I 1932 videregav musikologen Wilfrid Perret til et publikum ved Royal Musical Association i London en unavngiven professors anskuelser om græsk oldtidsmusik:
»Ingen har nogensinde kunnet finde hoved eller hale i antikkens græske musik, og det vil vi heller aldrig være i stand til. Det vil drive os til vanvid, hvis vi forsøger.«
Og det er sandt: Oldtidens græske musik har længe været et stort mysterie.
Alligevel var musik allestedsnærværende i Grækenland i oldtiden: Størstedelen af poesien skrevet omkring 750 til 350 f.v.t. – som sange skrevet af Homer, Sappho og andre – blev komponeret og opført som sangmusik, i visse tilfælde akkompagneret af dans.
\ Læs mere
Kompliceret og fremmedartet
Litterære tekster leverer talrige og meget specifikke detaljer, der beskriver de benyttede noder, skalaer og instrumenter.
Lyren var et ofte benyttet instrument såvel som de populære diaulos – en slags dobbeltfløjte spillet af en enkelt musiker, der lyder som to kraftfulde oboer.
På trods af et væld af information har det været ufattelig svært at få en fornemmelse for den græske oldtidsmusiks lyd og stemning.
Det er, fordi toneart, tonefølge, diesis og så videre var så kompliceret og fremmedartet.
Selv om der er eksempler på notation, som pålideligt kan fortolkes, er de meget sjældne og fragmentariske.
Hvad vi har været i stand til at rekonstruere i praksis, lød ret mærkværdigt og mildest talt uappellerende, og derfor afskrev mange græsk oldtidsmusik som en tabt kunstform.
Men det har nylig udvikling heldigvis lavet om på!
Ny tilgang – ny indsigt
Jeg arbejder på et projekt, der siden 2013 har gransket græsk oldtidsmusik, og som har leveret en ufattelig indsigt i, hvordan musikken i oldtidens Grækenland blev skabt.
Min forskning har endda ført til en opførelse – og forhåbentligt vil vi se yderligere rekonstruktioner i fremtiden.
Situationen ændrede sig i en hel del, da forskere tilknyttet European Music Archaeology Project og eksperter som blandt andet Robin Howell for et par år siden rekonstruerede nogle meget velbevarede diaulos-fløjter.
Når diaulos-fløjterne bliver spillet af talentfulde fløjtespillere som Barnaby Brown og Callum Armstrong, leverer de en nøjagtig gengivelse af oldtidsmusikkens tonehøjde såvel som instrumenternes egen tonehøjde, klangfarve og tuning.
Rytme spiller en central rolle, og den græske oldtidsmusiks rytme kan udledes af poesiens versemål. Versemålene var udelukkedne baseret på længden af stavelserne i ordene og danner mønstre med lange og korte elementer.
Selv om oldtidens sange ikke har tempoangivelser, er det ofte tydeligt, om et versemål skal synges hurtigt eller langsomt (før opfindelsen af mekaniske kronometre, var tempo ikke fastlagt, så det varierede utvivlsomt fra den ene musiker til den næste).
Et passende tempo er dog afgørende, hvis musikken skal lyde 'rigtigt'.
Hvad med sangene – melodi og harmoni? Det er, hvad de fleste mener, når de hævder, at græsk oldtidsmusik er gået tabt.
Tusindvis af ord om teorien bag melodi og harmoni er overlevet takket været oldtidsforfattere som Platon, Aristoteles, Aristoxenus, Ptolemy og Aristides Quintilianus samt enkelte fragmenterede partiturer i oldtidens musikalske nodesystem, der først kom for dagens lys i Firenze i slutningen af det 16. århundrede.
Det var dog evidens, som ikke gav en rigtig fornemmelse for de melodiske og harmoniske rigdomme, som vi hører om i litterære kilder.
Fremmedartet melodisk sensibilitet
Flere dokumenter med oldtidens tegn- og symbolsystem til nedskrivning af musik på papyrus eller graveret i sten er med jævne mellemrum dukket op siden 1581, så der nu eksisterer cirka 60 fragmenter.
De er omhyggeligt blevet samlet, omskrevet og fortolket af forskere som Martin West og Egert Pöhlmann, og de leverer muligheden for at forstå, hvordan musikken lød.
Det tidligste betragtelige musikalske dokument, fundet i 1892, er et kor fra den athenske tragediedigter Euripides’ krigstragedie ‘Orestes’ fra 408 før vor tidsregning.
Byggestenen i det græske skalasystem var tetrakordet – et skalaudsnit på fire toner med en ren kvart mellem de to yderste. Fortolkningen af musikstykket har længe voldt problemer – hovedsagelig som følge af brugen af kvarttone-intervaller, som lader til at indikere en fremmedartet melodisk sensibilitet.
Vestlig musik bruger heltoner og halvtoner. Kortere afstande lyder i vores ører, som om noden bliver spillet eller sunget falsk.
\ Læs mere
'Ord-malerier'
Min analyse af Orestes-fragmentet, publiceret tidligere på året, førte til en påfaldende indsigt.
Jeg demonstrerer, at elementer tydeligvis indikerer 'ord-maleri' – efterligningen af ordenes mening gennem formen på den melodiske linje: Ordet 'beklagelse' ledsages af en faldende kadence, og et stort opadgående intervalspring ledsager ordet 'springer op'.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Desuden viser jeg, at hvis kvart-tonerne fungerede som 'forbipasserende noter', var sammensætningen faktisk tonal (fokuseret på den tonehøjde, som melodien regelmæssigt vender tilbage).
Det kommer egentlig ikke som en overraskelse, da denne tonalitet eksisterer i alle dokumenter af oldtidens musik fra de senere århundreder, heriblandt lovsange fra Delfi graveret i sten.
Udfra disse antagelser rekonstruerede jeg musikken fra Orestes for kort akkompagneret af diaulos-fløjter i et hurtigt tempo (versemålet og ordene indikerer tempo).
Europæisk musiktraditions ophav
Orestes-koret blev opført i juli 2017 af kor og diaulos-fløjtespillere på Ashmolean Museum, Oxford.
De kommende år vil jeg forsøge at realisere andre oldtidspartiturer – mange af dem er ekstremt fragmenterede. Jeg ønsker at opføre et oldtidsdrama med historisk kvalificeret musik i et oldtidsteater som Euripides’.
I mellemtiden kan jeg drage en spændende konklusion: Det siges ofte, at den vestlige klassiske musiktradition begyndte med den gregorianske sang i det 9. århunderede efter vores tidsregning.
Men rekonstruktionen og opførelsen af græsk musik demonstrerer, at vi bør anerkende græsk oldtidsmusik som den europæiske musiktraditions ophav.
Armand D'Angour har modtaget støtte fra British Academy, University of Oxford og fra Jesus College, Oxford. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
