Denne bøn kan bringe dig tættere på det guddommelige

Hvis du går og spekulerer på, hvordan du kan komme tættere på Gud, så er der hjælp at hente i de århundreder gamle såkaldte ’bønnebøger’.

Bøgerne er brugsanvisninger i, hvordan man skal bede til Vorherre, hvis man vil opleve, han er til. Det fortæller Laura Katrine Skinnebach, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling har undersøgt ritualerne i samtlige 35 danske bønnebøger fra senmiddelalderen.

Når man i middelalderen udførte bønnerne, var det ud fra en forestilling om, at man kunne opleve guddommeligt nærvær, ja indimellem ligefrem at himmel og jord smeltede sammen. Det er et ret vildt fænomen at opleve. Laura Katrine Skinnebach har derfor analyseret bøgerne for at finde ud af, hvordan bønnerne kan påvirke mennesker så voldsomt.

»Min undersøgelse har taget udgangspunkt i, at sanserne spiller en stor rolle i bønnebøgerne. Bønnerne lægger op til, at man bruger sanserne aktivt, så de bidrager til det religiøse mål: At få en kontakt med Gud,« siger Laura Katrine Skinnebach, der har modtaget ph.d.-graden fra Institut for lingvistiske, litterære og estetiske studier på Bergen Universitet.

Smertefuld bøn tog et år

Laura Katrine Skinnebach fortæller, at hun ikke har afprøvet så mange af bønnebøgernes anbefalinger til, hvordan man bliver from – altså udviser religiøs inderlighed.

Dels er hun ikke religiøs, og det er en forudsætning for, at bønnerne vil virke. Dels er de gamle ritualer tit både syrede, smertefulde og omstændige.

En af bønnerne stammer fra en bønnebog fra starten af 1500-tallet. Den tager et år at udføre. Hvis du har mod på det, kan du jo selv prøve:

1. Bønnen begynder på årsdagen for, at Jomfru Maria – ifølge Biblen – fik at vide, hun var med barn og skulle føde Guds søn. Du starter med at bede 60 ave maria mens du tænker på den glæde Maria følte, da hun modtog bebudelsen.
   
2. På samme dag binder du en knude på et stykke snor, lægger dig på knæ og siger bønnen 'Ave Maria'. Det er nemt nok.
   
3. Men for hver dag skal du slå en ekstra knude og blive på dine knæ, indtil du har sagt et ’Ave Maria’ for hver knude på snoren. Det kan tage omkring halvanden time sidst på året. Det gør nas at sidde så længe på sine knæ, og man bliver sikkert også temmelig tør i svælget.
   
4. Efter et år skal du finde et maleri, der viser Ærkeenglen Gabriel, som siger til jomfru Maria, at hun skal føde Jesusbarnet.
   
5. Så skal du måle afstanden mellem Gabriels og Marias munde og lave et vokslys, der har præcis den længde.
   
6. Lyset tænder du, hvorefter du lægger dig på knæ og sige Ave Maria’er, indtil det er brændt ned. Det skal du gøre i ni dage i træk.
   
7. Til sidst skal du sige: ’Oh Jomfru Maria, jeg ofrer dig disse utallige ave Maria til lov, hæder og ære, og dette lys til lov, hæder og ære, for den store glæde du fik i dit hjerte, da englen Gabriel bebudede dig gennem sin mund at føde Guds søn, så Han blev menneske i dit legemlige legeme’.

Ritualerne tiltaler mange sanser

Middelalder-bønnerne stammer fra dengang, Danmark var et katolsk, kristent land. Så hvis man er dansk standard-protestant, kan de virke mærkelige i dag. Men bønnerne fungerede for de meget religiøse mennesker, der levede for 600 år siden.

Laura Katrine Skinnebach fundet et svar på, hvorfor bønnerne havde sådan en stærk indvirkning, ved at analysere, hvordan ritualerne tiltaler menneskets forskellige sanser.

Det viser sig, at bønne-ritualerne er sammensat på en sofistikeret måde, som sætter sving i føle-, smags-, lugte- syns - og høresansen, samt den kristne tankeverden, og kombinerer det hele på uventede måder.

»Ritualet med lyset blander symboler fra den religiøse tankeverden med kropslige oplevelser. Tilsammen bidrager det til, at man holder sit fokus på en begivenhed i Bibelen: at ærkeenglen bebuder Maria, at hun er med barn.«

»Ave Maria’erne og maleriet henviser specifikt til passagen i Bibelen. Og lyset symboliserer Gabriels ord til Maria. Via bønnen trænger man længere ind i det religiøse mysterium.«

»Det hele skal samtidig gøres knælende – måske endda på et koldt kirkegulv – og det er fysisk anstrengende. Man bruger følesansen, når man tæller knuderne på snoren. Og ved at gentage bønnerne bruger man høresansen, men faktisk også smagssansen. I middelalderen mente man nemlig, at man brugte smagssansen, når man talte – man smagte på ordene,« siger Laura Katrine Skinnebach.

Krop og sjæl samarbejder om Gud-oplevelse

De religiøse, symbolske sammenhænge, underkastelsen og smerten ved at lægge sig på knæ skaber en slags sanse- og tanke-overload, og måske er det det, der resulterer i en oplevelse af, at man er i nærheden af det guddommelige.

»Normalt ville man sige, at det er menneskets sjæl, der har kontakt til det guddommelige. Men her har du også en omfattende brug af kroppen og sanseapparatet. Når folk i senmiddelalderen udførte bønnerne, var kroppen et billede på deres fromme indre, og den skulle derfor deltage.«

»Det er sindet, der har bestemt, at kroppen skal udføre nogle særlige handlinger, men når handlingerne bliver udført, påvirker de sjælen. Så krop og sjæl hjælper hinanden med at løfte personen op til det guddommelige,« fortæller Laura Katrine Skinnebach.

Kan man træne sig til at se en musik-tone?

Utraditionelle kombinationer af sanserne har også vakt interesse blandt forskere i neurovidenskab og neuropsykologi – altså, hjerneforskere De forsøger at finde ud af, hvad der foregår i kroppen og hjernen, når man oplever det samme fænomen med flere sanser på samme tid – såkaldt ’synæstesi’ eller sam-sans.

Nogle mennesker har evnen til både at høre og se en musiktone. Så ser de tonen som en farve. Nogle kan opleve bogstaver og tal som farver. Den slags mennesker kalder man for synæstetikere. Forskerne diskuterer, om synæstetiskernes evner er medfødte, eller om de har tillært sig den specielle tilgang til verden, efter de blev født.

• Neuropsykologer opfatter synæstesi som en særlig medfødt tilstand.
  
• Antropologer opfatter det som et kulturelt fænomen, man kan lære.

Laura Katrine Skinnebachs forskning kunne tyde på, at antropologerne har ret i, at man kan lære sig selv evnen, at få sanserne til at smelte sammen. Den religiøse middelalderlitteratur er fuld af beskrivelser af, hvordan man får sanserne til at smelte sammen under bøn.

Skal kunststykket lykkes, kræver det, at man træner sig i disciplinen – hvilket man gjorde, når man fulgte instruktionerne i middelalderens bønnebøger.

»Man forsøgte blandt andet at skabe ’sansespring’, altså at forstå det samme budskab gennem forskellige sanser. For eksempel kan du sige en bøn, samtidig med, at du har den nedskrevet på et lille stykke papir, du har syet ind i dit tøj, og som du mærker, når det rør kroppen.«

»På den måde sørgede middelalderens mennesker for, at teksten både blev opfattet af høresansen og følesansen. Fromheden blev på den måde noget der omfattede alle sanserne.,« fortæller Laura Katrine Skinnebach.

Neuropsykolog: Tvivler på, det var synæstesi

Thomas Alrik Sørensen er psykolog og adjunkt ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, hvor han forsker i synæstesi. Han er mistroisk i forhold til, om man faktisk kan bevise, at middelaldermenneskerne havde synæstetiske oplevelser. Det er ikke sikkert, at middeladeres mennesker oplevede synæstesi i neuropsykologisk forstand.

»Umiddelbart ved jeg ikke, hvor meget fænomenerne reelt set lægger sig op ad synæstesi. Bare fordi man taler om at smage på ordene, betyder det jo ikke nødvendigvis, at det rent faktisk stimulere smagssansen – og vi har svært ved at finde ud af det, for det er vanskeligt at måle på personer fra middelalderen. Jeg kan jo også ’smage på ordene’, men her referer det jo blot til en æstetisk vurdering af ordene,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Han vurderer, at fænomenerne muligvis kan forklares ved hjælp af socialpsykologiske teorier. De siger, at vår vi investerer rigtigt meget tid og energi i noget, så kommer det til sidst til at give mening for os.

»Socialpsykologerne Festinger og Carlsmith viste i 1959, at folk kan bindes mere og mere op på en opgave. Så fremfor at føle sig snydt, fordi de bruger en masse tid på noget meningsløst, opfinder de forklaringer på, hvorfor opgaven faktisk eksempelvis var en lærerig opgave for dem,« siger Thomas Alrik Sørensen.

Sydeuropæere følger anvisninger i dag

Uanset hvordan man forsøger at forklare det mystiske fænomen, er der ingen tvivl om, at middelalderens fromme mennesker rent faktisk oplevede et eller andet. Og vil man forvisse sig om, at det stadig er muligt for mennesker, at have lignende oplevelser, kan man rejse til de sydeuropæiske katolske lande.

Dér findes der stadig i dag religiøse traditioner, som ligner dem fra bønnebøgerne. De traditioner beviser, hvor stærkt bønne-ritualer kan påvirke mennesker. Laura Katrine Skinnebach fortæller, at hun på en rejse til Rom selv fik syn for sagen.

»I Rom er der en trappe – Scala Sancta – der er den trappe, Jesus angiveligt vandrede opad, da han skulle dømmes af Pontius Pilatus. Det er en fromhedspraksis knyttet til trappen, som foreskriver at man skal kravle på sine knæ op ad de 28 marmortrin og for hvert trin sige en bøn.«

»Jeg mødte en mandlig katolik, som valgte at prioritere sine bønner, da han gik op. På det nederste trin sagde han den mindst vigtige bøn og på det øverste, den vigtigste. Det betød, at han blev tvunget til at hierarkisere og prioritere sine ønsker for sig selv og andre undervejs,« siger Laura Katrine Skinnebach.

Turen på knæ op ad Scala Sancta viste sig at være ekstremt virkningsfuldt. På forhånd troede manden ikke, at det ville være noget særligt. Men undervejs havde han oplevelsen af at blive bevidst om sine prioriteter her i verden.

»Kombinationen af fysisk og psykisk udmattelse gav mening. Det gør ondt og er meget hårdt at gå op ad trapperne på knæ, og samtidig er det psykisk hårdt at vurdere, hvad der er vigtigst for dig selv og andre. Manden fik styr på nogle prioriteter i livet,« fortæller Laura Katrine Skinnebach.

Middelalderritualer ligner meditation

De katolske og middelalderlige ritualer viser, at vi mennesker kan få særlige oplevelser og erfaringer, hvis vi evner at få kroppens sansninger og vores tanker til at fungere sammen på særlige måder.

I dagens Danmark har vi derimod tendens til at forestille os, at der er tale om to forskellige ting, der ikke har noget med hinanden at gøre. Dog er der tegn på, at den opfattelse er ved at ændre sig.

I hver fald har det de sidste 20 år været på mode at opsøge meditationskurser, der forsøger at integrere krop og tanke. De ligner senmiddelalderens bønne-ritualer – bare uden det religiøse indhold.

Jeg har fået udryddet mine fordomme om bønnebøgerne – at de lagde op til skyld, skam og selvtugtelse. Jeg fandt ud af, at de i stedet handler om lys, håb, glæde og forventning. Det fortæller os, at senmiddelalderen var en meget mere nuanceret og farvestålende tid, end man skulle tro.

Laura Katrine Skinnebach.

»Når du udfører middelalder-bønnerne, sker der en dannelse af sanserne. Du vænner kroppen til at indtage nogle fysiske positurer, som understøtter den religiøse tanke: Du knæler eller lægger dig fladt på maven. Du står med armene ud til siden som et kors. Og du siger ting eller lytter til ting, der er religiøst vigtige.«

»Du bliver ved med at gentage kropslige handlinger, til de bliver integreret i dig selv, så de bliver en del af din fysik og natur. Der er et overlap til yoga og forskellige meditationspraksisser, der har vundet indpas de seneste år. Begge dele handler om, hvordan man får krop og sjæl til at fungere i fællesskab,« siger Laura Katrine Skinnebach.

Du skal tro, før det virker

Det lader altså til, at vi også i dag kan få noget meningsfuldt ud af at udføre ritualer, der kombinerer tanker og sansninger.

Men kaster du dig over middelalder-bønnerne, skal du være stærk i troen, hvis det skal fungere. Det gør bønnebøgerne på det bestemteste opmærksom på, for tror du ikke på Gud, er det selvfølgelig svært at nærme sig ham.

»Jeg vil bestemt tro, at bønnerne også kan virke i dag, men det kommer an på, hvem man er. For troende katolikker vil det ikke virke helt fremmed. Selv har jeg kun prøvet få af tingene i bønnebøgerne, og da jeg ikke er troende, virkede de ikke. Det er meningen, at bøgernes praksisser skal gøres af et kristent hjerte – ellers er der ingen effekt,« siger Laura Katrine Skinnebach.