En tot af menneskehår fra Bronzealderen, fundet på den spanske ø Menorca, indikerer, at datidens mennesker indtog forskellige psykedeliske stoffer.
Det er første gang, forskere finder så direkte beviser, der både peger på, hvilke stoffer der blev brugt, og hvornår de formentlig blev indtaget.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Menneskehåret har gemt sig i et cirka 3.000 år gammelt gravsted på Menorca, og nu er håret analyseret.

Gennem analyserne har forskerne opdaget flere psykedeliske stoffer, der er udledt af planter, og som ikke har haft nogen smertelindrende egenskaber.
»Resultaterne indikerer, at adskillige planter, der indeholder stofferne alkaloider, blev indtaget af Bronzealderens folk, der boede på Menorca,« skriver studiets forfattere ifølge The Guardian.
De afslører i det nye studie, der er offentliggjort i Scientific Reports, at der er tale om stofferne Atropin og Scopolamin, der findes i natskyggefamilien (Solanaceae), samt stoffet Efedrin, som findes i visse arter af buske og fyrretræer.
De to førstnævnte, Atropin og Scopolamin, kan fremkalde hallucinationer, syndromet delirium og ændrede sanseoplevelser, mens Efedrin stimulerer det sympatiske nervesystem, der blandt andet øger ens vagtsomhed og fysiske aktivitet.
»Deres (red: Bronzealderens folk fra Menorca) håndtering og anvendelse af de potentielt giftige alkaloider peger på, at de må have haft meget specialiseret viden omkring brugen af planterne. Den slags viden var det typisk shamaner, der var i besiddelse af,« skriver studiets forskere ifølge The Guardian.
Forskerne antager, at Bronzealderens folk på Menorca formentlig har indtaget stofferne gennem planter i forbindelse med rituelle ceremonier, der blev udført af shamaner.
smb