Vil et forbud mod hovedtørklæder i grundskolen hjælpe helt unge muslimske piger til frit at kunne bestemme over deres eget liv?
Ikke ifølge de forskere, Videnskab.dk har talt med. Der kan nemlig ikke sættes lighedstegn mellem muslimsk hovedbeklædning og negativ social kontrol, siger de.
»Der er problemer med social kontrol i mange miljøer, men der er intet, der peger på, at tørklædet spiller en særlig rolle,« siger den ene af dem, Heiko Henkel, der er lektor i antropologi på Københavns Universitet.
Han bakkes op af Iram Khawaja og Lise Galal, der er lektorer i henholdsvis pædagogisk psykologi og kulturmødestudier.
»Nogle piger, der går med tørklæde, kan være underlagt negativ social kontrol, mens andre ikke er. Andre kan være underlagt negativ social kontrol uden at gå med tørklæde,« siger Iram Khawaja, der er forsker ved Danmarks Institut for pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet.
Hun påpeger, at man med et forbud fuldstændig overser den sidstnævnte gruppe.
\ Hvad er negativ social kontrol?
Negativ social kontrol er, når nogen kontrollerer og styrer, hvad eksempelvis et familiemedlem må. Det kan handle om, hvad man må lave af fritidsaktiviteter, hvem man må være venner med, eller hvordan man må gå klædt.
Negativ social kontrol forbindes ofte med minoritetsetniske miljøer, men praksissen findes i alle mulige slags lukkede miljøer i Danmark. Lektor Lise Galal nævner Jehovas Vidner som et eksempel.
Social kontrol er noget, vi alle er underlagt i forskellig grad igennem vores opdragelse for eksempel. Det kan også være i kraft af de regler, vi i fællesskab har lavet for samfundet.
Det er svært at definere, hvornår social kontrol går fra at være acceptabel til at blive negativ, fordi det kræver enighed om, i hvilken grad og på hvilke områder vi må opdrage på hinanden, fortæller Lise Galal]
Kommission anbefaler et forbud
Anbefalingen om at forbyde tørklæder på alle landets skoler er en ud af ni anbefalinger fra den såkaldte kommission for den glemte kvindekamp. Målet er at bekæmpe negativ social kontrol og give alle børn lige rettigheder.
I begrundelsen for at anbefale et tørklædeforbud skriver kommissionen blandt andet:
- At tørklæder begrænser pigerne i deres fysiske udfoldelse
- At det underlægger pigerne seksualiserende ærbarhedsnormer
- At det opdeler børnene i grupper af ‘dem’ og ‘os’
- At forbuddet skal hjælpe den enkelte frontmedarbejder (lærer, pædagog og lignende), så denne ikke står alene med at skulle konfrontere familier, der udøver social kontrol
- At pigerne ikke er gamle nok til selv at vælge, om de vil bære tørklæde
Kommissionens anbefalinger er blevet kritiseret for ikke at bygge på relevant forskning, men i højere grad medlemmernes egne erfaringer.
Videnskab.dk har spurgt de tre forskere, om de, på baggrund af egen og andres forskning, kan underbygge kommissionens påstande.
Kommissionen har ikke klargjort, hvor mange piger der vil blive ramt af et eventuelt forbud. De tre forskere, Videnskab.dk har talt med, kender heller ikke til nogen tal på, hvor mange helt unge piger der bærer tørklæde.
Begrænser tørklæderne pigerne fysisk?
Det første argument om pigernes fysiske udfoldelse affejer Lise Galal hurtigt. Kommissionen skriver, at tørklædet begrænser pigernes »mulighed for frit at lege som andre børn.«
»De kan da både hoppe og springe, selvom de har tørklæde på. Problemet ligger i, hvad de får lov til hjemmefra. Hvis forældrene siger, de ikke må gå til svømning, er problemet ikke løst ved, at man fjerner tørklæderne. Der skal man have en dialog med forældrene og sørge for, at børnene får lov at deltage,« siger Lise Galal.
\ Om Lise Galal
Lise Galal er lektor i kulturmødestudier ved RUC. Hendes forskningstilgang trækker på antropologi og minoritetsstudier, og hun undersøger blandt andet sociale, religiøse og politiske praksisser blandt religiøse og etniske minoriteter i Danmark.
Et interviewbaseret forskningsprojekt har handlet om, hvordan unge fra minoritetsfamilier undgår negativ social kontrol gennem forhandlinger og positive strategier. Blandt andet har hun fulgt en gruppe muslimske piger, der brugte islam til at forklare deres forældre, at frihed og uddannelse også er for kvinder.
Iram Khawaja har heller ikke mødt piger, der har nævnt leg og fysisk udfoldelse som en udfordring. Til gengæld har nogle fortalt, at de blikke og konfrontationer, de bliver mødt med på gaden, kan virke begrænsende, fordi de føler, at de hele tiden skal forsvare sig selv.
»Jeg husker særligt en pige, som sagde, at hun så det som sin styrke, at hun var i stand til at gå med tørklæde alligevel. Det var en del af hendes oplevelse af sig selv som en stærk pige,« siger Iram Khawaja og fortsætter:
»Så hvor nogle desværre entydigt associerer tørklæde med undertrykkelse og manglende fri vilje, var det for hende det modsatte – et udtryk for styrke og selvstændighed.«
Seksualiserende ærbarhedsnormer
Kommissionen skriver, at det er »helt forkert, at muslimske piger i en meget ung alder bliver underlagt seksualiserende ærbarhedsnormer« ved at blive iklædt hovedtørklæde. Heri ligger en opfattelse af tørklædets funktion som noget, der skal dække kvinden til for ikke at friste manden.
»Der er en historie bag tørklædet, der knytter sig til kønslig adskillelse, men i dag bruges tørklædet til at udtrykke alt muligt forskelligt,« siger Lise Galal og fortsætter:
»Muslimske piger udtrykker sig i deres påklædning ligesom andre piger ved at tilvælge en identitet. Tørklædet kan både være et politisk signal om retten til at være muslim, og det kan også udtrykke klassetilhørsforhold,« siger hun.
Ifølge hende trækker kommissionens anbefalinger på forskning, der er forældet i sit syn på ærbarhed og køn. Der mangler et blik for, hvordan den moderne brug af tørklædet har udviklet sig, siger hun.
Heiko Henkel tilføjer i forlængelse, at det fokus, der er på tørklædets religiøse betydning, er overdrevet. Tørklædet er også en religiøs markør, men de kvinder, han har talt med, bruger tørklædet af mange flere og måske mere tungtvejende årsager. Etniske minoriteter kan, ifølge ham, bruge tørklædet til at vise, at ‘jeg er dansker på den her måde’.
\ Om Heiko Henkel
Heiko Henkel er lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet. I sin forskning arbejder han aktuelt med, hvad der sker i mødet mellem den danske medborgerskabstradition og den islamiske tradition.
Han undersøger den religiøse borger, og hvordan de to traditioner fletter sig ind i hinanden. Hans felt er antropologi, samfundsteori og etnografi, og forskningen er interviewbaseret – han taler, kort sagt, med en masse mennesker ude i virkeligheden.
»Jeg kan heller ikke se, hvorfor tørklædet skulle være en særlig form for seksualisering. Det er hyklerisk, når vi samtidig har små piger, der bruger bikini i de danske svømmehaller. Tørklædet er hverken mere eller mindre seksualiserende end en kjole eller bikini,« siger han.
»For de færreste piger i skolealderen, jeg har talt med, handler det om seksualisering, men mere om familietraditioner, at ens storesøster går med det, eller ønsket om at prøve noget nyt,« siger Iram Khawaja og tilføjer, at en del piger eksperimenterer med skiftevis at tage tørklæde på i en periode og så tage det af.
Opdelingen i ‘dem’ og ‘os’
Det er ikke tørklædet i sig selv, der skaber de skel, der kan findes mellem børnene, ifølge Iram Khawaja. Hun henviser til forskning i inklusion i skoler og i andre pædagogiske sammenhænge, herunder sin egen.
»Den peger i retning af, at der hersker et stærkt ideal om lighed på skolerne, som i praksis desværre ofte oversættes som ensartethed. Altså at forskellighed i forhold til etnicitet eller religiøsitet blandt børn og elever i sig selv kommer til at fremstå som problematisk,« siger hun.
Derfor er det en pædagogisk opgave at gøre plads til forskellighed – også de synlige forskelle – i børnegruppen.
»Diskrimineringen hænger ikke i tørklædet. Alle der træder ind i den danske offentlighed uden at være standarden, eksempelvis i sprog og udseende, træder ind i et diskriminerende rum,« siger Heiko Henkel.
Kan pigerne ikke bare lade være at gå med tørklæde, hvis de ikke vil skille sig ud?
»Det har ikke hjulpet, at man har taget sit tørklæde af. Hvis du kigger på udviklingen i indvandrings-, udlændinge- og integrationsdebatten, så bliver de mødt på deres hudfarve eller familietilhørsforhold i stedet. Tørklædet er vigtigt for dem, og det vil ikke forhindre andetgørelsen, at de tager det af,« siger Lise Galal.
Andetgørelse dækker netop over den skelnen mellem ‘dem’ og ‘os’, der foregår mellem mennesker. De andetgjorte, er dem, der ikke ligner flertallet i eksempelvis udseende, sprog, kultur og beklædning.
»Når du bebrejder minoriteten, at de er andetgjort i kraft af deres særpræg, begynder det at blive farligt. Så er vi for alvor i gang med at ekskludere bestemte grupper,« tilføjer Lises Galal.
Heiko Henkel tilføjer, at nationale majoriteter, det vil sige flertallet, har »en lang og problematisk historie med at dæmonisere minoriteter og deres religiøse skikke«.
Er det en hjælp til skolen?
I dag er det op til den enkelte skoles ledere, lærere eller pædagoger at gribe ind, hvis en pige møder i skole iført tørklæde, og der ligger social kontrol bag. Kommissionen mener ikke, at det skal være op til den enkelte medarbejder at håndtere problemet alene.
Vil et forbud ikke være en hjælp til det personale, der skal konfrontere familierne?
»Det synes jeg faktisk ikke, for det har jo ikke løst problemet med den negative sociale kontrol at rive tørklædet af pigen. Læreren har stadig ikke evnet at kommunikere med forældrene, så det er svært for mig at se, hvad et forbud skal hjælpe,« siger Lise Galal.
Iram Khawaja er enig i den betragtning. Hun tilføjer, at et forbud risikerer utilsigtet at skade tilliden mellem skole og hjem, fordi lærerne så skal overvåge og styre eleverne.
\ Om Iram Khawaja
Iram Khawaja er ph.d. og lektor i pædagogisk psykologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.
Hendes forskning handler om, hvordan børn og unge navigerer i samfundet som religiøse og etniske minoriteter.
Hun har talt med massevis af børn og unge for at undersøge, hvilke såkaldte forhandlingsstrategier de bruger for at blive anerkendt og set som værdige individer. Iram Khawaja har selv etnisk og religiøs minoritetsbaggrund.
»Som i al anden kvalitativ og etnografisk orienteret forskning er det væsentligt at medtænke, hvordan ens forskerposition – uanset om man har en minoritets- eller majoritetsposition – læses i feltet – hvad får jeg mere eller mindre adgang til af fortællinger, erfaringer og observationer? Jeg har i den forbindelse erfaret, at den sammehed (lighedspunkter, red.), der kan være mellem mig og dem, jeg taler med, er med til at skabe tillid, åbenhed og åbne døre ind til nogle af de emner, som det ellers kan være svært at tale om,« siger hun.
»Forskning peger på, at skole-hjem-samarbejdet med etniske minoritetsfamilier, som med alle andre familier, kræver, at man opbygger en gensidig tillid og anerkendelse, for at det skal lykkes. Det er endnu vigtigere, når der er tale om udsatte familier,« siger hun.
Især fordi sager, hvor der er tale om negativ social kontrol, ofte handler om komplekse familiedynamikker, som et eventuelt tørklæde kun er en overfladisk del af.
Professionelle i skolen tager allerede de svære samtaler med familierne, de er underlagt skærpet underretningspligt og er opmærksomme på at holde øje med elevernes trivsel, forklarer Iram Khawaja.
Er pigerne for små til selv at vælge?
Et centralt argument for et forbud er, at pigerne i grundskolen er for små til selv at vælge, om de vil iklæde sig religiøse symboler.
»Det kan jeg være enig i, at de er,« siger Lise Galal.
Hun kan bare ikke se, hvorfor man er så isoleret optaget af, hvad muslimske piger er i stand til at til- og fravælge.
»Det er en mærkelig forestilling, at børn, uanset etnicitet, overhovedet skulle kunne vælge frit, når de er små. Børn opdrages jo af deres forældre, og alle børn bliver opdraget med værdier, der typisk er baseret på det samfund, de lever i,« siger hun.
Og forældre, uanset etnicitet, gør mange dumme ting, siger Heiko Henkel.
»Men Danmark er et liberalt land, hvor forældre har myndighed over deres børn og kan bestemme, hvad de må og ikke må. Det vil være et voldsomt indgreb fra statens side, hvis man laver et forbud mod tørklæder, og inden da er man nødt til at vise, at tørklædet skulle være så særligt skadeligt for børnene,« siger han.
Vi risikerer at skabe større stigmatisering
De tre forskere peger alle på, at et forbud kan gøre mere skade end gavn. En stor gruppe børn og unge vil miste retten til at udtrykke sig frit, og piger, der er underlagt social kontrol, men ikke går med tørklæder, vil ikke blive hjulpet.
Hvad så med gruppen af piger, der går med tørklæde, fordi de bliver kontrolleret hjemmefra?
»Jeg tænker, at de vil blive klemt som lus mellem to negle, fordi de både bliver styret af familien og så også skal føle sig styret i en skolekontekst,« siger Iram Khawaja og fortsætter:
»Den form for styring er kontraproduktiv, hvis vi ønsker, at skolen skal være et inkluderende rum, hvor børn lærer om frihed, ligeværdighed og demokrati. Vi skal ikke få pigerne til at føle, at det gælder for alle andre end dem.«
