I Bayern i Tyskland har arkæologer fundet et sværd, der stammer fra bronzealderen og er i så god behold, at det stadig skinner.
Det blev fundet i en grav, hvor en mand, en kvinde og et barn havde ligget sammen. Fundet er fascinerende, da der ikke er mange levn tilbage fra bronzealderen.
Det mest bemærkelsesværdige er, at sværdet er så velholdt. Sværdet er ottekantet, hvilket vidner om, at en dygtig smed må have stået bag, som den bayerske statsinstans for beskyttelse af monumenter skriver i en pressemeddelelse.
Dog ser det ikke ud til, at sværdet har været brugt i kamp. Det har ingen ridser eller skrammer, hvilket får arkæologerne til at tro, at sværdet blev lagt ned i graven som en ren symbolsk gestus. Men det betyder ikke, at sværdet ikke har været effektivt til at nedkæmpe fjender med.
Forskerne er bekendt med to områder, hvor disse ottekantede sværd blev fremstillet. Et i det sydlige Tyskland og et, som gik fra det nordlige Tyskland og ind i Danmark.
»Sværdet og graven skal stadig undersøges, så arkæologerne kan konkludere mere præcist,« siger Mathias Pfeil, der er leder af den bayerske statsinstans for beskyttelse af monumenter.
»Men det kan allerede siges: Tilstanden er exceptionel! Et fund som dette er meget sjælden,« siger han i pressemeddelelsen.
ldl

































