Forsker: En ny, lettere grammatikmetode er klar til gymnasiet

Der er muligvis godt nyt til alle gymnasieelever, som ikke kan hitte rede i, hvordan man finder et subjektsprædikativ. Og for dem, der ikke kan huske, hvad er det er for et spørgsmål, man skal stille for at finde ud af, hvor objektet er.

På Aalborg Universitet er der siden 2011 blevet arbejdet med en ny metode for grammatisk analyse. Metoden er nem, og ved et miniforsøg har den nu også vist sig klar til at blive udbredt i gymnasiet, mener dens opfinder.

»En metode er først rigtig anvendelig, hvis andre også kan bruge den. Den skal løsrives fra, om det bare er mig, der er en fantastisk lærer. Nu har to af mine sidefagsstuderende i forbindelse med deres projektarbejde undervist tre gymnasieklasser i metoden, og her viste den sig lige så god, som når jeg underviser i den,« siger Susanne Annikki Kristensen, som er lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

Spørgemetoden er for svær

Principperne for hendes metode bygger på at forstå:

• nogle universalgrammatiske principper, der klarlægger, hvilke led man skal lede efter i forskellige typer af sætninger, samt
• at det danske sætninger har en meget fast rækkefølge, som gør det lettere at finde leddene.

Susanne Annikkis Kristensen udviklede metoden, fordi hun så, at de traditionelle analysemetoder voldte eleverne kvaler. Ikke mindst den populære spørgemetode, hvor man ved at stille sig selv hv-spørgsmål prøver at finde svar på, hvad der er subjekt, verballed, objekt mv., er for svær.

»Eleverne forstår ikke at bruge spørgemetoden. Det er ikke så underligt, for de skal bruge de samme spørgsmål for at finde frem til vidt forskellige led. Vi kan se, at eleverne lidt tilfældigt vælger, om det skal være subjektsprædikativ eller objekt,« siger Susanne Annikki Kristensen.

Hun har selv udført mindre forsøg med sin metode i både folkeskolen og gymnasiet med stor succes og blev nysgerrig for at finde ud af, om den var lige så effektiv, når det ikke var hende selv, der var læreren.

Så da to af hendes studerende, Ida Koch Jakobsen og Trine Leck Kæseler, var interesserede i at prøve den af, var det en oplagt mulighed for at få testet metoden uafhængigt af hendes egen facon.

En god nyhed for børn: Grammatik kan forstås

Ida Koch Jakobsen og Trine Leck Kæseler underviste derfor tre gymnasieklasser i fire lektioner i Susanne Annikki Kristensens metode. Gymnasieeleverne blev testet både før og efter forløbet, og testene viste, at eleverne i gennemsnit havde forbedret sig med 30 procent efter undervisningen.

»Det viser, at alle andre også kan bruge metoden og opnå de samme gode resultater, som jeg har set. Det nye er, at det ikke blot er en fantastisk metode, men den kan også læres videre til andre, som så kan undervise i den,« siger Susanne Annikki Kristensen.

Alle elever uanset niveau havde i forsøget rykket sig. 88 procent af eleverne i den første test kunne ikke finde et subjektsprædikativ, men det tal var ifølge Susanne Annikki Kristensen faldet til 23 procent efter anden test.

»Den gode nyhed for alle Danmarks skolebørn er, at nu kan grammatik forstås. Det er blevet nemmere. Det er ikke træls,« mener Susanne Annikki Kristensen.

Det er ikke epokegørende

Sprogforsker Per Durst-Andersen, som er professor og dr. ling. merc. på CBS i København, er en del mere forbeholden over for at erklære den nye metode flyvefærdig. Hans kendskab til selve metoden er sparsomt, men han har svært ved at se, at man skulle kunne sige noget overhovedet på bagrund af et forsøg på kun tre klasser.

»Man kan ikke sige noget om metoden på den baggrund. Forsøget er for lille. For at kunne det, skulle man have haft en kontrolgruppe, der klarede sig lige så dårligt eller godt forud for undervisningen, og som blev undervist i den gamle metode af lige så engagerede undervisere, som den anden gruppe blev det. Materialet er ganske enkelt for tyndt,« siger Per Durst-Andersen.

Per Durst-Andersen underkender dog ikke, at eleverne kan lære noget ekstra, når Ida Koch Jakobsen, Trine Leck Kæseler eller Susanne Annikki Kristensen står bag katederet og underviser i den nye metode.

»Hvis læreren kan begejstres og begejstre eleverne med den, så er den selvfølgelig at foretrække frem for kryds og bolle. Når lærerne ikke selv tror på det længere, og nærmest giver op på forhånd, så er det på tide at finde noget andet – og så er det egentlig ligegyldigt, hvad det andet er. Men som metode står vi efter min mening ikke med noget, der er bevist epokegørende,« siger Per Durst-Andersen.

Lille forsøg viser en væsentlig tendens

De studerendes forsøg med gymnasieeleverne involverede tre klasser og strakte sig over kun fire timer, men alligevel mener Susanne Annikki Kristensen, at det er sikkert nok at sige, at metoden er bæredygtig.

»Det er klart nok, at det er et lille forsøg. Havde vi været ude i flere klasser, så ville forsøget have været mere validt. Men det viser alligevel en tendens, og det er den, jeg er interesseret i. Selvom vi kun har brugt vældig kort tid på det, så formår eleverne at få noget positivt ud af det. Det er simpelthen et spørgsmål om, at metoden kan forstås, og det er det væsentlige,« fastholder Susanne Annikki Kristensen.

Susanne Annikki Kristensen barsler med at udbyde en masteruddannelse på Aalborg Universitet fra og med sommer 2015, og som et led i at få metoden udbredt, vil de folkeskolelærere og gymnasielærere, som her videreuddanner sig, stifte bekendtskab med den nye metode. Herudover skal Susanne Annikki Kristensen udarbejde undervisningsmateriale til både gymnasiet og folkeskolen.

»Sammen med de to studerende, som udførte forsøget, skal jeg lave noget onlinemateriale, hvor eleverne kan få noget rutine for at få automatiseret denne her model. Ét er at kende principperne, men man skal også kunne bruge dem. Øvelse gør jo som bekendt mester,« siger Susanne Annikki Kristensen.