Når folketingspolitikere stopper med at møde ind på Christiansborg, indstiller de ikke den politiske karriere.
Halvdelen af de afgående politikere fortsætter den politiske karriere.
Det kan for eksempel være at skifte Folketinget ud med en borgmesterpost, en plads i EU-parlamentet eller en post i FN. Eller ved at få en stilling i en interesseorganisation eller lobbyvirksomhed.
»Det er udtryk for, at de politikere, vi har i dag, er blevet mere professionelle politikere. De ligner mere og mere embedsfolk og lobbyister,« siger Anne Binderkrantz, der forsker i magt og er på vej med en bog om lobbyisme i Danmark, til Videnskab.dk.
Politikerne uddannes til et liv i politik, fortæller hun.
En del af dem starter med at få en uddannelse inden for statskundskab eller jura og er aktive i ungdomspolitik. Så kommer de i Folketinget og finder bagefter vej til et nyt politisk job.
Blandt dem, der forlod Christiansborg i 2022-2026, arbejder mere end hver fjerde i dag med lobbyisme, viser hendes optælling.
»Det nye job handler også om politik. Her skal de påvirke deres gamle kolleger. Så du kan sige, at de rykker over på den anden side af bordet,« siger Anne Binderkrantz, professor i statskundskab på Aarhus Universitet.
Lobbyvirksomheder og interesseorganisationer efterspørger kompetencer som politisk indsigt og et stærkt politisk netværk. Det er med andre ord 'det perfekte match' til en tidligere folketingspolitiker ifølge Anne Binderkrantz.
Tendensen er stigende sammenlignet med tidligere forskning.
Og det er en bekymrende udvikling, mener magtforskeren.
Politikerne adskiller sig fra borgerne
Der optræder ofte en vis romantik og nostalgi i debatten om politikernes baggrund og liv efter Christiansborg.
For der var engang, hvor håndværkerne trak i politiker-arbejdstøjet og kom i Folketinget for så at vende retur til værkstedet senere.
En tid, hvor politikerne afspejlede befolkningen.
Billedet er naturligvis lidt karikeret, men det er helt korrekt, at vi på det punkt kommer længere og længere væk fra at have alle dele af samfundet repræsenteret i Folketinget og i stedet får langt flere professionelle politikere, fortæller Anne Binderkrantz.
»Det er sket en ændring blandt politikerne,« siger hun.
Udviklingen skyldes blandt andet, at vi i højere grad uddanner os i samfundet - uanset om man arbejder på kontor, en byggeplads eller er politiker.
Det skyldes også, at der stilles højere krav til politikerne om kendskab til politik og samfund i en mere kompleks verden.
»Sideløbende med den udvikling er der sket en ændring i lobby-verden, som er boomet helt vildt. Der er mange flere stillinger, der kræver præcist det netværk og den indsigt, politikerne har.«
De rige organisationer vinder
Fordelen ved veluddannede og professionelle politikere er, at de er dygtige til politik.
Ulempen er, at de som folkevalgte skal afspejle og repræsentere alle grupper i samfundet.
Specielt i borgernes øjne er det derfor et stort problem, at politikerne ikke ligner dem, mener Anne Binderkrantz.
»Hvis man spørger almindelige mennesker, bekymrer det mange, at de har den her oplevelse af ikke at være repræsenteret. Politikerne ligner ikke almindelige mennesker,« siger Anne Binderkrantz.
En anden demokratisk udfordring er, at mange af toppolitikerne headhuntes til pengestærke interesseorganisationer.
Det skaber en skævhed, hvor organisationer med flest penge på lommen kan tilbyde den bedste løn, få de dygtigste politikere og mest mulig politisk indflydelse.
Christoph Ellersgaard forsker i magteliten og er enig i, at der er en stor udfordring.
Han kalder det en »demokratisk skævvridning«.
»Det er sjældent, at det er de hjemløses landsforening eller Kirkens Korshær, der får politikerne,« siger Christoph Ellersgaard, der er lektor i sociologi på CBS.
»Det er i højere grad Dansk Industri eller Landbrug og Fødevarer.«
»The rich get richer.«
Christoph Ellersgaard mener dog, at udfordringen potentielt er større, mens de folkevalgte er i Folketinget.
Politikerne ved nemlig godt, at de har et mandat i fire år. Bagefter skal de finde et job. Her er en direktørstilling i en interesseorganisation oplagt.
»Når de interagerer med en interesseorganisation som folketingspolitiker, så er det en mulig kommende arbejdsgiver. Man kan være mere tilbøjelig til at holde igen med at gå imod deres interesser, fordi man kan frygte, at man måske ikke får en stilling hos dem bagefter.«
For lektoren er det en åbenlys interessekonflikt og tyder på et system, der lukker sig om sig selv.
Karensperiode kan overvejes
Anne Binderkrantz er en del af den forskergruppe, der laver Magtudredningen 2.0.
Hun og kollegerne laver forskningsprojekter om folkestyrets tilstand.
I forskningsgruppen ønsker de ikke at komme med opfordringer til politiske ændringer. Men hun vil gerne gengive de opfordringer, hun hører i befolkningen.
»En af de ting, der ofte bliver foreslået, er at lave en karensperiode,« siger professoren.
En karensperiode vil betyde, at en politiker ikke kan gå direkte fra Folketinget til en stilling i en lobbyvirksomhed efter endt karriere på Christiansborg.
Derudover er der et ønske i befolkningen om at få mere åbenhed om lobby- og interesse-trådene i politik, så forskerne og borgerne kan se, hvem der lobbyer for hvad.
Det ønske deler Christoph Ellersgaard og mener, at der er lovgivning, som virker åbenlys at få set på.
»I Danmark må du for eksempel gerne have et fuldtidsjob som lobbyist, mens du sidder i Folketinget.«
Han har svært ved at komme i tanke om andre lande, hvor det er lovligt.
