at flygte, der gjorde hesten bange.

Mange ryttere tror, at man skal tvinge hesten til at konfrontere det, den er bange for, hvis ikke man skal have endnu større problemer næste gang. Ræsonnementet bag er, at hesten opfatter det som en belønning, hvis den får lov at flygte fra det, den er bange for, og derfor vil den i højere grad gøre det samme næste gang.

»Vi fandt, at hvis man tvinger hesten hen til det, den er bange for, så bliver den mere bange. Til gengæld ser vi også, at de vænner sig hurtigere til det. Når de står der, opdager de jo, at der ikke sker noget. Så de vænnes hurtigere til det, men det er mere traumatiserende for dem.«

»Det er enormt vigtigt at vide, at der er en tærskel, man ikke skal over, for nogle heste vil reagere voldsomt eller blive sensitiverede, det vil sige mere og mere bange. Den vurdering står man så med som rytter eller træner,« fortæller Janne Winther Christensen.

Heste kan gøre heste mindre bange

Det næste tema, Janne Winther Christensen har beskæftiget sig indgående med, er social transmission. Det vil sige, om en hest, der er blevet vænnet til ’farlige’ objekter, kan påvirke en eller flere andre heste til at være mindre bange. I sin forskning har Janne Winther Christensen både testet heste i par og i større flokke.

»Vi fandt, at heste i par kan påvirke hinanden både den ene og den anden vej. Den utrænede hest bliver mindre nervøs, hvis den anden er trænet. Overraskende fandt vi også, at de trænede heste kunne blive bange igen på baggrund af den utrænedes reaktion. Alt i alt fandt vi, at tre dage efter træningen i par reagerede hestene generelt mindre, hvis de havde været i par med en trænet hest, end hvis de havde været det med en utrænet,« siger Janne Winther Christensen.

Senere testede Janne Winther Christensen det samme, bare i større grupper.

»Vi satte hestene sammen i grupper af fire og trænede den højest rangerende hest til ikke at frygte en stor parasol, der blev åbnet lige foran næsen på den. Alle hestene var vænnet til at komme ind og stå og spise i en halvcirkel, og så åbnede vi parasollen foran dem. Vi så, at den trænede hest reagerede ligesom de andre, og ikke kom tilbage til foderet. Der var altså ingen effekt af én trænet hest på hele gruppen,« fortæller forskeren.

»Det hænger formentlig sammen med, at heste er flokdyr, og det er dybt forankret i dem, at når det har med frygt at gøre, så er det vigtigt at reagere som flokken. Når flere reagerer, som om der er ’fare på færde’, så hører man efter, også selvom man burde vide bedre.«

Frygtsomme heste lærer dårligere

Det tredje tema, som Janne Winther Christensen har beskæftiget sig med, er indlæring i sammenhæng med frygt. Indlæring hos heste er ikke særlig velundersøgt, og derfor har forskningen i nogen grad karakter af grundforskning, der skal medvirke til at skabe bedre tests til at måle indlæring.

I forsøg fandt Janne Winther Christensen ud af, at de højest rangerende heste i flokkene er dem, der har det laveste grundlæggende niveau af stresshormoner, det vil sige, at jo højere rang, desto mindre stresset.

Hestenes stressniveau havde dog ingen effekt på deres indlæringsevne, så længe de var i et velkendt miljø. Et ukendt miljø betød til gengæld, at hestene med højest frygtsomhed var dårligere til at tage læring til sig og havde reduceret præstation.

»Resultatet er relevant for konkurrenceheste og konkurrenceryttere, for de meget frygtsomme heste, der kommer ud til fremmede steder, præsterer dårligere, fordi de blokerer og ikke kan koncentrere sig og glemmer de ting, de har lært,« fortæller Janne Winther Christensen.

Hun har i øjeblikket en ph.d.-studerende tilknyttet, der fokuserer på hestenes indlæringsevne. Blandt andet skal den ph.d.-studerende ud og lave nogle tests på konkurrenceheste for at se, hvordan præstation hænger sammen med indlæring.

Ulykker ned, velfærd op

Færre ulykker er det overordnede mål, som Janne Winther Christensen stræber efter. Selv har hun ikke været forskånet – i løbet af forskerkarrieren har hun haft to større uheld med brækkede ribben og en indlæggelse til følge. Ulykker, der i høj grad ligner dem, mange andre ryttere kommer ud for.

”Det ene gang blev jeg sparket af en unghest, som jeg trak med, og den anden gang var jeg ved at rense et sår på en af forsøgshestene ude på marken. Det var en klassisk fredageftermiddags-ulykke, hvor jeg skulle skynde mig hjem. Jeg havde taget min hjelm og sikkerhedsvest, som jeg normalt bærer af, og så blev jeg sparket ned inde i flokken,” fortæller hun.

Det har dog ikke afskrækket forskeren, der bruger 10-12 timer dagligt i selskab med hestene, når hun laver forsøg.

»Hvis vi kan gøre hestene mindre frygtsomme og undgå nogle skader vil det både være gavnligt rent samfundsøkonomisk og menneskeligt. Ud over det så bliver heste i stigende grad brugt til terapi, og der er det enormt vigtigt, at det er heste, der ikke lader sig skræmme,« siger Janne Winther Christensen.

Ved at skabe større viden om hestes adfærd, frygt og indlæring bliver det også muligt at sikre bedre velfærd for hestene i den omgang, vi mennesker har med dem.

Det kræver selvfølgelig, at al den nye viden bliver implementeret i praksis. Derfor arbejder Janne Winther Christensen blandt andet sammen med det danske avlsforbund Dansk Varmblod og den kendte dressurtræner Bjarne Nielsen, ligesom hun deler ud af sin viden på træneruddannelser, holder kurser og sørger for at få sine resultater omtalt i forskellige hesteblade.