Er der en bestemt vokallyd, der passer til farven rød?
Det mener en gruppe forskere, der i et nyt studie konkluderer, at næsten alle menneskers hjerner knytter specifikke farver til særlige vokaler.
Vi danner desuden et mentalt kort over, hvilke farver der passer til vokalerne.
Det skriver Radboud University i en pressemeddelelse.
I studiet blev opfattelsen af forholdet mellem vokaler og farver hos mere end 1.000 personer undersøgt.
Forsøgspersonerne tog en onlinetest, hvor de skulle vælge, hvilke farver der passede til 16 udtalte vokaler. Bemærk, at studiet foregik på hollandsk.
Størstedelen mente eksempelvis, at vokalen 'aa' var mere rød end grøn, og at 'ee' var mere lys end mørk.
LÆS OGSÅ: Kan farver give bedre hukommelse?
Personerne lavede et mentalt kort over, hvilke vokallyde der passede til hvilke farver, og her gik flere tydelige mønstre igen.

Forskerne kiggede også på, hvordan der er forskel på personer, der har synæstesi og dem, der ikke har. Se faktaboks for mere om fænomenet.
\ Om synæstesi
Ca. 1 ud af 25 personer i befolkningen har synæstesi.
Det beskrives af Aalborg Universitet som et fænomen, hvor personer oplever en 'sammensmeltning af sansekvaliteter, det kan for eksempel være, at bogstaver eller ugedage har en særlig farveoplevelse.'
Synæstesi ses ofte hos kunstnere, f.eks. hos musikeren Pharrell Williams, der knytter bestemte farver til bestemte lyde i musikken.
Ud af de 1.000 forsøgspersoner havde 200 synæstesi.
Men 70 procent af dem, der ikke havde det, lavede stadig et mentalt kort over, hvilke vokaler der havde farver.
»Personer med synæstesi var mere systematiske i deres opdeling end personer, ikke-synæstetiske personer. Men nogle mønstre findes hos alle: Personer ser ud til at justere vokalrummet og farverummet efter hinanden,« siger Christine Cuskley fra Edinburg University.
Studiet er publiceret i Behavior Research Methods
LÆS OGSÅ: Dansk forskning: Derfor ser nogle mennesker bogstaver som farver
LÆS OGSÅ: Synsbedrag, der leger med farverne: Hvid og grå får din hjerne til at se rødt
mho































