Danske hate-crimes skjult i mørketal

Danske hate-crimes er skjult i mørketal. Der er intet overblik over, hvor ofte minoriteter som udlændinge og homoseksuelle bliver udsat for deciderede hadforbrydelser i Danmark. Det afslører ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder. Mange sager bliver ikke anmeldt, politiet afviser sager, der bliver anmeldt, og sager, der reelt er hate-crimes, bliver behandlet som almindelig kriminalitet.

”Der er nogle meget klare internationale retningslinjer på dette område. Staten har en klar forpligtelse til at bekæmpe diskrimination og efterforske og retsforfølge mulige hadmotiver ved forbrydelser. Hadforbrydelser er et af de mest alvorlige udtryk for diskrimination i Danmark, og derfor er der også behov for nogle effektive tiltag fra statens side,” siger Lisbeth Garly Andersen fra Institut for Menneskerettigheder, der står bag rapporten.

Enormt mørketal

Tal fra Justitsministeriet viser, at 12.000 danskere alene i 2008 mente, at de var blevet udsat for en forbrydelse, der relaterede til deres etnicitet eller homoseksualitet, hvilket reelt er en hate-crime. Men samme år registrerede PET kun 117 sager med racistisk motiv, og året efter blev kun 17 sager med homofobisk motiv registreret af PET. Kun halvdelen af ofrene i Justitsministeriets spørgeskemaundersøgelse anmeldte sagerne til politiet. Det betyder samtidig, at kun få af de sager, der blev anmeldt, blev behandlet som hate-crimes. Derfor er der intet officielt overblik over antallet af hate-crimes i Danmark.

”Der er et meget stort mørketal, som dels kommer, fordi mange ikke anmelder hadforbrydelser, og dels fordi politiet ikke behandler alle hadforbrydelser som hadforbrydelser,” siger Lisbeth Garly Andersen.

Tidsspilde at anmelde

Ifølge rapporten bliver en del hate-crimes afgjort langt tid før, de kunne have nået retssalene. For mange, især etniske danskere, mener, at det er tidsspilde at anmelde sagerne. Politiet tager simpelthen ikke anmeldelserne alvorligt.

”Nogle mener, at det ikke kan betale sig at anmelde, fordi de har erfaring med, at politiet ikke tager det alvorligt. Hvis de først har sådanne erfaringer, så er der nogle, der ikke anmelder mere,” siger Lisbeth Garly Andersen.

I rapporten erkender politiet selv, at sagerne ofte bliver afvist.

”Der er folk, der kommer her, som får en rigtig dårlig behandling, der er folk [betjente] med en forudindfattethed omkring alle mulige aspekter. Det er noget, vi kæmper imod,” som en betjent i rapporten siger, om måden dele af poltiet behandler ofrene for hate-crimes.

Politiet kender ikke loven

Generelt tegner politiet et billede af sig selv som uvidende om straffelovens paragraf 81. nr. 6, der relaterer til hate-crimes, og de betjente, der kender paragraffen, fortæller, at der ganske enkelt ikke er tid til at gå ind i sagerne. Korpset er for ungt og uerfarent, og efter politireformen er ressourcerne til at opklare motivet bag for eksempel voldssagerne der ikke mere. Flere betjente mener også, at en del af kollegaerne i høj grad mangler empati med de forurettede.

Netop empati er noget, som de forulempede efterlyser. Deres anmeldelse behøver ikke nødvendigvis at føre til en sag og domsfældelse, men de vil som minimum respekteres af politiet, når de gentagne gange bliver udsat for fornedrende hadrelaterede hændelser.

”Et vigtigt punkt er, at man bliver taget alvorligt. Velvidende, at der ikke sker noget. Det kan vi godt leve med. Så føler du retfærdighed sker fyldest i hvert fald bare sådan minimalt. Det er for meget, at når man udover at blive forulempet af overfaldsmænd, at politiet så også enten tager deres [gerningspersonernes] side eller ikke tager dig alvorligt,” siger en person fra Mosaisk Trossamfund i rapporten.

Mens de etniske minoriteter mangler tillid til, at de bliver taget alvorligt af politiet, og derfor holder sig væk fra skranken på politistationen, så bliver en del homoseksuelle væk af andre grunde.

”For nogle homo- og biseksuelle gælder det, at de ikke ønsker at anmelde, fordi de har valgt ikke at være åbne omkring deres seksuelle orientering,” siger Lisbeth Garly Andersen.

Bliver ikke efterforsket som hate-crime

Hvis politiet tager en sag op, er det dog langt fra sikkert, at den bliver kategoriseret som en hate-crime. Straffelovens paragraf 81 nr. 6 siger ellers, at handlinger, der populært betegnes som hate-crimes, er en strafskærpende omstændighed. Men ifølge betjente, der udtaler sig i rapporten, mangler store dele af korpset kendskab til paragraffen.

”Vi er mangelfuldt oplyste i Danmark omkring hadforbrydelser og har en manglende forståelse af den slags kriminalitet. Man dyrker ikke diskriminationsområdet i Danmark. Vi tænker, at det ikke er så vigtigt og har ikke forstået alvoren i det,” siger en betjent i undersøgelsen.

Det betyder, at voldssager med for eksempel racistisk motiv ofte bare bliver efterforsket som voldssager, selv om de burde blive efterforsket som hadforbrydelser. Derfor bliver sagerne kørt som almindelige voldssager i retten og ikke registreret som hate-crimes.

Institut for Menneskerettigheder oplever dog, at politiet er blevet mere opmærksomme på hadforbrydelserne. Blandt andet i forbindelse med kampagnen Stophadforbrydelser som politiet samarbejder med Institut for Menneskerettigheder om.

”Vi oplever, at der er mange positive tiltag på området fra politiets side med kampagner i blandt andet København. Der er en øget bevidsthed om vigtigheden af, at efterforske sager som hadforbrydelser og opfordre folk til at anmelde hadforbrydelser,” siger Lisbeth Garly Andersen.

I 2007 oprettede Rigsadvokaten en midlertidig indberettelsesordning, hvor alle sager om hate-crimes skulle registreres. Men kun 10 sager blev registreret. Derfor er retspraksis på området meget uklar. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at der bliver oprettet en permanent indberettelsesordning.