Tidligere i år bragte den britiske rejseforfatter Michael Booth, som er bosiddende i Danmark, Guardians læsere i oprør med en provokerende artikel, der påstod at kunne afkræfte myten om Skandinavien som det perfekte sted at bo.
Med særligt udgangspunkt i sin bog, 'The Almost Nearly Perfect People: The Truth About the Nordic Miracle', var hensigten, at Booths 'afsløringer' om forrådnelsen af de skandinaviske velfærdssamfund skulle 'rette op på uligevægten' i den nylige utopiske idealisering af de nordiske lande i de britiske medier.
Det er sandt, at de nordiske lande har haft enestående god presseomtale i Storbritannien.
Dette skyldes blandt andet en trend, der er opstået i begyndelsen af det 21. århundrede, med at vurdere nationers trivsel ud fra mere menneskelige faktorer end BNP. De nordiske lande ligger konsekvent i toppen.
Hvis Skandinavien er perfekt, hvor kommer de dystre skildringer så fra?
I Gallup World Poll 2005-2011 rangerede Danmark højest for lykke, efterfulgt af Finland og Norge. OECD's indeks for et bedre liv havde i 2012 Norge, Sverige og Danmark blandt top fem-landene og i 2014 havde Red Barnets State of the World's Mothers report, der vurderer mødre og børns trivsel verden over, fem nordiske lande i top seks.
Samtidig har livsstilsmagasinet Monocles livskvalitetsundersøgelse i 2014 for tredje gang i træk udnævnt København til at være den bedste by i hele verden at bo i.
LÆS OGSÅ: Københavns byrum skal inspirere storbyer i ulande
Men disse tal er begyndt at blive undergravet af mennesker i mange forskellige områder.
Hvis livet i Skandinavien er så perfekt, hvorfor er der så så mange dramaer og bøger, der skildrer de nordiske samfund som ukontrollerede med korrupte institutioner, alkoholikere, dysfunktionelle familier og mænd, der er voldelige over for kvinder? Disse dystre skildringer kan ikke springe ud af den rene blå, nordiske luft.
Utopisk samfundssyn får comeback
Mens 'Forbrydelsen' og 'Broen' er nye, er interessen for Skandinaviens elendige stater ikke. Opfattelsen af de nordiske lande i udlandet har vekslet mellem to ekstreme yderpunkter i næsten et helt århundrede.
I 1936 publicerede den amerikanske journalist Marquis Childs den internationale bestseller 'Sweden: The Middle Way'. Skrevet under 30'ernes depression, så Marquis Childs det svenske socialdemokratiske kompromis mellem liberal kapitalisme og statskommunisme som en pragmatisk løsning, der kunne garantere fuld beskæftigelse, social sikkerhed og ligestilling uden at sætte økonomisk udvikling og demokratiske institutioner på spil.
I 1970'erne ændrede billedet sig radikalt med den britiske journalist Roland Huntfords bog 'Fagre nye Sverige'. Ifølge Roland Huntford var svenskerne, domineret af de socialdemokratiske parti gennem 40 år, kommet tættere på at leve i Aldous Huxleys dystopiske 'fagre nye verden' end sovjeterne.
Selv Sveriges ellers yderst beundrede seksuelle liberalisme blev et udtryk for totalitær statskontrol i Huntfords øjne. Høje selvmordsrater og høje skatter var andre mindre gode trends, han søgte at fremhæve.
Som man søger, vil man finde
Det utopiske syn har efterfølgende haft et comeback, men måske er dette i mindre grad et billede på Skandinavien, end det er på resten af verden.
Global tilbagegang og økonomiske stramninger har præget Europa de seneste år, og mange mennesker begynder at se sig om efter bedre modeller. Når man frygter korrosion, er det naturligt at søge trøst andetsteds, selv hvis det sted kun eksisterer i fantasien (som ethvert ægte utopia) eller i undersøgelser, der udelader enhver form for kulturel kontekst.
Som forsvar for sin dystopiske modhistorie over for de tusindvis af kritiske kommentarer på The Guardian, forklarede Booth, at hans portrættering af chauvinistiske danskere på antidepressiver, sløve nordmænd, høje på olievelstand, og bevæbnede, fordrukne finner hovedsageligt er baseret på, hvad de skandinaviske eksperter selv rapporterer.
Når det er sagt, kunne man igen argumentere for, at han omhyggeligt har udvalgt data, der beviser en forudbestemt fortælling.
Skandinavere er tilfredse - men ikke utopister
Booths bog påviser dog en vigtig pointe, når det kommer til opfattelser af de nordiske lande:
Skandinavere er overvejende tilfredse med deres liv, men de er ikke utopister. De er heller ikke blændet af deres succes.
Det er muligt, at de ikke oplever samfundsproblemer i samme skala, som mennesker i andre lande, men de diskuterer stadig voldsomt, hvilke problemer de har. Dette inkluderer formålet med velfærdsstaten i det 21. århundrede, og hvor stor den bør være.
Skandinavien kæmper også med sociale forskelle
De nordiske lande er sande steder – ikke utopier – og som mange andre lande, kæmper de med at overkomme sociale forskelle, som de tilpasser sig forandrende globale realiteter.
Økonomiske stramninger måles, og velfærdsreformer er blevet implementeret på tværs af nationer, og det lader ikke til, at nogen af de rettigheder, som tidligere var garanteret af velfærdsstaten, er taget af bordet, når det kommer til nedskæringer.
En stigning i forekomsten af mentale lidelser er muligvis den første konsekvens af udvidelsen af socioøkonomiske forskelle i de nordiske lande – netop den form for problemer, som viser sig at være så fascinerende for fans af de dystre nordiske krimihistorier i udlandet.
Jakob Stougaard-Nielsen arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
