Hele vores samfund består af rytmer

Rytmer er bundet til den kultur, de udspiller sig i.

I det vestafrikanske land Ghana er retten 'fufu' en vigtig del af de fleste menneskers kost, en slags national grundingrediens.

Ghaneserne fremstiller traditionelt fufu ved at blande og 'tæske' små, tilberedte portioner af rodfrugten kassava og grønne bananer grundigt med vand, så det danner en dej. Dejen spiser ghaneserne som ingrediens i supper eller tilbehør til andre retter.

Folk stamper fufu næsten alle steder, på gaden og i hjemmet, på landet og i byen, og processen ligner nærmest en performance. Den ældre generation overleverer omhyggeligt teknikken til den yngre, og den kræver smidighed, tålmodighed, forsigtighed og ikke mindst rytmesans.

Der skal mindst to til fufu. Den ene, 'pounderen', støder cirka hvert andet sekund med stor kraft en høj pæl af træ ned i et lille kar, så dejmassen afgiver en dump, lidt klaskende lyd.

Den anden, 'driveren', skubber klumpen af fufu ind under pælen, mens den er i luften, og tilfører løbende en smule vand til den stadig mere luftige dej.

Det kræver stor præcision at stampe fufu, for hvis 'pounderen' er ude af takt, kvaser han eller hun 'driverens' hånd. Samarbejdet mellem pounder og driver er derfor et delikat rytmisk samspil, der nødvendigvis må rumme gensidig empati og næsten bliver til en tavs samtale.

Og sådan er det med rytmer. De er alle steder, når man først begynder at se eller lytte efter dem.

Rytmer er fundamentale for, hvordan vi opfatter verden

Det mente også den franske kulturteoretiker Henri Lefebvre. Han var en fremtrædende, marxistisk tænker, der var kritisk over for samfundets måde at strukturere vores hverdagsliv på.

I sin bog 'Éléments de rythmanalyse' fra 1992, udgivet efter hans død, forstår han rytme som meget mere omfattende end taktslag i musik.

Lefebvre mente, at rytmer er helt grundlæggende for vores måde at opfatte verden på. Rytmer er nemlig med til at forme alt fra vores kropslige fornemmelser af dag og nat til vores måde at indrette samfundets rutiner på.

De strukturer, vi er underlagt, når vi hver dag møder ind på arbejde og i skole på fastsatte tider, består af rytmer, men rytme findes også i kropslige hverdagsaktiviteter eller kulturelt tillærte praksisser såsom at ælte en god dej af kassava og bananer.

Eksemplet fra Ghana illustrerer, at alle kulturer indlejrer rytmiske praksisser i os. Ligesom vi lærer at save og hamre, strikke eller bage i en bestemt rytme, bliver vi fra barnsben fortrolige med bestemte musikalske former.

Ghaneserne udfører fufu-stampningen med en akkuratesse, der vidner om en forfinet rytmisk fornemmelse.

I Ghana er komplekse polyrytmer med mange underinddelinger en indgroet del af kulturen og musikken, mens de er mere fremmede for mange af os vesteuropæere. Vi er nemlig vant til mere simple rytmiske taktarter.

En to tre, en to tre

I den vestlige kulturkreds er det taktarterne tre- og firefjerdedele, der er mest udbredt. Den tredelte takt finder vi blandt andet i pardansen vals, som vi danser til bryllupper.

Brud og brudgom går – eller valser, om man vil – rundt i en trekant, mens de inde i sig selv febrilsk tæller til tre med tryk på det første slag: en, to, tre, en, to, tre.

Vestlige pop- og rockmusikere sværger dog mest til firefjerdedelstakten med fire slag og, især inden for rockmusikken, betoninger på to og fire.

I den ikoniske sang 'We will rock you' af det engelske band Queen fra 1977 betoner sangteksten musikkens slag på et og tre i takten. I omkvædet synger forsangeren Freddie Mercury 'We will, We will' hen over den første firefjerdedelstakt, mens 'rock you' rammer det første slag i den følgende takt.

I Vesteuropa hører vi 'skæve' taktarter anderledes end på Balkan

I andre kulturer finder vi andre taktarter. Den europæiske musikteori kalder taktarter såsom femottendedelstakt for 'skæve', hvor man tæller en, to, tre, fire, fem og så starter forfra.

For et vestligt øre lyder sådan en femdelt takt næsten, som om pulsen 'snubler'. Du kan prøve at synge et par vers af sangen 'Højt på en gren en krage' og samtidig tælle til fem på fingrene og hver gang give et-slaget en ekstra betoning.

Så vil du finde ud af, at takten starter forfra efter fem slag med ordene 'Sim sallabim'. Du vil sikkert også opleve, at det ikke er helt nemt at klappe en rytme i fem slag. Og grunden til det er kulturel.

Fordi vi gennem så mange år har vænnet os til taktarter, der går i tre eller fire, kan vi ligesom falde til ro i dem, mens en taktart i fem hele tiden vil føles, som om der mangler et slag – deraf det snublende.

Vi kan ikke på samme måde falde til ro i genkendelsens rytme. At vi kalder den slags rytmer for skæve, er selvfølgelig lidt eurocentrisk (vores verdensbillede tager udgangspunkt i vores egen civilisation), men det henviser faktisk også til matematikken bag takten, for fem og syv ottendele kan ikke deles i lige store dele og er derfor skæve sådan rent matematisk.

Mange folkemelodier og danse fra for eksempel Balkanlandene bruger disse skæve taktarter. Den bulgarske folkedans ruchenitsa går i en syvottendedelstakt, men øvede dansere ser nu ikke ud til at opfatte rytmen som særligt snublende, mens de hopper med let fjedrende trin fra side til side.

Hvis vi kom fra Bulgarien eller Kroatien, ville vi altså ikke i samme grad høre taktarten i 'Højt på en gren en krage' som skæv, fordi vi ville være vant til den.

Hverdagen er en rytme, vi bliver pålagt af samfundet

Hele vores liv er bygget op over gentagelser, der er mere eller mindre rytmiske.

Vi vågner næsten hver dag ved vækkeurets ringen på samme tid. Vi står op, spiser morgenmad, tager på arbejde og gør det samme, som vi gjorde i går og vil gøre i morgen.

Det er jo bare rutiner, vil mange nok sige.

Men når ovennævnte Lefebvre lytter til livet, hører han rytmer overalt. Han mente, at gentagelserne i vores hverdag også er rytmiske, fordi rytme er et samspil mellem begivenheder, tid og energi. Uanset om begivenhederne er taktslag i brudevalsen, slag i fufu-dejen eller den faste morgenrutine.

For Lefebvre er rytme derfor ikke kun relevant i musikken eller poesien, men i vores hverdag. Han gør det til et meget bredt kulturelt begreb, der angår gentagelser af bevægelser, handlinger og situationer. Og som helt afgørende er bundet til vores kroppe.

Vores individuelle biologiske rytmer støder nemlig sammen med vores samfunds systemiske rytmer, mener Lefebvre, og disse sammenstød sker faktisk hele tiden.

Arbejdslivets rutiner med faste mødetider, sen børnehentning og stressede indkøbsture, før vi lander helt fladmaste i sofaen, ville Lefebvre se som en rytme, vi pålægges af en samfundsmæssig administrativ logik, men som ikke nødvendigvis harmonerer særlig godt med, hvad der egentlig er sundt for os eller gør os glade.

Det kunne være at forlade kontoret i løbet af dagen og gå en time udenfor og få sol på næsen eller at møde en time senere i skole, hvis teenagekroppen havde brug for at sove lidt længere en vintermørk dag i januar.

Livet må ikke blive en lang rockkoncert

Med diverse apps på vores smartphone kan vi overvåge, hvor mange skridt vi går, hvad vi spiser, og hvornår vi bør gå i seng. De digitale hjælpemidler tilbyder at overvåge vores hverdagsrutiner, men de har samtidig en tendens til at forstyrre eller ligefrem overtage både vores dags- og søvnrytme.

Behovet for søvn er netop en af kroppens naturlige rytmer, som er under pres fra nye teknologier af socioøkonomiske grunde, som vi hver især kun har begrænset indflydelse på.

Kloden er åben alle døgnets 24 timer. Med internet overalt kan vi arbejde overalt. Også derhjemme, hvor vi ellers var vant til at slappe af. Her var rytmen så at sige roligere, taktslaget langsommere, intensiteten lavere end i arbejdslivet.

Og vi har brug for, at forskellige aktiviteter har forskellige rytmer, mente Lefebvre.

Der er en mening med, at rytmerne i vores liv skal være forskellige. Vi kan ikke holde til, hverken fysisk eller mentalt, at livet er én lang rockkoncert med høj puls.

Nogle gange har vi også brug for en adstadig vals – eller simpelthen ro.