Så har jeg set 'Martyrs' og 'Frontier(s)' og det har ærlig talt taget mig et par dage at fordøje begge film.
Hvorfor?
Fordi jeg tidligere ville sige, at det er så-åh-arty-farty, når man blander horror og filosofi.
En god horrorfilm skal virke i maven eller i underlivet, eller hvor det nu er, og så kan man bagefter tænke over, at plottet var overraskende (som i 'Den sjette sans'), eller at filmen var ny i sin brug af tortur-maskineri (som i 'Saw'), eller at filmen var bad-taste over-the-top-agtig sjov og provokerende (hvilket var min oplevelse af 'Hostel II') eller noget andet.
Man kan sige så meget bagefter, men når man sidder der, er det som regel, fordi horror er fascinerende og uhyggelig og veksler mellem kicks af spænding, skræk og angst. Ubehaget er gerne i få scener, mens opbygningen til ubehaget er spænding, spænding og atter spænding med en udløsning til sidst.
Well, det er altså anderledes i ny fransk horror. Og inden jeg generaliserer helt vildt, vil jeg indrømme, at dette indlæg kun bygger på, at jeg har set fire franske horror film/dramaer: 'Irréversible' (2002), 'À l'intérieur' (2007), 'Martyrs' (2008) og 'Frontière(s)' (2007). Og dette indlæg vil kun handle om 'Martyrs' af instruktør Pascal Laugier.
Giver omtanke før den er slut
'Martyrs' er nok den første film, hvor jeg – mens jeg ser filmen – tænker over, om den er moralsk forsvarlig. Altså, om denne her film er uetisk og forsvarer vold, og om den vil styrke vold mod kvinder.
Samtidig tænker jeg også, at dens kvindeportrætter er utrolig interessante, og at volden bliver brugt på en meget provokerende og utrolig grænseoverskridende måde. Med andre ord, får filmen mig til at tænke over vold, kvinder og til sidst også over publikums/vores kulturs forhold til lyst, død og vold.
Mord som gengæld
I 'Martyrs' opsøger en ung kvinde, Lucie, en familie og skyder dem alle fire; far og mor og to teenage-børn. Der er også et monster i huset, og moren i huset har netop fanget en mus, der stoppede et kloakrør i haven. Så der er lagt op til musefælder, fangster, drab og at være 'stopklods' i et hul. Og det her er bare begyndelsen!
En veninde, Anna, kommer og hjælper med at rydde op. Lucie begik drabene som hævn for, at hun femten år tidligere som barn blev kidnappet og misbrugt over længere tid af to fremmede; moren og faren i familien.
I det efterfølgende bliver misbruget (med kælderrum, lænker, tæsk og så videre – dog voldtægt undtaget) afdækket, udforsket, gransket og til sidst i en eller anden grad forløst og forklaret.
Grænseoverskridende refleksioner
Hvad der gør mig ubehagelig til mode, mens jeg ser filmen, er graden af vold og filmens effektivitet i at involvere mig som tilskuer og få mig til at tage stilling til voldens rationalitet og dens logik, årsag og virkning, mens tingene udvikler sig.
Hvad der gør mig frustreret bagefter, er filmens evne til at kombinere plot, genre og æstetik på en måde, så jeg først har været medvidende (og derfor føler mig medskyldig, fordi jeg har set på), og bagefter føler mig udfordret på mit forhold til livet, til vold og film, og til at spekulere – ja, indrømmet, filosofere – over disse ting.
Jeg er uafklaret omkring, hvorvidt den etiske dimension i filmen blot er en undskyldning for at vise ekstrem og ubehagelig vold.
Historien fortælles baglæns
'Irréversible' rejste lignende spørgsmål, og ved at fortælle sin historie baglæns fik man den ekstremt ubehagelige hævnscene, hvor en mand får smadret sit hoved med en ildslukker, først og uden forklaring og voldtægtsscenen midt i filmen, mens den blide start kommer sidst. Det er nærmest som hardcore fra begyndelsen for at ende i blød melodrama.
'Martyrs' gør noget lignende: den starter med at smadre sin tilskuer, derefter giver den halvdelen af et plot, så tæsker den løs på tilskueren (og hovedpersonerne) noget mere og giver så resten af plottet. Til sidst rejser den en masse komplekse spørgsmål, der sammen med de voldelige scener forfølger tilskueren (i hvert fald mig) i dagevis.
Ekstremt grænseoverskridende. Ekstremt udfordrende. Og ekstremt spændende.
God fornøjelse!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
