Da Anders Behring Breivik i juli 2011 skød og dræbte 69 unge på den norske ø Utøya og forårsagede otte menneskers død i Oslo med en bilbombe, gjorde han det alene. Men i lang tid før angrebene havde Breivik kontakt med flere radikaliserede miljøer, og sådan er det for mange af de terrorister, som umiddelbart arbejder alene. Det viser ny forskning fra blandt andre Aarhus Universitet.
Soloterrorister er dermed ikke nogle, som sidder alene foran computeren og radikaliserer sig selv, men oftest personer som driver ind og ud af radikaliserede miljøer, fortæller Lasse Lindekilde, som er en af forskerne bag den nye undersøgelse. Det betyder, at myndigheder i stigende grad skal være opmærksomme på de personer, som kun befinder sig i periferien af terrormiljøerne, lyder budskabet.
»Det, man kan være bekymret for, er, at sådan nogle, som aldrig bliver centrale aktører i de miljøer, vi bekymrer os om, forsvinder fra radaren igen. At den diskontinuerlige relation til radikale grupper kan være svær at få øje på, medmindre rigtig mange myndigheder taler sammen og på den måde kan stykke brikkerne sammen,« siger Lasse Lindekilde, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Klart mønster i radikaliseringsprocessen
Resultatet er en foreløbig konklusion i det EU-finansierede forskningsprojekt PRIME, hvor forskere fra seks universiteter forskellige steder i verden forsøger at blive klogere på blandt andet radikaliseringsprocessen af soloterrorister, altså terrorister som handler alene.
Forskerne har undersøgt 140 forskellige cases for at finde ud af, om der var et mønster i radikaliseringsprocessen, og det er netop, hvad de har fundet.
»Det, som er interessant i vores første resultater, er, at det der ‘alene’ er noget, man er nødt til at modificere. Det er ganske givet nogle folk, som ender med at gøre noget alene, men i processen frem mod det ser vi nogle klare mønstre i, at folk på forskellige tidspunkter i processen er i kontakt med radikale grupper, individer eller miljøer,« siger Lasse Lindekilde.
At projektet tager udgangspunkt i specifikke cases er tiltrængt, lyder det fra Ann-Sophie Hemmingsen, som selv forsker i terrorbekæmpelse, men som ikke er en del af PRIME-projektet.
»For mig er det allerbedste, at det er empirisk baseret. Det er noget, der virkelig mangler på det her forskningsområde. Der er alt for mange skrivebordsspekulationer, hvor man antager en hel masse og arbejder derfra. Det her er det, vi mangler,« siger Ann-Sophie Hemmingsen, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Forskellige typer af soloterrorister
De 140 cases, som forskerne har undersøgt, omfatter flere forskellige slags soloterrorister. Det er højreekstremister, som Breivik, ekstreme kristne i USA, som har angrebet abortklinikker, og islamister som Omar el-Hussein, der i 2015 angreb Krudttønden og synagogen i København.
Fælles for dem alle er, at de har svært ved at opretholde en fast relation til de radikaliserede miljøer, som de kommer i kontakt med, og det kan der være forskellige årsager til, fortæller Lasse Lindekilde.
»Det, vi ser, er, at folks individuelle, personlige karakteristika spiller sammen med deres relationer til miljøerne. Folk er af forskellige grunde ikke rigtig i stand til at knytte tætte bånd, nogle gange selvom de gerne vil. Nogle prøver også at forme deres egne radikale grupper uden at være i stand til det, og det kan skyldes forskellige ting, for eksempel at de lider af depression, er aggressive eller har grandiose forestillinger om sig selv,« siger Lasse Lindekilde og nævner Anders Behring Breivik som eksempel på sidstnævnte.
Myndigheder skal arbejde sammen
\ Fakta
Forskerne har undersøgt 140 soloterroristsager for at se, om der var et mønster i, hvordan terroristerne blev radikaliserede. Med de 140 cases har forskerne udformet tre datasæt. Det første datasæt indeholder alle 140 cases, mens det andet kun indeholder cases, hvor forskerne har mere dybdegående materiale. Det tredje datasæt indeholder kun cases, hvor forskerne har fået adgang til politirapporter og vidneudsagn. Resultaterne er endnu ikke publicerede, da de er en del af det igangværende forskningsprojekt PRIME, som fortsætter i 14 måneder endnu. Kilde: Lasse Lindekilde
Ifølge Ann-Sophie Hemmingsen er det vigtigt at forstå, hvordan soloterroristerne radikaliseres, fordi der ofte er en opfattelse af, at det er mennesker, som radikaliserer sig selv uden at have kontakt til et radikaliseret netværk.
»Myndighederne er magtesløse, hvis soloterrorister er nogle mennesker, som fuldkommen på egen hånd sidder i en mørk kælder og brygger planer og går ud på egen hånd og handler. Men hvis den forestilling ikke er rigtig, hvis de fleste faktisk er i kontakt med andre, efterlader de sig spor, og så er det muligt at opdage dem, før de handler. Så er myndighederne ikke helt så magtesløse,« siger Ann-Sophie Hemmingsen.
Faktisk fandt forskerne kun tre tilfælde ud af de 140, hvor der var tale om decideret selvradikalisering. Resten havde i større eller mindre grad været i kontakt med radikaliserede miljøer, og den viden kan hjælpe myndighederne med at komme fremtidige terrorangreb i forkøbet, fortæller Lasse Lindekilde.
»Den viden om, at vi ikke kun skal bekymre os om dem, som bliver nogle fasttømrede dele af radikale miljøer, men også dem, der driver med rundt i udkanten, kan være med til at sige noget om, hvor vi skal bruge ressourcer. At vi i hvert fald ikke bare skal glemme dem fuldstændigt,« siger Lasse Lindekilde.
»Sociale myndigheder, SSP, politi og andre aktører er nødt til at tale sammen og vurdere sådan nogle bekymringssager. Dette resultat understreger, at sådan en multiaktørtilgang er en absolut nødvendighed, hvis vi skal have en chance for at opdage det her i tide og forebygge denne type sager,« siger Lasse Lindekilde.
Angrebet i København er et eksempel på manglende kommunikation
Det er ikke længe siden, at Danmark selv smagte konsekvensen af, at det er svært at opspore soloterroristerne. I februar 2015 blev to mennesker dræbt, da den formodede gerningsmand, 22-årige, dansk-palæstinensiske Omar el-Hussein, først angreb Krudttønden og senere synagogen på Krystalgade i København.
Omar el-Hussein havde været involveret i bandemiljøet, som han nærmest blev smidt ud af, været i kontakt med radikale miljøer, særligt under sit fængselsophold, og han havde lidt af en hashpsykose, som gjorde ham aggressiv og gjorde det svært for ham at etablere faste relationer, fortæller Lasse Lindekilde.
Forskerne har ikke kunnet få adgang til omfattende data i sagen om Omar el-Hussein på grund af den verserende retssag, men ikke desto mindre kan resultaterne stadig fortælle os noget om sagen.
»Hvis han altovervejende har planlagt og udført det alene, mener jeg på baggrund af de lidt sparsomme data, vi har på ham, at han er et godt eksempel på, hvorfor de her mønstre kan være vanskelige, og hvor kommunikationen mellem myndigheder måske ikke har været tæt nok til at kunne fange dette mønster,« siger Lasse Lindekilde.
»Der var indberetninger på ham, og han poppede op i forskellige sammenhænge, og det er ikke for at pege fingre, men det er måske et eksempel på behovet for den type multiaktørtilgang til at forebygge radikalisering, som man er langt med i for eksempel Aarhus, og som der måske er endnu mere behov for.«
»I Aarhus har man forankret indsatsen mod radikalisering i en arbejdsgruppe, som består af repræsentanter fra Østjyllands politi, SSP, B & U og socialforvaltningen. Jeg mener, at den form for tæt kommunikation mellem myndighder er essentiel for at opdage den form for radikalisering, jeg har beskrevet.«
