Folkedans ser ud til at mindske mistrivsel hos udsatte unge

Ny forskning fra Aalborg Universitet tyder på, at særligt tilpasset dansk folkedans kan fremme sundheden hos mennesker, som oplever mistrivsel.

Det kan man læse om i forskningsrapporten fra det nordjyske projekt ’Fod på gulv’.

Jeg har ikke selv været en del af projektet, men som hjerneforsker er jeg interesseret i samspillet mellem kropslig aktivitet og hjernens velbefindende.

Og som læge inden for genoptræning efter hjerneskader har jeg også en særlig interesse for nye metoder, som måske også kan hjælpe på fysiske og psykiske følger efter blodprop og blødning i hjernen.

I denne artikel ser jeg derfor nærmere på det nye projekt og folkedansens potentiale som middel mod mistrivsel.

Gode resultater fra udlandet

For nogle år siden ønskede nogle af Danmarks dygtigste musikere og folkedanseinstruktører at afklare, om dansk folkedans med levende musik kan øge den mentale og fysiske trivsel hos udsatte unge og voksne med psykiske lidelser.

For at undersøge dette nærmere allierede folkene bag projektet sig med forskere ved Aalborg Universitet, og fra 2022 til 2024 blev projektet 'Fod på gulv' gennemført.

Sammen inviterede de syv skoler og institutioner til at deltage i et unikt projekt, som forener kultur, sundhed og forskning.

195 personer dansede med i projektet, og forskerne fik mulighed for at indsamle data fra i alt 46 udsatte unge og 43 voksne med lettere psykisk sygdom.

Udenlandske undersøgelser har vist (se her og her), at danseterapi kan øge den fysiske aktivitet og reducere angst og depression hos børn og unge.

Andre undersøgelser har vist, at blandt andet kinesisk, tyrkisk og græsk folkedans kan forbedre trivsel og livskvalitet hos deltagerne.

Der er altså god grund til at tro, at vores egne traditionelle danse kan have en lignende effekt. Det er bare aldrig blevet undersøgt - før nu.

Polka, hopsa og kædedans

’Fod på gulv’ er en såkaldt pilotundersøgelse.

Det er et mindre forskningsprojekt, som udføres forud for en større satsning, hvis man vil demonstrere effekten af det, man undersøger.

Man kan sige, at pilotundersøgelser tillader forskerne at ’dyppe tæerne’ i ukendt farvand, når man har et helt nyt forskningsområde, man gerne vil kortlægge.

I projektet ’Fod på gulv’ havde folkemusikerne og forskerne udviklet et særligt folkedanseprogram, hvor deltagerne blev tilbudt seks dansegange á 90 minutter.

Her blev de undervist af erfarne danseinstruktører, som lærte dem at danse polka, hopsa og kædedanse, hvor deltagerne skulle skifte dansepartner mange gange i løbet af kort tid – alt sammen til levende musik.

Og så havde forskningsprojektet et særligt træk: Forskerne havde ingen kontrolgruppe.

Hvordan ved vi så, om det virker?

Når man skal undersøge effekten af en behandling – også kaldet en ’intervention’ – vil mange forskere foretrække et studie, hvor man har en interventionsgruppe, der modtager den behandling, man gerne vil undersøge, og en kontrolgruppe, der får en placebobehandling.

I medicinske forsøg er det nemt nok; man giver kontrolgruppen saltvand eller kalktabletter og sammenligner resultatet.

Hvis der er forskel i udfaldet mellem interventionsgruppen og kontrolgruppen, og alle andre forhold har været ens, kan vi tilskrive forskellen, at den ene gruppe fik forsøgsmedicin, og den anden gruppe fik snydemedicin.

Hvis der ikke er nogen forskel, er det som regel, fordi medicinen så ikke virker.

Men hvordan laver man en placebogruppe til folkedans?

Vi kan jo ikke bilde en række forsøgspersoner ind, at de har danset, uden at de har gjort det.

Skal kontrolgruppen så danse pardans? Nej...

I teorien ville man kunne lave en kontrolgruppe, som danser almindelig pardans eller går til styrketræning for at undersøge den isolerede effekt af fællesdansene eller musik til den fysiske udfoldelse.

Men selv her er der så mange andre forskelle, at forskerne vil have svært ved at pege på, hvad der gjorde udslaget i sidste ende.

I stedet laver man nogle gange et enkeltgruppestudie. I enkeltgruppestudiet har man ikke nogen kontrolgruppe, men hver enkelt deltager agerer sin egen kontrol før og efter interventionen.

For at gøre det er man dog nødt til at antage, at deltagerne ikke vil ændre sig spontant.

For eksempel kan man ikke lave et enkeltgruppestudie på akut hjerneskadede patienter.

De vil som regel opleve en spontan bedring inden for de første tre måneder – og så kan forskerne ikke sige, om det er interventionen, eller om det er den spontane bedring, der gør forskellen.

Kvalitet og kvantitet

Enkeltgruppestudier egner sig derimod godt til pilotstudier, hvor man undersøger tilstande, som man ikke kan regne med ændrer sig af sig selv over kort tid; for eksempel psykiske lidelser hos voksne eller mistrivsel hos unge.

Og for at være helt sikker på, at det var interventionen og ikke andre forhold, der gør forskellen, interviewede forskerne deltagerne før og efter danseforløbet.

Disse interviews blev brugt til at undersøge, hvordan den enkelte deltager oplevede dansen, og for at forstå de virkningsfulde mekanismer i danseaktiviteten.

Her fik deltagerne mulighed for at fortælle om deres oplevelse af interventionen, og om de mente, det var folkedansen eller tiden, der gik, der ændrede på deres trivselsniveau.

Dette er en kvalitativ forskningsmetode, som især er brugt i videnskaber som psykologi og antropologi.

I forskning vil man også gerne sætte tal på effekten – så undersøger vi nemlig både kvalitet og kvantitet, populært sagt.

Derfor blev deltagerne bedt om at udfylde kliniske spørgeskemaer om ensomhed, humør, angst og psykisk velbefindende, hvilket tillod forskerne at sammenligne tallene før og efter danseforløbet.

Fællesskab, mod, selvtillid - og mindre ensomhed

Og deltagerne i ’Fod på gulv’ var ikke i tvivl.

Undersøgelsen viste, at selvom deltagerne fandt dansen fysisk udfordrende, oplevede de en stærk følelse af fællesskab, mod til at rykke grænser, mindre ensomhedsfølelse og øget selvtillid.

Da forskerne sammenlignede de kliniske spørgeskemaer før og efter forløbet, kunne de også se, at deltagernes tal for psykisk velbefindende havde rykket sig signifikant.

Deltagerne fik det simpelthen målbart bedre og følte sig mindre ensomme af at deltage i dansen!

Hvad særligt er der ved folkedans?

I de udenlandske studier, jeg nævnte i begyndelsen, har man også undersøgt folkedans. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er den type dans, ’Fod på gulv’ undersøger.

Det, der adskiller folkedans fra eksempelvis latindans, standarddans og swing, er ifølge folkene bag projektet, at folkedans er noget, man gør som en gruppe og ikke bare to og to.

Dansen bliver et fællesskab i højere grad end en performance, og det gør en forskel for deltagerne i ’Fod på gulv’.

Et nyt image for folkedansen?

Der findes ingen officielle tal for antallet af folkedansere i Danmark, men siden folkedansen havde sine velmagtsdage i 1970’erne og 1980’erne har tilslutningen været dalende.

Ifølge Folkedans Danmark er kendskabet til folkedans blandt unge ikke stort, og de, der kender til det, forbinder det mest med gamle mennesker i træsko.

Men måske er det ved at ændre sig igen. For eksempel vokser foreningen Nordisk Dans, der laver åben folkedans for unge i landets store byer.

Foreningen startede i København i 2016, og siden har konceptet bredt sig til Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Roskilde og Svendborg.

Og måske skyldes succesen netop, at folkedans kan forbedre trivsel og fælleskabsfølelse i en verden, hvor det er ved at blive mangelvarer?

Udbredt mistrivsel kalder på nye løsninger

Nye opgørelser viser, at 15-20 procent af alle voksne danskere er udfordret af dårligt mentalt helbred.

For unge er tallet endnu højere, og over en tredjedel af kvinder mellem 16 og 24 år er plaget af angst, stress, depression og mistrivsel.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om mistrivsel blandt unge. Uanset om årsagen er forkert brug af sociale medier, klimakrisen, måske et ustabilt verdenspolitisk landskab eller tidligere indsættende pubertet, har vi som mennesker behov for tryghed, fællesskab og nærvær.

Vi bør som samfund derfor også sætte alle sejl til for at undersøge årsager og løsninger.

Og her kan ’Fod på gulv’ og folkedans potentielt have en betydning, ikke bare for unge som mistrives, men for mange andre grupper.

Mon mine patienter skal danse folkedans?

Som læge og hjerneforsker ved jeg, at hjernen og kroppen hænger uløseligt sammen.

Kropslig og psykisk trivsel følges ad, og øget kropsligt velbefindende giver også afkast på humøret.

Og det får mig til at tænke på, om resultaterne fra ’Fod på gulv’ kan bruges til at hjælpe andre mennesker end udsatte unge og voksne med psykisk sygdom.

Jeg forsker til daglig i nye metoder til genoptræning efter hjerneskade, særligt blødning og blodpropper i hjernen.

Mange patienter oplever træthed, mistrivsel og depression efter deres hjerneskade i tilgift til sproglige vanskeligheder og kraftnedsættelser i arme og ben.

Disse patienter har øget behov for fysisk aktivitet for at bedre deres genoptræning – men på grund af deres hjerneskade kan det være sværere at udføre fysisk aktivitet, og deres øgede træthed kan udfordre motivationen til at træne.

Måske kan resultaterne fra ’Fod på gulv’ bruges til også at skabe bedre motivation og trivsel hos mine patienter?

Man skal altid være varsom med at konkludere noget på baggrund af et enkelt pilotstudie.

Men resultaterne fra ’Fod på gulv’ er lovende, og jeg vil følge projektet med spænding, i håb om at folkedans viser sig at kunne bedre tilværelsen for alle mennesker i mistrivsel - uanset alder, baggrund og sygehistorie.