Muslimske kvinder: »Med kvindesvømning får vi fokus på eget velvære«

Kan du huske debatten om kvindesvømning? I 2016 og 2017 trak kvindesvømning, et tilbud, der tiltrækker mest, men ikke udelukkende muslimske kvinder, overskrifter i hele Danmark.

Den offentlige og politiske debat førte blandt andet til at Aarhus Byråd udstedte et forbud mod kønsopdelt svømning i den offentlige åbningstid i kommunens svømmehaller.

Forbuddet havde den konsekvens, at der blev lukket ned for en session om lørdagen med kvindesvømning i Gellerupbadet, som blev besøgt af kvinder med forskellige etniske baggrunde inklusiv etnisk danske kvinder, imens kvindesvømning der er organiseret i foreningsregi uden for den offentlige åbningstid måtte fortsætte.

Omdrejningspunktet for den politiske debat om kvindesvømning var danskhed og integration (se debateksempler her og her).

Imidlertid var det påfaldende, at muslimske kvinders stemme næsten var fraværende fra debatten.

Men hvordan kan det være at mange muslimske kvinder foretrækker at gå til kønsopdelt svømning, og hvad får de ud af det? Vi spurgte dem.

En heterogen gruppe muslimske kvinder

Undersøgelsen var bygget op som et etnografisk inspireret feltstudie og er mundet ud i to studier (se dem her og her).

Vi startede med at etablere kontakt til og interviewede bestyrelsesmedlemmer og livreddere i ti foreninger i Aarhus, der tilbød kvindesvømning.

På baggrund af besøg og interviews i disse ti foreninger udvalgte vi to foreninger, der repræsenterede spændvidden mellem etnisk-danske og multi-etniske foreninger, som vi fulgte i en periode af to måneder.

Med til feltstudierne hørte at deltage i svømning med kvinderne (fra omklædning til sauna). Det gav os mulighed for at føre uformelle samtaler og rekruttere en heterogen gruppe af muslimske kvinder til interviews (se faktaboks).

Vi lavede 15 dybdegående interviews med disse kvinder om deres motivation for at deltage i - og deres erfaringer med kønsopdelt svømning samt deres hverdag, familie og fritid.

En kvinde blev interviewet med tolk; en kvinde på engelsk; alle andre interviews foregik på dansk.

Efterfølgende analyserede vi interviewtransskriptionerne og feltnoterne ved hjælp af tematisk analyse, der søger at finde mønstre på tværs af datamaterialet. Denne analyse førte til identificering af flere temaer, som vi nu beskriver i de næste afsnit.

Kroppen i centrum: glæde frem for vægttab

Mange af de kvinder, som deltager i kvindesvømning, har arbejdsrelaterede skader og sygdomme såsom depression og slidgigt, samt kroniske smerter i skulderne, hofterne etc.

Ofte var det deres læge, der havde anbefalet dem at deltage i svømning. Interviewpersonerne beskrev, at vandet og varmen i saunaen hjalp på deres ømme muskler og led.

Endvidere indikerede kvindernes udsagn, at svømning ikke kun var godt for deres fysiske, men især for deres mentale sundhed, da svømning var afslappende og gav fornyet energi.

'Nabila' (interviewpersonernes rigtige navne er anonymiserede) beskrev for eksempel, hvordan hun blev en »helt anden person, når man kommer op fra vandet. Du har en anden følelse i kroppen.«

For mange kvinder hang deres deltagelse i svømning sammen med de unikke oplevelser i vandet, hvilket de beskrev med formuleringer såsom at lege med eller svæve i vandet.

Det var påfaldende, at deltagerne i ganske lav grad betragtede idræt som et instrument til at opnå eksterne mål som sundhedsfremme og vægttab.

Svømning var en måde at tage vare på sig selv og prioritere egne behov – noget, som ofte var blevet forsømt.

Succesoplevelser ved svømning

Mange kvinder beskrev nemlig et liv, som drejede sig om deres familier – med den pris, at de havde glemt at tænke på sig selv. 58-årige 'Parveena' beskrev det således:

»Når jeg er i vandet, når jeg svømmer, så tænker jeg ikke på andre end mig selv. Det er min tid, her er jeg opmærksom på mig og min krop, og hvordan jeg har det. Jeg føler mig fri, jeg føler mig glad. […] Jeg glæder mig til at komme hver uge. Jeg får det bedre ved at svømme, fysisk og psykisk.«

De kvinder, som først havde lært at svømme som voksne, fremstillede svømning som en stor personlig udfordring, der dog førte til succesoplevelser og øget selvtillid. For andre var svømning forbundet med at udvikle tilhørsforhold til Danmark, et land omgivet af vand.

Svømning var en færdighed, der gav tryghed og var en måde at tilpasse sig til livet i et nyt land. ’Khadija’ mente eksempelvis, at »når man bor i Danmark og der så er vand rundt om Danmark, så synes jeg man skal lære det.«

Et trygt kvinderum

Langt de fleste kvinder, som vi mødte til kvindesvømning, fremhævede, at det var afgørende for dem, at svømningen foregik i kønsopdelte omgivelser, ellers ville de ikke kunne deltage i svømning.

Ifølge dem var det forbudt i islam at svømme sammen med mænd. Samtidig fremhævede de dog, at det var deres egen religiøse overbevisning og at de selv havde valgt at gå til kvindesvømning.

'Malika' udtrykte det således:

»Det er bare sådan, jeg er blevet opdraget. Jeg er genert. Det er mere afslappende, mere behageligt, når der kun er kvinder. [...] Naturligvis spiller religion og kultur en rolle, men alligevel – det er mit eget valg!«

Endvidere beskrev mange deltagere, at det føltes befriende at svømme i et rum, hvor kun kvinder var til stede.

Svømmehallen var et trygt sted, hvor de kunne være mere dem selv og kunne undgå at skulle tænke over deres udseende.

Frihed fra mænd, der glor

'Jazmin', som var livredder i en af de to foreninger vi havde udvalgt, forklarede hvordan kvindesvømning handlede om mere end kun at følge et religiøst krav – blandt andet ved at sætte kvindesvømning i kontrast til fitness i kønsblandede omgivelser:

»Jeg vil sige for muslimske kvinder, så skyldes det jo nok primært religion. Fordi at de vil ikke, de kan ikke svømme iblandt mænd […] Men hvis man fjerner det religiøse aspekt, så handler det også om for mange kvinder, at det er rart at kunne svømme […] uden at der er nogle mænd, der glor på en.«

Selvom deltagerne fremhævede, at kvindesvømning var noget, som de gjorde for dem selv, så observerede vi også, at der var udviklet et fællesskab blandt kvinderne.

Deltagerne hjalp hinanden med at lære at svømme og mange kvinder snakkede sammen ikke kun i saunaen og i omklædningsrummet, men også imens de svømmede – ved siden af hinanden.

Svømmehallen og samfundet uden for

Til trods for at de fleste deltagere var muslimer med en anden etnisk bagrund end dansk, fremhævede interviewpersonerne, at etnicitet ingen rolle spillede i dette rum. Alle var velkomne uanset deres etniske baggrund.

En del syntes endda, det var ærgerligt, at ikke flere etnisk danske kvinder gik til kvindesvømning.

Men kvinderne gav udtryk for, at der er en verden til forskel på svømmehallen og samfundet udenfor.

Således fortalte nogle informanter, at de ikke kunne tage til stranden og svømme i burkini (en badedragt, der dækker hele kroppen på nær ansigt, hænder og fødder), fordi de var bange for den opmærksomhed en sådan burkini ville tiltrække.

»Jeg svømmer aldrig på stranden […] Her i Danmark… Folk kigger på dig mange gange, og tænker, hvorfor har hun klædt sig sådan, det, det virker mærkeligt. […] Og så nogle gange kommer der bemærkninger, årh hold da op du har meget tøj på når du går i vandet, hvorfor gør du det og bla, bla, bla, og det har jeg ikke lyst til at høre.« ('Parveena')

Det var grunden til, at mange enten slet ikke svømmede i havet eller med omhu valgte en øde strand.

Et indgreb i selvbestemmelsen

Endvidere var interviewpersonerne skuffet over den store og negative mediedækning af islam, som ofte byggede på generaliseringer og stereotyper om muslimer.

Ligeledes kunne kvinderne ikke forstå, hvorfor en sundhedsfremmende aktivitet som kvindesvømning skulle reguleres politisk.

De oplevede det som et indgreb i deres selvbestemmelse, der begrænsede deres religions- og ytringsfrihed.

Interviewpersonernes udsagn peger på, at den aktuelle politisering af den muslimske kvindekrop påvirker disse kvinders hverdagsliv, herunder deres muligheder for at færdes i det offentlige rum og dyrke fysisk aktivitet.

På denne baggrund var det netop kvindernes erfaringer udenfor (den kønsopdelte) svømmehal, som gav kvindesvømning dens specifikke betydning.

Kvindesvømning blev dermed et ekstra trygt rum, hvor kvinderne udøvede deres ret til at bestemme over deres fritid og ikke skulle møde dømmende blikke eller kommentarer.

Hvad kan vi lære af kvindesvømning?

Vores etnografisk inspirerede studier af kvindesvømning i århusianske foreninger peger på, at kvindernes erfaringer i og uden for svømmehallen er tæt forbundet med hinanden.

De peger også på, at offentlige og politiske diskussioner omkring etniske og religiøse minoriteter påvirker – i dette tilfælde – muslimske kvinders muligheder for og erfaringer med idræt og fysisk aktivitet.

Endvidere viser vores undersøgelse, at kvindesvømning udgør et vigtigt frirum for muslimske kvinder, hvor de kan tilegne sig svømmefærdigheder og hvor velvære og glæde står i centrum.

Dette står i kontrast til nutidens stærkt udbredte instrumentalisering af idræt: minoritetsgrupper i Danmark skal deltage i idræt for at de kan blive integreret og/eller opnå sundhedseffekter af forskellig slags.

Forventningerne til idrættens effekter er store.

Konsekvensen ved at tænke på alle de effekter, som idræt kan have, er dog, at vi nogle gange glemmer at fokusere på interne værdier i foreningsidræt, såsom fællesskab og glæden ved selve aktiviteten.

Fra en noget uventet kant er vi blevet mindet om dette fra muslimske kvinders fortællinger om deres erfaringer med kvindesvømning.

Projektet er blevet støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg