De arabiske revolter - kontinuitet og forandring i samfund og videnskab

Godt ti år før de arabiske revolters udbrud noterede Fred Halliday (2002), at »der findes to forudsigelige og næsten altid forkerte reaktioner på enhver stor international begivenhed: Den ene hævder, at alt er forandret; den anden at intet er forandret«.

Bemærkningen angik reaktionerne på 9/11. Den er dog også relevant i forhold til debatten om implikationerne af de store omvæltninger, som den arabiske verden har oplevet, siden den berømte tunesiske grøntsagssælger Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i december 2010.

Nogle mener således, at vi siden har været vidne til et helt nyt Mellemøsten. Det skulle være så forandret, at den måde, vi tidligere har betragtet og studeret mellemøstlig politik på, ikke længere kan bruges.

Heroverfor står der dem, som anfører, at når støvet først har lagt sig, vil vi finde et ganske velkendt Mellemøsten præget af de samme dynamikker som tidligere. Derfor er der heller ikke noget større behov for at revidere den måde, vi studerer mellemøstlig politik på.

Fremfor at vælge lejr kan det her være nyttigt at erindre sig Hallidays pointe om, at begge disse positioner næsten altid er forkerte. Ofte findes der nemlig både elementer af kontinuitet og forandring.

Hvis man retter blikket mod nogle af de seneste årtiers diskussioner vedrørende den politiske udvikling i og mellem de mellemøstlige stater, vil man opdage, at dette også er tilfældet for de seneste omvæltninger.

I stedet for at afskrive tidligere teoretiske debatter og analytiske redskaber som forældede, synes der snarere at være behov for en ’opgradering’ og her kan det være nyttigt at genopdage nogle af de klassiske debatter vedrørende politik i Mellemøsten og i almindelighed.

Forgæves søgning efter demokrati

På den indenrigspolitiske scene har én af de seneste årtiers centrale diskussioner i mellemøstforskningen handlet om udsigten til demokratisk forandring i Mellemøsten. Især i de demo-crazy 1990’ere var debatten præget af håbefulde democracy-spotters, der var optaget af at spotte tegn på, at den tredje demokratiseringsbølge også ville ramme Mellemøsten.

Selvom der blev holdt en række valg og talt meget om reformer, stod det ved årtusindeskiftet klart, at regionen ikke befandt sig i en demokratisk transition. Situationen kunne snarere beskrives som en transition to nowhere. De såkaldte ’liberaliserende autokratier’ havde nemlig blot ’forandret for at bevare’.

Som en reaktion herpå opstod den såkaldte postdemokratiseringsstrømning, der ønskede at flytte fokus fra en normativ søgning efter ’hvad man mente, der burde være’ – demokrati - til en mere nøgtern interesse for ’hvad der faktisk var’, nemlig autokratier.

I tiåret op til de arabiske revolter afspejlede dette sig i en interesse for at forstå the success of authoritarianism.

Fra ’transition to nowhere’ til ’transition to somewhere’

Med de arabiske revolters udbrud og først Ben Ali og siden Mubarak, Gadaffi og Salehs fald står det klart, at de arabiske autokratier var mindre stabile, end mange troede.

Postdemokratiseringsstrømningen er på den baggrund blevet kritiseret for at have været for snævert fokuseret på stabilitet og for at overse, hvad der foregik hinsides regimeniveauet.

Samtidig er optimistiske erklæringer om, at regionen nu befinder sig i en demokratisk transition, og at man derfor bør vende tilbage til 1990’ernes democracy-spotting, blevet kritiseret. Dels for at overse, hvordan Mellemøsten fortsat domineres af ganske tilpasningsdygtige autokratier, der anvender såvel nye som velkendte strategier. Dels for at glemme, hvordan et autokratisk regimes sammenbrud ikke rummer nogen garantier for, at det erstattes af et demokrati frem for nye former for autokrati.

I lyset af de faktiske regimeskifter og ikke mindst forandringerne på samfundsniveauet er det ikke desto mindre svært at fastholde billedet af Mellemøsten som værende i en transition to nowhere.

Men frem for at tale om en demokratisk transition, synes det mere dækkende at beskrive situationen som en relativ åben transition to somewhere. Det afgørende nye er en dramatisk og flerdimensionel re-politisering af de arabiske samfund, hvor nærmest alt er blevet potentielt politisk.

Det afspejler sig ikke blot på den formelle politiske scene, hvor tidligere tiders politiske apati er afløst af stor interesse for at deltage i og stille op til valg.

Det viser sig også ’på gaden’, hvor man har set en eksplosiv stigning i contentious politics med demonstrationer, strejker og så videre; på det individuelle plan, hvor der diskuteres politik som aldrig før og endeligt inden for organisationer – islamistiske såvel som ikke-religiøse.

En af de centrale udfordringer for studiet af mellemøstlig politik er i dag derfor at forstå karakteren, rækkevidden og implikationerne af denne re-politisering. Det kræver, at man bevæger sig ud af det relativt snævre ’demokratiserings/autoritarisme-paradogma’, som megen mellemøstforskning har været præget af gennem de seneste to årtier.

Er arabisk politik fortsat arabisk?

Hvis vi vender blikket mod den regionale scene, har der i årtiet før de arabiske revolter blandt andet været diskuteret, om ’arabisk politik fortsat er arabisk?’.

Spørgsmålet om, hvorvidt forestillingen om særlige bånd mellem arabisktalende stadigvæk udgør en faktor, der giver de regionale sikkerhedsdynamikker særlige træk, blev ikke mindst diskuteret i forbindelse med den åbne konfrontation mellem Israel og Hizballah under Sommerkrigen i 2006.

De regionale reaktioner var her kendetegnet ved en form for ’bipolært mønster’. De mellemøstlige aktører delte sig i, hvad der ofte blev benævnt som den moderate eller status-quo-blokken anført af Saudi-Arabien, Ægypten og Jordan over for den radikale eller modstands-blokken med Iran, Syrien, Hamas og Hizballah som prominente medlemmer.

Der var i den forbindelse en udbredt opfattelse om, at regionen var blevet ’post-arabisk’ i den forstand, at arabisk identitet ikke længere spillede nogen rolle. Begrundelserne herfor varierede. Nogle mente, at de arabiske stater var blevet til ’almindelige’ westfalske territorialstater, der handlede i henhold til den sammen magtbalancelogik, som alle andre steder. Andre mente, at distinkte sekteriske identiteter skulle have afløst den arabiske, således at særegne regionale sikkerhedsdynamikker nu skulle henføres til en shia/sunni-skillelinje.

Denne opfattelse gav en vis mening, hvis man udelukkende så på staternes adfærd. Jordan, Saudi-Arabien og Ægypten er overvejende sunnitisk, mens Iran, Syrien og Hizballah er shiitisk. Ved at udvide perspektivet fra en snæver inter-statslig sfære vil man imidlertid opdage en fortsat arabisk dimension ved arabisk politik.

Mens tidligere tiders statsdrevne pan-arabiske projekter for længst har udspillet sin rolle, var det således muligt at identificere, hvad man kunne kalde en societal Political Arabism, som ikke-statslige bevæ-gelser, herunder især islamistiske som Hamas og Hizballah, gjorde brug af. Denne form for arabisme havde endvidere stor resonans i de arabiske befolkninger, herunder i det sunnitiske Ægypten og Jordan, der med de nye trans-arabiske medier, især al-Jazeera, var blevet del af fælles ’ny arabisk offentlighed’.

Dette gav sig til udtryk i en distinkt sikkerhedsdynamik, der med en parafrasering til 1950-60’ernes Mellemøsten kunne beskrives som en ’Ny Arabisk Kold Krig’. Den udspillede sig i et komplekst samspil mellem den regionale og hjemlige scene med ikke-statslige og statslige aktører, hvor de to tidligere omtalte blokke hver især forsøgte at monopolisere betydningen af ’den arabiske interesse’ ikke mindst i forhold til Palæstina-spørgsmålet.

Selv ikke-arabiske Iran forsøgte – med et vist held - at appellere til de arabiske befolkninger ved at iscenesætte sig som mere tro mod ’arabiske interesser’ end de arabiske regimer.

Tidligere tiders blokke er brudt op

Selvom effekterne af de arabiske revolter indtil videre har været mest synlige på den indenrigspolitiske scene og der fortsat ikke er etableret nogen ny regional orden, står det allerede klart, at den regionale scene er forandret. Samtidig er der dog også elementer af kontinuitet.

Den måde, omvæltningerne i Tunesien og Ægypten har genlydt i og spredt sig til de øvrige arabiske samfund, men ikke til det ikke-arabiske Iran, illustrerer eksempelvis, at det stadigvæk giver mening at tale om en arabisk offentlighed. Grænsen mellem hjemlig og regional politik fremstår ligeledes fortsat som ganske porøs, hvilket ses mest tydeligt i Syrien.

Syriens forandring fra at være en vigtig regional ’spiller’ til at blive en arena for andre magters rivalisering markerer samtidigt en vigtig forandring. Det foregående årtis to regionale blokke er således brudt sammen: Ægypten har fået en islamistisk præsident og kan ikke regnes som del af en status-quo-blok, Syrien er ved at gå i opløsning, Hizballah har mistet sin popularitet i de arabiske befolkninger og Hamas har brudt med Syrien og Iran. Selvom der fortsat er en arabisk dimension ved arabisk politik, står det endvidere klart, at ikke mindst borgerkrigen i Syrien og revolterne i Bahrain har medvirket til skærpe sekteriske modsætninger mellem sunni-og shia-muslimer. Endeligt må man også forvente, at de arabiske landes udenrigspolitik i de kommende år vil få karakter af en vanskelig balanceakt, hvor man udover at balancere hensynet til eksterne sikkerhedsinteresser og forholdet til vigtige donorlande i højere grad end tidligere også må tage hensyn til den hjemlige re-politiserede opinion.

Ny vin på gamle flasker

Både hvad angår indenrigs-og international politik, er Mellemøsten efter de arabiske revolter således ikke blot præget af forandring, men også af kontinuitet.

Frem for at afskrive tidligere teoretiske debatter og analytiske redskaber som forældede, synes der på den baggrund snarere at være behov for en form for ’opgradering’. Her kan det være nyttigt at genopdage nogle af de klassiske debatter vedrørende politik i Mellemøsten og i almindelighed.

Hvis man vil forstå, hvilke udfordringer der kan være forbundet med den omfattende re-politisering, man har set i forbindelse med de arabiske revolter, kan det eksempelvis være nyttigt at konsultere klassikeren Political Order in Changing Societies (1968). Her peger Huntington på, hvordan stor folkelig mobilisering kan lede til kaos og ustabilitet, hvis der ikke er veludviklede politiske institutioner. Denne pointe er ganske relevant for forståelsen af den aktuelle kaotiske udvikling i Ægypten.

Udover de politiske institutioner kan der endvidere være god grund til at genopdage den ellers næsten glemte litteratur om militærets rolle i politik, hvilket var et ’hot issue’ i 1960-1970’ernes mellemøst-forskning. Militæret har således spillet en central rolle i de arabiske revolter, men på meget forskelligartet vis: I Tunesien nægtede militæret at følge Ben Alis ordre om at skyde på demonstranterne, i Ægypten afsatte militæret Mubarak og tog derpå selv magten, i Syrien står militæret last og brast med Assad, mens det blev delt i en pro/anti-Saleh lejr i Yemen.

I lyset af de mange udfordringer, den nationale identitet møder i en række af de arabiske lande, er det endvidere oplagt at erindre sig Dankwart Rustows (1970) betragtninger om, hvordan en succesfuld demokratiseringsproces forudsætter en grundlæggende national samhørighed, såvel som hans advarsel om, at valg i fraværet af et sådant risikerer at uddybe eksisterende kløfter mellem befolkningsgrupper.

For at få en bedre forståelse af graden af reel forandring i det politiske liv, kan det endvidere være nyttigt at vende tilbage til det klassiske spørgsmål om politisk kultur, som bl.a. Michael Hudson (1977) i sin tid var med til at introducere til mellemøstforskningen. Man kan således forestille sig, at de arabiske revolter har skabt en ny politisk kultur, selvom der ikke er sket noget regimeskifte. Hvis det er tilfældet vil de gamle regimestrategier givetvis ikke være lige så effektive som før. Omvendt er det også muligt at tænke sig, at den politiske kultur er grundlæggende uforandret i nogle af de lande, hvor de tidligere regenter er blevet væltet, idet de nye regimer såvel som befolkningen dybest set agerer som tidligere.

På baggrund af den rolle, de nye trans-arabiske medier har spillet i forbindelse med de arabiske revolter, er det endeligt også nærliggende at genlæse Paul Nobles (1984) beskrivelse af, hvordan 1950’ernes ’nye medier’ – radioen – var med til skabe et ’Arab Sound Chamber’, hvor information og ideer genlød på tværs af landegrænser, således som det også er tilfældet med de nutidige nye medier. Et andet værk om denne periode, der fortjener fornyet opmærksomhed, er Malcolm Kerrs (1965) klassiker om den ’gamle’ arabiske kolde krig. Den handlede om den daværende regionale rivalisering, der netop foregik mellem konservative monarkier og revolutionære republikker.

Rivaliseringen udspillede sig i et komplekst samspil mellem den hjemlige og den regionale scene med netop Syrien som én af dens centrale skuepladser, hvorfor Patrick Seales (1965) berømte behandling af The Struggle for Syria tjener som et sidste eksempel på et klassisk værk, som det kan være nyttigt at konsultere, hvis man vil danne sig et nuanceret billede af dimensioner af såvel forandring som kontinuitet i et – mere eller mindre - nyt Mellemøsten.