Da den 59-årige canadier Donna Strickland i 2018 modtog Nobelprisen i fysik, havde hun netop gennemsnitsalderen for videnskabelige prismodtagere.

Desuden indskrev hun sig i den eksklusive klub af kvindelige prisvindere, der indtil da kun havde omfattet to modtagere af fysikprisen. Målt i fulde Nobelpriser er den kvindelige andel af prisvindere i fysik blot 0,67 procent.

Før sin Nobelpris var Strickland en højt anset forsker i optik, men i øvrigt aldeles ukendt. Først efter sin Nobelpris blev hun af redaktørerne på den engelsksprogede Wikipedia fundet værdig som emne for en biografisk artikel.

Med sin Nobelpris og sit køn blev Strickland pludselig kendt i den bredere offentlighed, ja oplevede at blive en slags berømthed.

Generelt kan man spørge, hvilke konsekvenser tildelingen af en Nobelpris har for en forsker?

Æren og hæderen er uomtvistelig, ligesom pengene er det, men fører prisen også til berømmelse og en bedre forskerkarriere?

Virker den eftertragtede pris som en stimulans for øget forskningsindsats, eller virker den snarere som en sovepude?

En Nobelpris er ingen garanti for berømmelse

Med det mediecirkus, der hvert efterår omgiver Nobelprisen, kunne man tro, at prisen i sig selv indebærer status som i det mindste videnskabelig berømthed.

Men det er ikke tilfældet, for selv i videnskabelige kredse er mange nobelpristagere i dag obskure eller glemte personer, næppe mere kendte end gårsdagens realitystjerner.

Hvem husker kemikeren Elias Corey, fysiologen Arthur Kornberg eller fysikeren Gabriel Lippmann?

LÆS OGSÅ: Forskere: Sådan ændrede Nobelprisen mit liv

Videnskab er en kumulativ proces, hvor ny forskning bygger på tidligere landvindinger, og hvor resultater tæller mere end personer og årstal.

Selv nobelpristagere kan hurtigt forsvinde ind i glemslens skygge, kun husket af videnskabshistorikere. Da den danske immunolog Niels Kaj Jerne i 1984 modtog Nobelprisen i medicin, opnåede han en form for berømmelse, men mindre end ti år senere bekymrede han sig over sit eftermæle.

Jerne indså, at hans vigtige bidrag til immunologien var ved at blive glemt, og at hans Nobelpris på ingen måde sikrede ham udødelighed blandt hans fagfæller.

En nobelprisvinder kan godt opnå stjernestatus, men typisk kun for en ganske kort stund og mere i offentligheden end i det videnskabelige samfund.

Hvad mere er, i de få tilfælde, hvor man kan tale om videnskabelige stjerner, skyldes det så at sige aldrig Nobelprisen selv, der hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse.

I det omfang, man overhovedet kan tale om stjernestatus i det tyvende århundredes fysik, er Albert Einstein og Stephen Hawking måske de bedste eksempler.

Men Hawking fik aldrig en Nobelpris, og for Einsteins vedkommende var hans unægtelige stjernestatus helt uafhængig af den Nobelpris, han modtog i 1922.

LÆS OGSÅ: Forskere revser Nobelprisen: Unfair og gammeldags rammer

Nobelpriseffekten – mindre og ringere forskning?

Man kunne tro, at tildeling af en Nobelpris har en gavnlig virkning på den prisbelønnede forskers videnskab og karriere. Dette er dog sjældent tilfældet, om ikke andet af den grund, at mange prisvindere er pensionerede og ikke længere bekymrer sig om karriere og aktiv forskning.

Det siger sig selv, at da den 96-årige amerikanske fysiker Arthur Ashkin i 2018 modtog prisen (sammen med Strickland), var det højst æren og pengene, der betød noget.

Faktisk er forholdet snarere det modsatte, nemlig at Nobelprisen utilsigtet bidrager til mindre og ringere forskning fra prisvinderens side. Denne virkning kaldes nobelpriseffekten af de sociologer, der har undersøgt sagen (se f.eks. her og her).

Effekten går langt tilbage i tiden og viser sig eksempelvis hos den første prisvinder i fysik, den berømte Wilhelm Conrad Röntgen, hvis opdagelse af de usynlige stråler opkaldt efter ham stammer fra 1895.

Röntgen var en flittig og innovativ forsker i de sidste årtier af det 19. århundrede, men efter sin Nobelpris i 1901 som 56-årig var han knap nok længere forskningsaktiv.

LÆS OGSÅ: Her er opskriften på en dansk Nobelpris

Mindeplade om Nobelprisernes stifter, den svenske kemiker Alfred Bernhard Nobel. Han testamenterede sin enorme formue til at oprette priserne. Der bliver uddelt Nobelpriser inden for områderne litteratur, kemi, fysik, medicin/fysiologi, fred og økonomi. (Foto: Shutterstock)

Med prisen følger andre forpligtigelser og muligheder

Nobelpriseffekten er i en vis forstand forståelig, både af psykologiske, aldersmæssige og andre grunde. En ny prisvinder bliver bestormet af medierne, inviteret til at give talrige forelæsninger, og som offentlig person bliver han eller hun bedt om at deltage i alle slags konferencer og nævn.

I mange tilfælde bliver prisvinderen tildelt høje administrative poster og får sæde i komiteer og forskningspolitiske organer. Der er hverken tid eller motivation til at fokusere på den videnskabelige forskning.

Som Frank Wilczek, der i 2004 modtog Nobelprisen i fysik, udtrykte det: »Bagsiden af medaljen er de fristelser, der vanskeligt kan modstås, og især fristelsen til at hvile på sine laurbær.«

Nobelprisen er ikke nødvendigvis en sovepude

Nobelpriseffekten er dog kun tendentiel og gælder selvsagt ikke for alle prisvindere – ikke mindst, når det kommer til forskere af den noget yngre årgang.

I 1915 modtog den blot 25-årige englænder William Lawrence Bragg Nobelprisen i fysik, som han bemærkelsesværdigt nok delte med sin far, William Henry Bragg.

For Bragg juniors vedkommende var der ikke tale om afslutningen på en forskerkarriere, men på begyndelsen af en glorværdig karriere, der omfattede både forskningspolitik og innovative videnskabelige bidrag.

LÆS OGSÅ: K-vitamin førte til dansk Nobelpris

Det er dog tvivlsomt, om prisen i sig selv spillede en væsentlig rolle for denne karriere.

Som et andet eksempel kan nævnes den danske biokemiker Henrik Dam, hvis produktion af videnskabelige artikler toppede i tiårene efter, han som 49-årig modtog den medicinske Nobelpris i 1944.

Læs mere om Henrik Dam og hans forskning i min artikel ’Fra blødende kyllinger til en Nobelpris i medicin’.

Når prisen fører på afveje

En forsker med status som nobelpristager behøver ikke bekymre sig over sin videre karriere og kan i realiteten gøre, som han eller hun har lyst til. Intet universitet eller anden forskningsinstitution vil drømme om at skille sig af med en prismodtager.

Den frihed og anseelse, en Nobelpris fører til, har i flere tilfælde ført til, at forskere med Nobelprisens magiske autoritet i ryggen har kastet sig over aktiviteter af en noget tvivlsom og kontroversiel karakter.

Englænderen Frederick Soddy fik i 1921 Nobelprisen i kemi for sine vigtige undersøgelser over radioaktive stoffers kemi, men i sit fortsatte virke som professor ved universitetet i Oxford, beskæftigede han sig mest med hjemmelavede og kontroversielle teorier for økonomisk vækst.

Selv om både kemikere og økonomer rystede på hovedet, fik Soddy lov til at fortsætte som professor. Han var jo modtager af en Nobelpris, hvilket i offentlighedens øjne gjorde ham til en guru, en vismand og ekspert på næsten alle områder.

Fra fysik til telepati og racehygiejne

Lad mig nævne to nyere og markante eksempler på, hvordan forskere i det mindste indirekte kan bruge Nobelprisen til at fremføre kontroversielle synspunkter, der kun overfladisk har baggrund i deres prisbelønnede forskning.

I 1973 modtog englænderen Brian Josephson som blot 33-årig nobelprisen for sin forudsigelse af et vigtigt kvantemekanisk fænomen opkaldt efter ham. Året efter blev han udnævnt til professor ved Cambridge University, hvor han snart begyndte at arbejde med transcendental meditation og emner milevidt fra en fysikers traditionelle forskningsområder.

LÆS OGSÅ: Ingen gider læse Nobelpris-vinderes artikler

Josephson mente og mener stadig, at der findes intelligens i naturen, at paranormale fænomener som telepati er virkelige, og at kvantefysikken kan forklare åndelige egenskaber.

Den amerikanske fysiker William Shockley, en af den elektroniske tidsalders fædre, blev i 1956 belønnet med en Nobelpris for sit bidrag til opfindelsen af den supervigtige transistor.

Selv om Shockley fuldt ud indså transistorteknologiens betydning, mente han senere i sit liv, at hans forskning inden for intelligins, race og eugenik (raceforædling) var endnu vigtigere.

Han havde ingen som helst professionel baggrund inden for disse områder, og hans konklusioner blev da også modsagt af specialister, hvilket dog ikke påvirkede ham synderligt.

Nobelpristager eller ej, så blev hans påståede forskningsresultater stemplet som racistiske, og han selv på det nærmeste udstødt af det videnskabelige samfund. Der er trods alt grænser for, hvad en Nobelpris kan holde til.

Ære, anseelse og økonomisk gevinst

Med nobelprisen følger et diplom, en 18-karat guldmedalje og en pæn sum penge, der for en fuld pris nu er på otte millioner svenske kroner. Prismodtageren vil modtage hele beløbet eller, hvis prisen deles, halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel af det.

Da der ikke er nogle bindinger knyttet til pengene, er det altså et betydeligt beløb, også selv om det i mange lande (dog ikke i Danmark) er skattepligtigt.

På den anden side er det næsten småpenge i forhold til den amerikanske Breakthrough Prize, der første gang blev uddelt i 2012 og lokker med tre millioner dollars per pris (lidt over 20 millioner kroner).

Den har blandt sine donorer en række ustyrligt rige forretningsfolk som den kinesiske finansmogul Jack Ma og den amerikanske entrepenør og filantrop Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook.

Alligevel vil de fleste forskere hellere have en Nobelpris end en Breakthrough-pris. Kort fortalt, så er det æren og anseelsen, der tæller, og ikke penge eller karrieremuligheder. Dengang som nu gælder, at æren er det fejreste træ i skoven.

LÆS OGSÅ: Serendipitet: Sådan førte nervetråde fra strandkrabber til dansk Nobelpris

LÆS OGSÅ: Forskere får Nobelprisen for at gøre molekyler synlige

LÆS OGSÅ: »Nu kom den endelig«: Nobelprisen 2018 i medicin går til immunterapi