Dansk topforsker fandt hundredvis af spedalske skeletter ved Næstved

I 1948 gjorde den danske læge Vilhelm Møller-Christensen et fund, som blev begyndelsen til en forskningskarriere i international klasse.

Han havde hørt, at der i middelalderen lå et særligt hospital i nærheden af Næstved. En såkaldt Sankt Jørgensgård, hvor syge blev tvangsisoleret for at undgå at sprede den frygtede plage spedalskhed.

Ingen vidste nøjagtigt, hvor Sankt Jørgensgården ved Næstved havde ligget. Men Vilhelm Møller-Christensen gav sig til at udspørge lokale bønder i området om, hvorvidt de havde fundet menneskelige knogler på deres marker.

»Det skabte en del røre blandt de lokale bønder. Han drog rundt fra gård til gård og spurgte, om de havde fundet knogler fra mennesker. Bønderne blev selvfølgelig urolige,« fortæller Ion Meyer, som er samlingsansvarlig på Medicinsk Museion i København og blandt andet vogter over Vilhelm Møller-Christensens fund og videnskabelige efterladenskaber.

Deformt skelet vakte mistanke

Forud for Vilhelm Møller-Christensens jagt på menneskeknoglerne ved Næstved gik en årelang interesse for medicinhistorie. Egentlig arbejdede han som praktiserende læge, men sideløbende skrev han blandt andet en disputats om pincettens historie.

I 1935 blev han involveret i udgravningerne af Æbelholt Kloster i Nordsjælland. Her fandt han et middelalderligt skelet med lettere deforme knogler, hvilket han mistænkte for at være tegn på spedalskhed.

Efter Anden Verdenskrig rejste Vilhelm Møller-Christensen derfor til Norge for at få førende norske spedalskhedseksperter til at se på de deforme knogler fra Æbelholt Kloster.

De norske eksperter mente imidlertid ikke, at han havde ret i, at skeletterne var spedalske, og Vilhelm Møller-Christensen måtte slukøret rejse hjem.

Men han var alligevel ikke parat til at opgive sin teori. Han havde blot brug for flere skeletter, hvis han skulle have bekræftet ideen om, at spedalskhed afsatte spor i kraniet og andre knogler.

»Så var det, at han kom i tanke om, at han som ung reservelæge havde kørt en tur med en ældre overlæge fra Sydsjællands Hospital,« fortæller læge Jesper From, som er bestyrelsesmedlem i Dansk Medicinhistorisk Selskab og er i færd med at skrive en biografi om Vilhelm Møller-Christensen.

»Mens de kørte i et forstadskvarter til Næstved havde overlægen fortalt ham, at der i middelalderen havde ligget et spedalskhedshospital et sted i området. Det kom han i tanke om mange år senere, og det var derfor, han begyndte at lede efter skeletter på gårdene nær Næstved.«

\ Læs mere

Amerikanere nærstuderer 311 skeletter fra dansk kloster

Fandt 650 skeletter

Jagten efter spedalskhedshospitalet bar frugt. Da Vilhelm Møller-Christensens bil trillede ind hos en gårdejer Jensen i Åderup nær Næstved, fik han endelig et positivt svar på sin forespørgsel om skeletter.

Gårdejer Jensen kunne fortælle, at både han selv og faderen havde fundet knogler på matriklen.

»Gården hed faktisk også Sankt Jørgensgården, så den var formentlig opkaldt efter spedalskhedshospitalet. De fik lov af gårdejeren at lave en prøvegravning på stedet, og det væltede simpelthen frem med skeletter,« fortæller Jesper From.

Udgravningerne blev sat i værk, og i alt fandt Vilhelm Møller-Christensen og hans hjælpere frem til knogler fra omkring 650 forskellige mennesker. Alle sammen personer, som endte deres dage på spedalskhedshospitalet for 500-600 år siden.

»Det er ikke alle 650 skeletter, som er fuldstændige, men en stor del af dem er,« fortæller Ion Meyer, som fortsat har de 650 skeletter opbevaret i samlingerne på Medicinsk Museion.

»Materialet var i hvert fald stort nok til, at Møller-Christensen kunne lave systematiske vurderinger af knoglerne. Og han kunne hurtigt se, at der var nogle bestemte typer af knogleforandringer, der gik igen,« siger Ion Meyer.

Undersøgte død konge

Omkring næsebenet på kranierne fandt Møller-Christensen eksempelvis, at knoglen var nedbrudt og afrundet frem for at fremstå skarp som hos raske mennesker.

Det passede godt med klassiske symptomer på alvorlig spedalskhed, hvor næsen kan blive nærmest gummiagtig og falde sammen, forklarer Ion Meyer.

»Han kunne også se, at knoglematerialet i den midterste del af overkæben var nedbrudt, og han fandt forandringer i knoglerne ved øjenhulerne og ved hænder og fødder. Så han endte med at udvikle en metode, hvor man ud fra forandringer i knoglerne kunne stille diagnosen spedalskhed,« fortæller Ion Meyer.

Møller-Christensen beskrev sin opdagelse i 1952 i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Leprosy.

Han døbte knogleforandringerne i ansigtet for Facies Leprosa, men blandt internationale forskere bruger man i dag også betegnelsen 'Møller-Christensens syndrom'.

Senere var Møller-Christensen også med til at udgrave spedalskhedshospitaler på Spejlsby på Møn, Åker på Bornholm, i Grenå og Svendborg, ligesom han også var med til udgravninger i Tyskland, fortæller Jesper From.

»På et tidspunkt fik han også til opgave at undersøge en gipsafstøbning af kraniet efter den skotske nationalhelt Kong Robert den 1 (1274-1329, red.). Han skulle tjekke, om kongen havde haft spedalskhed,« fortæller Jesper From.

Skeletter lærte os om nutiden

Men Møller-Christensens undersøgelser havde imidlertid ikke kun indflydelse på vores forståelse af sygdomme og sundhed i fortiden.

I dag lider omkring 170.000 mennesker fortsat af spedalskhed, og på Møller-Christensens tid var problemet langt mere udbredt og alvorligt.

Alligevel havde man groft sagt overset symptomerne på millioner af spedalskhedspatienters knogler, indtil Møller-Christensens knoglefund kom på banen.

»Det sjove er, at gamle skeletter kan bidrage til viden om en sygdom, som stadig findes. Det er ret usædvanligt. Normalt er det omvendt: Vi kender symptomerne fra nutidens patienter, og så genfinder vi dem måske i gamle skeletter,« siger Jesper From, som får opbakning af Ion Meyer:

»Det mest interessante ved historien om Vilhelm Møller-Christensen er, at hans historiske fund endte med at få stor betydning for mennesker, der var angrebet af spedalskhed. Det medførte, at vi fik en bedre forståelse af diagnosen spedalskhed, og han gjorde et stort arbejde for at sætte fokus på sygdommen,« siger han.

For at få bekræftet, at spedalskhed førte til knogleproblemer, rejste Vilhelm Møller-Christensen flere gange til Asien for at undersøge patienter, som var ramt af sygdommen.

Første gang var i 1959, hvor han ifølge Ion Meyer drog til Thailand som læge på et fragtskib fra firmaet ØK.

»Han havde ikke økonomisk mulighed for at rejse til Thailand alene for at forske. Men han kunne komme afsted som skibslæge og havde en aftale om, at han måtte besøge spedalskhedshospitaler, når skibet anløb havn,« fortæller Ion Meyer.

»Da han besøgte patienter på hospitalerne, kunne han tydeligt se, at de havde knogleforandringer, som svarede fuldstændigt til det, han havde set i skeletetterne fra middelalderen.«

Beskrives som pioner

I den internationale litteratur bliver Vilhelm Møller-Christensen beskrevet som en pioner inden for både spedalskhed og forskningsfeltet osteoarkæologi; det vil sige arkæologi, som vedrører knogler. Hans principper bliver også fortsat benyttet af forskere.

Eksempelvis understregede den amerikanske forsker Kirsten Saige Kelmelis for nyligt, at Vilhelm Møller-Christensen var »en stor inspiration« i forbindelse med et nyt studie om spedalskhed i middelalderen. (Læs mere i artiklen Amerikanske forskere nærstuderer 311 skeletter fra dansk kloster)

»Vilhelm Møller-Christensen var virkelig en pioner inden for spedalskhed og skeletter,« siger Kirsten Saige Kelmelis, som er fysisk antropolog ved Pennsylvania State University i USA til Videnskab.dk.

Hun påpeger, at spedalskhed – modsat mange andre infektionssygdomme – efterlader sig spor, som vi kan bruge til at undersøge vores forfædres helbred.

Ved hjælp af metoderne, som Møller-Christensen grundlagde, kan man i dag spore spedalskhed årtusinder tilbage i tiden.

I 2009 beskrev forskere eksempelvis et 4.000 år gammelt skelet i Indien, som de mener bærer de ældste kendte tegn på spedalskhed.

Norsk læge fandt spedalskheds årsag

På trods af sygdommens tusindårige hærgen var det først i 1874, at en norsk læge, Gerhard Armauer Hansen (1841-1912), opdagede årsagen til spedalskhed – en bakterie kaldet Mycobacterium leprae.

»Hansens forskning var virkelig banebrydende, og det var første gang man identificerede en bakterie, som kunne føre til kronisk sygdom i mennesker. Men i forhold til, hvor tidligt årsagen til spedalskhed blev opdaget, skete der faktisk utroligt lidt inden for feltet, indtil Møller-Christensen kom på banen,« siger Ion Meyer.

»Det er vel et udtryk for, at spedalskhed ikke længere var en stor trussel i de industrialiserede lande,« mener Ion Meyer og tilføjer, at der dog fandtes spedalskhed i blandt andet Norge indtil 1940’erne.

I Danmark blev spedalskhed imidlertid udryddet allerede i middelalderen. Ikke mindst takket være Sankt Jørgensgårde som den, Møller-Christensen fandt frem til i Næstved.

De cirka 35 danske Sankt Jørgensgårde satte hårdt ind på at bekæmpe sygdommen; de spedalskhedsramte blev tvunget til flytte ind, afstå deres besiddelser og leve isoleret fra deres familie og resten af samfundet.

»Det kan lyde hårdt, men i virkeligheden var det nogle glimrende hygiejniske forholdsregler. Så selvom Sankt Jørgenshospitalerne ikke ydede behandling, medførte de, at spedalskhed blev elimineret i løbet af cirka 100 år, efter hospitalerne blev oprettet,« fortæller professor Jesper Lier Boldsen fra Syddansk Universitet.

Han forsker selv spedalskhed og er i øjeblikket ved at identificere sygdommen i skeletter fra middelalderens Ribe med en videreudvikling af Vilhelm Møller-Christensen metoder.

»Efter Møller-Christensen har vi været to generationer af forskere, som har ført hans metoder videre. Så hans arv lever i høj grad videre,« siger Jesper Lier Boldsen.

Den danske læge og medicinhistoriker Vilhelm Møller-Christensen (1903-1988) var en pioner inden for forskning i spedalskhed. (Foto udlånt af Jesper From)

Vilhelm Møller-Christensen i 1982 under udgravningen af Sankt Jørgensgården i Odense. (Foto udlånt af Jesper From)

Kraniet efter Herman von Holtzen, en tysk købmand som var blandt beboerne på Sankt Jørgensgården i Næstved. Kraniet har ifølge Jesper From tydelige tegn på spedalskhed (Facies Leprosa). Billedet er fra Næstved Museum. (Foto: Jesper From)

Spedalskhedshospitalet Gut Melaten fra 1500-tallet i Aachen i Vesttyskland. I 1969 og 1972 blev Vilhelm Møller Christensen inviteret til at hjælpe med udgravningen af hospitalet. (Foto: Jesper From)

Billedet viser skelettet af en kvinde udgravet ved middelalderklostret Æbelholt. Vilhelm Møller-Christensen og patolog Poul Møller mistænkte skelettet for at have spedalskhed, og de to mænd rejste i 1946 sammen med kvindeskelettet til Spedalskhedshospitalet Pleiestiftelsen nummer 1 i Bergen, Norge. I Norge var lægerne imidlertid ikke overbeviste om, at skelettet var ramt af spedalskhed. Møller-Christensen var "noget skuffet over det". I 1952 efter at udgravningerne i Næstved var begyndt, rejste han igen til Norge. Denne gang med mere held i sprøjten og sin nye opdagelse af forandringer i ansigtsskelettet, facies leprosa," fortæller Jesper From. (Foto: Jesper From)

1 / 5