Hvad har mændene i TV 2 Echos populære reality-serie ‘Bachelorette’ og Ariana Grande til fælles?
De snakker og synger om begrebet 'kærlighedssprog'.
Og har du været på Instagram eller TikTok inden for de seneste par år, er der en god chance for, at du også er stødt på et opslag om kærlighedssprog.
Nu betvivler forskere fra University of Toronto, hvorvidt kærlighedssprog overhovedet findes, skriver The Washington Post. Det har nemlig ikke rod i videnskaben, lyder det i et metastudie fra det canadiske universitet, som blev offentliggjort i tidsskriftet Sage Journals i januar.
Idéen bag kærlighedssprog stammer fra den amerikanske, baptistiske pastor og radiovært Gary Chapman, der i 1992 skrev en bog om sin teori om de fem kærlighedssprog.
Den har siden da solgt over 20 millioner eksemplarer og er oversat til over 40 sprog.
Teorien lyder, at selvom alle fem kærlighedssprog er vigtige, så har det enkelte menneske ét primært kærlighedssprog, de kommunikerer på. Forstår du din partners kærlighedssprog, bliver jeres forhold derved bedre, lyder pastorens vurdering i bogen.
De fem kærlighedssprog lyder:
- Anerkendende ord
- Tid til hinanden
- Fysisk berøring
- Hjælpsomhed
- Generøsitet
Det er altså det, forskerne fra University of Toronto ikke har kunnet finde videnskabeligt belæg for, når de analyserer konklusionerne fra tidligere studier af kærlighedssprog.
I et studie fra 2013, hvor deltagerne skulle rangere de fem kærlighedssprog, rangerede deltagerne eksempelvis alle fem kærlighedssprog meget højt. Det tyder på, at deltagerne ikke kun har ét primært kærlighedssprog.
»I den virkelig verden ved vi, at man ikke har behov for de her afvejelser mellem, om man ønsker sig en partner, der viser sin kærlighed gennem berøring fremfor andre måder,« siger professor i psykologi ved University of Toronto og det nye studiets hovedforfatter, Emily Impett, til The Washington Post.
I metastudiet kunne forskerne heller ikke finde belæg for, at der var fem kærlighedssprog, eller at par, der benyttede sig af kærlighedssprog, var gladere end dem, der ikke gjorde.
I denne oversigt kan du se tre af de bærende antagelser fra teorien om kærlighedssprog - og hvad forskningen viser om dem:
| Antagelser ifølge teorien om de fem kærlighedssprog | Det viser den videnskabelige empiri |
| Alle har et primært kærlighedssprog | Mennesker forbinder alle fem kærlighedssprog med en meningsfuld måde at udtrykke og modtage kærlighed. Når forsøgsdeltagere bliver bedt om at vægte de fem kærlighedssprog, viser forskning, at de fem sprog bliver vægtet lige højt. |
| Der er fem kærlighedssprog | Studier tyder på, at der formentligt er flere betydningsfulde måder at udtrykke kærlighed på, der ikke indgår i de fem kærlighedssprog. Det kan for eksempel være at støtte sin partners personlige udvikling eller at udvikle strategier til konflikthåndtering. |
| At ‘tale’ det samme kærlighedssprog fører til bedre parforhold | Der er ikke empirisk understøttelse bag, at par med det samme kærlighedssprog (eksempelvis par, der begge viser kærlighed gennem berøring), har bedre forhold end dem, der ikke har samme kærlighedssprog. |
Den amerikanske pastor, der fandt på teorien om de fem kærlighedssprog, mener stadigvæk, at de fem kærlighedssprog har hjulpet mange par med at finde følelserne frem i ægteskabet, siger han til The Washington Post.
»Jeg mener, at alle fem kærlighedssprog er en måde, hvorpå alle kan modtage kærlighed,« fortæller han til avisen.
Han er dog heller ikke afvisende over for, at der skulle være mere end blot fem kærlighedssprog.
Prip


































