Frivillige er mere lykkelige på jobbet
Frivilligt arbejde i fritiden kan medføre, at du også får det bedre på din arbejdsplads, viser en tysk undersøgelse.

Frivilligt arbejde i idrætsklubber er almindeligt i Skandinavien. Det giver et bedre arbejdslv, viser en tysk undersøgelse. (Foto: colourbox)

Stiller du altid op som vaffelsælger på markedsdage for at tjene penge til spejderkorpset, til trods for at ungerne ikke selv gider? Eller traver du gaderne tynde i al slags vejr iført din natteravnejakke?

Så kan det også godt være, at du føler dig ekstra godt tilpas på arbejdet næste dag, viser en undersøgelse publiceret i 'Journal of Occupational and Organisational Psychology'.

Resultaterne tyder på, at de frivillige, gennem følelsen af at mestre noget, flere sociale relationer og adspredelse fra det betalte job, føler et højere velvære på kontoret, dagen efter det frivillige arbejde.

6-7 timers frivilligt arbejde

Forskerne ved University of Konstanz i Tyskland undersøgte 105 personer som i gennemsnit udførte 6,7 timers frivilligt arbejde om ugen ud over deres fuldtidsjob.

Personerne, som arbejde frivilligt med alt fra kirkelige sysler til deltagelse i brand- og redningsarbejde, skulle udfylde et spørgeskema lige før de gik i seng, og efter at de kom hjem fra arbejde i en periode på to uger.

De blev bedt om at vurdere, om de havde fået tilfredsstillet sociale behov og behov for at mestre nye færdigheder, og om de havde fået løsrevet sig psykisk fra deres betalte arbejde under de frivillige sysler.

Efter deres betalte arbejde skulle de blandt andet rapportere om deres følelse af velvære.

Frivilligt arbejde tilfredsstiller behov

Frivilligt redningsarbejde organiseret af Røde Kors. (Foto: colourbox)

De svar, forsøgspersonerne gav, tyder på, at antallet af timer i det frivillige arbejde, den følelse af at have mestret noget som de havde oplevet der, og at de havde fået adspredelse fra deres daglige virke, havde en positiv sammenhæng med følelsen af velvære på jobbet dagen efter.

Desuden så det ud til, at det at tænke på andre ting end det lønnede arbejde, når man arbejdede frivilligt, gjorde at personerne kunne lytte mere aktivt til andre på arbejdet næste dag.

Dette gjaldt også dem, som oplevede belastninger under de frivillige opgaver.

»De positive sammenhænge, som vi fandt i denne undersøgelse, støtter tanken om, at selv krævende og stressende beskæftigelser i fritiden, som for eksempel frivilligt arbejde i brand- og redningstjenester, kan have positive psykologiske effekter, og medføre fordele på arbejdspladsen,« siger Eva Mojza i en pressemeddelelse.

Hun er forsker ved Institut for arbejds- og organisationspsykologi ved det tyske universitet, og er en af dem som står bag undersøgelsen.

»Frivilligt arbejde kan tilfredsstille behov som man ikke får tilfredsstillet i arbejdslivet,« tilføjer hun.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.