Danske gymnasielever mener, at det er et stort problem, de bruger internettet i timerne. Det viser en ny stor undersøgelse.
Faktisk ønsker omkring halvdelen af de 2.400 adspurgte elever, at læreren tager styringen og slukker helt for internetadgangen, så de ikke bliver fristede. Det fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, professor Helle Mathiasen fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet.
»Mange elever nævner, at det kunne være dejligt, hvis læreren havde en ikke-internet-knap. Så kunne de slukke for Facebook, spil, avislæsning og indkøb på nettet – for eleverne mener, at de ikke selv kan styre det,« siger Helle Mathiasen.
Krav: Lærerne skal forbyde computere
Knap halvdelen af eleverne mener, at læreren har ansvaret for, de ikke kan følge med i undervisnignen, fordi let adgang til nettet frister dem til at følge med i livet på de sociale medier.
»De adresserer, at det er lærerne, der skal være skrappere og mere konsekvente. De skal slukke net-forbindelsen. De skal forbyde, at computerne er fremme – og så videre.«
»Eleverne mener, at de ellers ikke kan koncentrere sig,« fortæller Helle Mathiasen og citerer en elev fra undersøgelsen:
»Kort sagt kan man have en kort samtale i gang på Facebook i en matematik time. Og når man kigger op igen, er tavlen fyldt, og man aner ikke, hvad der er sket. Bum.«
Vi må hanke op i os selv!
\ Fakta
Nettet åbner store muligheder for nye undervisningsformer i gymnasiet. For eksempel kan lærerne lettere hjælpe udvalgte elever med specifikke problemer ved at chatte med dem. Faren er bare, at eleverne også kommer til at chatte med hinanden om ikke-faglige emner. Det kan du læse mere om i artiklen: Facebook-chat i undervisningen: Godt eller skidt?
Den anden halvdel af eleverne er overbevist om, at man som elev selv har ansvaret for, at man kan koncentrere sig.
»De adresserer kun problemet til sig selv. De siger, at de må lære at lade være med at lade sig friste – selvom det er svært.«
»Nogle mener, at de kan klare problemet ved at love sig selv ’en pause’ midt i timen, hvor de kan gå på Facebook. Eller ved simpelthen ikke at tage computeren med i skole,« fortæller Helle Mathiasen.
Lærerne forventer computere på bordene
Det kan let føre til problemer, hvis for mange elever vælger at lade computeren blive derhjemme. Flere og flere lærere planlægger nemlig undervisningen efter, at eleverne har computer med i skole.
»Lærere har for eksempel brugt de sociale medier til vejledning og procesevalueringer. Og eleverne danner grupper på Facebook, hvor de hjælper hinanden, både i skolen og hjemmefra.«
»Så computeren bliver brugt i undervisningen, og man kan ikke bare sige ’luk og sluk’, som mange elever gerne vil have. Computer og internet kan være gode værktøjer, som skal bruges i undervisningen.«
»Et andet perspektiv er, at give eleverne bolden – i den forstand, at de selv får mulighed for at udvikle studiekompetencer, selvdisciplin, ansvarlighed og lignende,« siger Helle Mathiasen.
Hun vurderer, at de elever, som mener, at selvdisciplin er svaret på problemet, har den mest realistiske løsning.
\ Fakta
Man kan ikke generalisere svarene i undersøgelsen til at være et hundrede procent retvisende billede af holdningerne blandt alle gymnasieelever i Danmark. Men de giver et godt billede af de typiske tanker, som eleverne gør sig. Der deltager 60 gymnasier i undersøgelsen. Langt de fleste er STX’ere. Men der har også været HF’ere og et par klasser fra HTX og HHX. Professor Helle Mathiasen har været forskningsprojektleder på projektet, 2010-2014. Forskningsgruppens deltagere er alle fra Aarhus Universitet.
»Det er en del af deres erkendelse, at det er rigtig godt at kunne bruge internet i en faglig sammenhæng, og derfor må eleverne bare lære at styre deres ikke-undervisningsrelaterede forbrug,« siger Helle Mathiasen.
Lille elev-gruppe: Hvad er problemet?
Kun en mindre gruppe elever ser ingen problemer med, at de går på nettet i timerne.
»De mener, at de godt kan følge med, imens de skimmer opdateringer på Facebook eller ser på nye sko. Men langt de fleste synes, det er et stort problem, at man kan sidde fysisk i et lokale, men mentalt være et helt andet sted,« siger Helle Mathiasen.
Rektorformand: Vi skal styrke ’den digitale rygrad’
Formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne-Birgitte Rasmussen, er opmærksom på problemet. Men hun vurderer, det er umuligt at slukke for adgangen til internettet. Gymnasielever må derfor lære at holde sig fra nettet, når det ikke er relevant for undervisningen.
»Det er en umulighed at slukke for nettet. Og selv hvis man forsøgte det, kan eleverne gå på via deres telefoner. Man er nødt til at gå den lange seje vej, som det er at opdrage dem digitalt – give dem ’digital rygrad’. Man skal forstå, at det nogle gange er til det fælles bedste at arbejde uden at være på nettet og deltage i klasse-diskussionerne. Det er noget, elven skal kunne mestre,« siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Til gengæld skal lærerne være bedre til at hjælpe eleverne til at få digital rygrad.
»Internettet og de sociale medier er ekstremet fristende for eleverne. Og som lærer må man tage højde for, at det er vanskeligt for eleverne. Så man må tage problemet op i klassen og sige, at nogle gange er undervisningen unplugged og andre gange kan man gøre brug af nettet,« siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Du kan læse hele undersøgelsen af gymnasielevers holdning til undervisningen i rapporten Hovedrapport 2013 - undervisningsorganisering, -former og -medier – på langs og tværs af fag og gymnasiale uddannelser.































