Forældre og lærere uenige om adfærdsvanskeligheder

En ny undersøgelse fra det norske Regionscenter for børn og unges psykiske sundhed, Vest. (RBUP Vest), viser at forældre og lærere sjældent er enige, når de skal udpege børn med adfærdsvanskeligheder.

Undersøgelsen er publiceret i ‘Journal of Child Psychology and Psychiatry’.

I et udvalg på omkring 7.000 børn i alderen 7-9 år, fra ‘Børn i Bergen’-undersøgelsen, identificerede forældre og lærere henholdsvis 107 (1,4 procent) og 100 (1,3 procent) børn, som kan passe ind under kriterierne for såkaldt ‘oppositionel adfærdsforstyrrelse’ (se boks til højre). Kun i 0,2 procent af tilfældene var lærerne og forældrene enige om, at et barn havde problemer.

Enkelt forklaret drejer oppositionel adfærdsforstyrrelse sig om overdrevent trodsige børn med en sådan type trods, som man gerne ser i treårsalderen, men som ikke går over.

Undersøgelsen viser, at sådanne adfærdsproblemer ikke er særligt udbredte i Norge, men når børn og unge henvises til hjælpesystemet, er adfærdsvanskeligheder årsagen i mange af tilfældene.

Opfatter adfærd forskelligt

Både observationer fra forældre og lærere bliver betragtet som vigtige i arbejdet med at identificere børn som kan have behov for ekstra hjælp. Hvorfor er der så store forskelle i opfattelsen hos børnenes nærmeste omsorgspersoner, og opfattelsen hos lærerne?

Førsteforfatter på undersøgelsen, børnepsykolog Linda Munkvold, fortæller, at børn kan udvise en anden adfærd hjemme end på skolen, og at forældre og lærere kan opfatte adfærd forskelligt.

»Børn som af forskellige grunde har det svært fagligt eller socialt, kan blive frustrerede og fungere dårligt i en skolesammenhæng, mens de fungerer godt hjemme, hvor de bliver mødt med andre krav,« påpeger barnepsykologen overfor forskning.no.

Munkvold tilføjer, at børn som eksempelvis er hyperaktive, ofte kæmper med denne form for adfærdsvanskelighed, og at deres problemer lettere kan ses i en organiseret skolesituation.

»Problemerne behøver ikke være lige så fremtrædende i hjemmet. Dermed vil det være mere sandsynlig at lærerne rapporterer.«

Præget af aggression

»Modsat, kan samspillet mellem forældre og børn være præget af megen gensidig aggression, mens børnene fungerer godt i relation til lærere og andre børn på skolen,« fortsætter Munkvold.

I sådanne tilfælde er det mest sandsynlig, at det er forældrene, som melder om adfærdsvanskeligheder.

Psykologen, som til daglig er tilknyttet Haukeland Universitetssygehus samt Universitetet i Bergen i Norge, kommer også med et andet eksempel, som kan illustrere hvorfor der næsten aldrig er korrelation mellem, hvem forældre og lærere mener har adfærdsvanskeligheder.

»En del små børn kæmper med forskellige grader af følelsesmæssige vanskelligheder, og kan virke irritable og oppositionelle. Hjemme kan det være lettere for forældrene at se, at det drejer sig om tristhed og angst, mens på skolen kan dette opfattes som et adfærdsproblem,« mener Munkvold.

Grund til opfølgning

En ting er, at manglende korrelation i rapporterne fra forældre og lærere vanskeliggør kortlægning af psykiske problemer hos børn.

Repræsenterer de forskellige opfattelser også et problem hvad angår behandling og muligheden for at opfange de børn, som har problemer?

»Selv om kun den ene part peger på et mulig tilfælde af oppositionel adfærdsforstyrrelse, vil der ofte ligge andre vanskeligheder hos barnet, eller i samspillet mellem voksne og barnet, som man bør se nærmere på, uden at det er givet, at barnet har et adfærdsproblem og en diagnose.«

»Jeg synes, det er vigtig at understrege netop dette; barnet behøver ikke have et adfærdsproblem, men der kan være grund til at give en form for opfølgning eller behandling, når enten forældrene eller skolen har peget på noget, de opfatter som problematisk.«

Oppositionel – og uden adfærdsproblemer

At sætte diagnoser på børn som ikke drejer sig om fysiske sygdomme, kan være vanskeligt. Løber man også en risiko for overdiagnosticering?

»Jeg tror ikke der er nogen fare for dette, hvad angår oppositionel adfærdsforstyrrelse. Samtidig kan børn blive opfattet som oppositionelle, uden at de har nogen former for adfærdsvanskeligheder,« understreger Munkvold.

Hun oplyser, at der kører en diskussion i de psykologiske fagmiljøer om, hvorvidt oppositionel adfærdsforstyrrelse bør karakteriseres som en selvstændig diagnose, eller om der er tale om et mere situationsbestemt fænomen.

Hvad mener Munkvold selv? Den undersøgelse hun har stået i spidsen for viser for eksempel, at lette adfærdsvanskeligheder netop i stor grad er afhængig af den situationen de forekommer i.

»Det er klart at dette kan være problematisk, i det øjeblik man sætter en diagnose på et barn, så siger man jo at det er barnet som har problemet. Men i nogle tilfælde, hvor mange af kriterierne for oppositionel adfærdsforstyrrelse er opfyldt, mener jeg vi kan tale om en diagnose. Men det vil altid være en glidende overgang,« siger Munkvold.

Stemmer med andre resultater

I Norge er der ganske få børn i alderen 7-9 år som har adfærdsvanskeligheder. De forekommer oftere blandt drenge end piger, viser det sig.

»Resultaterne fra undersøgelsen stemmer overens med en del andre resultater, hvor man har sammenlignet med Storbritannien, som har langt flere af disse adfærdsvanskeligheder. Vi ved egentlig ganske lidt om hvorfor man i Norge har så få adfærdsvanskeligheder blandt mindre skolebørn,« siger Munkvold.

Hun antyder, at mulige forklaringer kan ligge i, at man i Norge har mindre socioøkonomiske forskelle end i Storbritannien.

»Vi har en noget fladere samfundsstruktur, et højere uddannelsesniveau, og det er heller ikke tilladt med nogen form for fysisk afstraffelse af børn,« siger Munkvold.

I sit arbejde har hun oplevet, at det oftest er mest hensigtsmæssigt at sætte tiltag ind i det miljø, hvor vanskelighederne er opstået.

»Vi ser på hvilke faktorer i relationen mellem barn/lærere eller forældre/barn, som det er smart at gribe fat i, eller om der kan være helt konkrete situationer, man kan arbejde med for at løse forviklingerne.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov