Lækkert! Antikkens statuer duftede af parfume ifølge ny dansk forskning

Da oldtidens grækere og romere for 2-3.000 år siden spankulerede rundt i datidens templer, teatre og markedspladser eller besøgte hinanden i rige familiers villaer, paladser og haver, har de været omgivet af et skønt syn:

Mægtige marmorstatuer af guder, kejsere og mytiske figurer.

Men statuerne har ikke været kridhvide og stilrene, som vi oplever dem på museer i dag eller i det moderne Rom. Langt fra faktisk. Statuerne har været malet og iklædt tekstiler og smykker på en måde, der næsten forekommer kitsch.

Nu viser ny dansk forskning, at de i nogle tilfælde også har været stænket med parfume. Forskningen står Cecilie Brøns, seniorforsker ved Glyptoteket, bag:

»Det lyder mærkeligt for os i dag, at en skulptur også skulle dufte. Vores fokus på kunstværker er i dag jo næsten udelukkende visuelt, men sådan var det ikke i antikken,« fortæller hun til Videnskab.dk.

Rosendufte har været særligt populære til statuerne, skriver hun i studiet, der er udgivet i tidsskriftet Oxford Journal of Archaeology. Men statuerne har også været smurt ind i duftende olier eller voks baseret på alverdens blomster og krydderier.

Snuden i ‘duftsporet’

Cecilie Brøns har i over et årti forsket i, hvordan de antikke statuer har været udsmykket. Det var i den forbindelse, at hun fik færten af ‘duftsporet’:

En håndfuld forskere har tidligere beskrevet muligheden for, at antikke statuer kunne have en særlig duft, fortæller Cecilie Brøns. Men ifølge seniorforskeren er hendes nye studie det tydeligste bevis for denne ‘duft-hypotese’:

»Det er første gang, at det bliver undersøgt ordentligt, systematisk og fra flere vinkler,« siger hun.

Med snuden begravet i alt fra beretninger af antikke romerske forfattere som Cicero og Prudentius til inskriptioner i gamle græske templer opsporede hun beskrivelser af statuer, der blev smurt ind i duftende olier.

»Duft og parfumerede olier bliver ofte nævnt som en del af den ‘udsmykning’, som man i antikken især påførte de religiøse kultstatuer,« forklarer Cecilie Brøns.

En sensorisk vending

Troels Myrup Kristensen er lektor i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i antikke statuer. Han kender allerede til fænomenet med duftende statuer, før han bliver kontaktet af Videnskab.dk:

»Jeg er helt overbevist om, at det har været en udbredt skik, og det var jeg sådan set også, før jeg læste forskningen her,« siger lektoren, der har læst den videnskabelige artikel for Videnskab.dk.

»Det gode ved det nye studie her er, at det tager idéen seriøst og udfolder nye måder at angribe kilderne på,« påpeger han.

Er studiet det bedste bevis for den her duft-hypotese?

»Det kan man godt sige. Det er i al fald et vigtigt bidrag til at føre diskussionen videre,« siger Troels Myrup Kristensen.

De seneste år har forskere gennem avancerede analyser af alt fra olie- og fedtrester til arkæologiske planterester forsøgt at nærme sig antikken på en uset sensorisk måde: gennem dufte og aromaer.

Forskere kalder det for den ‘sensoriske vending’, fortæller Troels Myrup Kristensen:

»I 20-30 år har vi bevæget os væk fra en traditionel måde at se skulpturer som noget, der kun skulle opleves med øjnene, til at se dem som en mere flydende størrelse, der kan opleves og erfares på mange forskellige måder, heriblandt gennem alle sanserne,« siger AU-lektoren:

»Og det giver jo god mening, når vi ser på alle mulige andre religiøse ritualer, som vi kender blandt andet fra den katolske kirkes verden, hvor der også kan være smæk på farver og sanser.«

Antikke mannequiner

Ud fra hvad vi ved om de antikke statuer og skulpturer, er det også en skik, der giver god mening, fortæller Cecilie Brøns:

»En hvid marmorstatue skulle ikke opleves som en statue i sten. Det var meningen, at den skulle ligne en rigtig gud eller gudinde. De antikke grækere og romere opfattede de religiøse kultstatuer, som mere end blot afbildninger af guden,« siger hun og fortsætter:

»Det var derfor, man malede deres hud, hår og øjne; så de skulle se ud, som de var levende. Man gav dem ofte rigtige smykker og accessories på og iklædte dem rigtige tekstiler og blomsterkranse med det formål – måske som en slags antikke mannequiner.«

Hvorfor er det vigtig viden?

»Det er jo selvfølgelig væsentligt, da det fortæller os en masse om de antikke grækere og romeres forhold til disse statuer. Og så er det en unik og umiddelbar måde at komme i kontakt med fortiden på, når man får en idé om, hvad de har sanset,« siger Cecilie Brøns.