I det femte århundrede f.v.t. begyndte dramatikeren Sofokles at skrive 'Tyrannen Ødipus', hvis hovedperson kæmper med at finde årsagen til en grusom pest, der hærger hans hjemby, Theben.
Spoiler Alert: Det er hans eget, dårlige lederskab.
I min egen rolle som én, der forsker i tidlig græsk poesi bruger jeg meget tid på at tænke over, hvorfor stykkerne havde en så stor betydning for livet i oldtiden.
Et svar er, at den episke eller tragiske form hjalp historiefortællerne og publikum til at forstå og give mening til menneskelig lidelse.
Fra det perspektiv blev pestudbrud til et symbol på et endnu mere væsentligt tema i oldgræske myter: en leders intelligens.
En leder må forstå fortiden, nutiden og planlægge fremtiden
I begyndelsen af Homers Illiaden, for eksempel, bliver profeten Calchas - der kender til oprindelsen bag en ni-dages pest – hyldet som én, der »kender til det eksisterende, til dét, der vil komme og dét, der tidligere er sket.«
Det ordvalg kommer forud for en hovedkritik af Homers kendte Kong Agamemnon.
Han kender ikke til »dét, som var og dét, som kommer.«
De episke værker minder deres publikum om, at ledere må være i stand til at forberede sig på fremtiden ved at kende til, hvad der er sket i fortiden.
De må kende til sammenhængen mellem årsag og virkning. Hvad forårsagede pesten? Kunne den have været undgået?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Mennesker er selv ansvarlige for lidelse
Myter og sagn hjælper publikum til at forstå årsagen bag ting.
Teoretikere indenfor narrativ-psykologi såsom Mark Turner og specialister indenfor hukommelse såsom Charles Fernyhough understreger, at vi mennesker lærer, hvordan vi skal opføre os igennem historier og årsag- og virknings-koncepter i barndommen.
Den lineære sekvens bestående af 'før, nu og efter' i de græske myter kommunikerer forholdet mellem begivenheder, og hvordan vi mennesker forstår vores egen rolle i dem.
Pesthistorier foregår i omgivelser, hvor skæbnen presser menneskelige samfund helt til grænsen.
Menneskets ledere er næsten altid væsentlige for årsagssammenhængen, som Zeus observerer i Homers ’Odyssé’, når han siger:
»Menneskene anklager altid guderne for at forårsage dem deres lidelser / men de føler større lidelse, end deres skæbner havde tilegnet dem, på grund af deres hensynsløse opførsel.«
\ Læs mere
Dumdristighed medfører samfunds ødelæggelse
De problemer, menneskene skaber for dem selv, er langt mere end bare pestudbrud.
Poeten Hesiod skriver, at chef-guden Zeus viste sin misbilligelse ved menneskene valg af ledere ved at påføre dem militære nederlag og pandemier.
Konsekvenserne ved menneskenes fejltagelser gentages gang på gang i oldgrækernes kritik af deres ledere, med eller uden pestudbrud.
I Illiaden, for eksempel, beskrives ledere, som »ødelægger deres folk gennem dumdristighed.«
I Odysseen står det som, at »dårlige hyrder ødelægger deres hjord.«
Forsøgte at finde en rationel forklaring
Pest var almindeligt i den gamle verden, men det var ikke hver gang, at lederne fik skylden for udbruddene.
Som tilfældet var med naturkatastroferne, var det oftest guderne , der blev beskyldt.
Men historikere såsom Polybius, der levede i det andet århundrede f.v.t. og Livy i det første århundrede f.v.t. genkalder, hvordan epidemier ofte ramte hære og folk i sumpområder eller byer med dårlig kloakering.
Filosoffer og læger forsøgte også at finde en rationel forklaring på problemerne – her fik klimaet eller forurening skylden.
Athen var ikke forberedt på pesten
Da historikeren Thukydid beretter, hvordan en pest angiveligt med oprindelse i Etiopien ramte Athen i 430 f.v.t., beskriver han i grufulde detaljer, hvordan patienterne lider under høj feber, stakåndethed og et væld af sygelig afføring og opkast.
Dem, der overlevede sygdommen, havde lidt under så voldsomme febervildelser, at de ofte efterfølgende intet huskede fra deres sygdomsforløb.
Athen som stat var ikke forberedt på at møde den enorme udfordring, den pludseligt stod overfor, da pesten skyllede indover bystaten.
Thukydid beskriver håbløsheden i ethvert forsøg på at inddæmme smitten.
Både ofringer til guder og lægernes hårde arbejde – som der døde dusinvis af – var nytteløst.
Dårligt bystyre skyld i katastrofen
Sygdommen medførte enorme ødelæggelser, fordi athenerne var stimlet sammen indenfor bymurene i en tålmodighedskamp med den spartanske hær under de peloponnesiske krige.
På trods af pestens rædselsfulde natur, insisterer Thukydid på, at det værste ved sygdommen var den fortvivlelse og frygt, den spredte om sig og »rædslen ved mennesker, der dør som får.«
Syge døde af at blive forsømt, af manglen på ly og sygdom, der spredte sig fra dårlige begravelser i en uforberedt og overfyldt by, der også måtte kæmpe med medfølgende røveri og lovløshed.
Athen, der havde forskanset sig mod sine fjender, blev sin egen ruin.
Athens ledere og folket knuste sig selv
Én ting, som de mange vidnesbyrd fra pestudbruddene ikke får med, at navnene på alle de, der ikke overlevede dem.
Homer, Sofokles og Thukydid fortæller os, at masserne døde.
Men pest i oldgamle narrativer er som regel kun at finde i begyndelsen og ikke i enden af historierne.
Pest stoppede ikke den Trojanske Krig, forhindrede Ødipus' sønner i at starte en borgerkrig eller gav athenerne nok grund til at slå fred med spartanerne.
Mange år efter, at pesten hærgede byen, skændtes athenerne stadig indbyrdes, havde et giftigt, politisk miljø og selviske ledere.
Populistisk politik fik sat gang i den katastrofale Sicilianske Ekspedition i 415 f.v.t., hvilket forårsagede flere tusinder atheneres død.
Men bystaten Athen overlevede.
Det var først et årti senere, at bystyret for alvor væltede.
Athenerne var endnu engang delt i forskellige grupperinger.
Det første til, at de retsforfulgte deres egne generaler efter en sejr til søs i 406 f.v.t. ved Arginusae.
I 404 f.vt., efter en belejring, besejrede Sparta endegyldigt athenerne.
Men, som vi har lært af græske myter, var det – igen – i virkeligheden Athens ledere og folket, der knuste sig selv.
\ Læs mere
Joel Christensen hverken arbejder for eller modtager støtte fra nogen virksomhed eller organisation, der har interesse i publiceringen af denne artikel. Artiklen er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Thea Kjærulff Torp. De græske pasager er oversat fra græsk til engelsk af Joel Christensen .
