En forårsdag i 1172 ankom en skare af munke til Øm i Midtjylland.

Munkene slog sig ned og grundlagde et nyt kloster, som i løbet af middelalderen blev et af de rigeste klostre i Danmark med store jordbesiddelser, mølledrift, herberg og kirke.

Men i 1500-tallet rullede reformationen ind over Danmark. Øm Kloster mistede hurtigt fodfæste, og i 1561 blev klostrets bygninger nedrevet efter kongelig ordre.

Kirkegårdene omkring klostret var imidlertid stadig fyldte. I klostrets jord lå ikke blot lokale munke, men også en biskop, indflydelsesrige borgere, pilgrimme samt mænd og kvinder fra den almindelige landbefolkning i området.

311 af disse mennesker fra middelalderens Midtjylland er nu blevet hovedpersoner i et nyt amerikansk studie. Deres knogler fortæller en dyster historie om, hvordan en stor del af lokalbefolkningen nær klostret – ligesom befolkningen i store dele af Europa - var plaget af sygdommen spedalskhed.

»Vores vigtigste fund er, at cirka 15 procent af skeletterne fra Øm viste tegn på spedalskhed. Og det er muligt, at endnu flere havde sygdommen,« siger amerikanske Kirsten Saige Kelmelis, som er førsteforfatter til det nye studie, som er publiceret i American Journal of Physical Anthropology.

Syge blev tvangsisoleret

Spedalskhed er en invaliderende sygdom, som skyldes infektion med bakterien Mycobacterium leprae.

Sygdommen er i dag udryddet i Danmark, men da Øm-klostret havde sin storhedstid, var spedalskhed en frygtet og udbredt plage.

Middelalderens spedalskhedsramte blev isoleret fra resten af samfundet i særlige hospitaler, kaldet Sankt Jørgensgårde.

Her blev beboernes liv strengt reguleret, og de spedalske skulle blandt andet gå med klokker eller ’skralde’, som kunne advare andre om, at en spedalsk person nærmede sig.

»De, som var ramt af spedalskhed, blev ikke 100 procent spærret inde, men der var store restriktioner på deres færden. De måtte godt snakke med folk, som ikke var ramt, men det skulle være udenfor og ske sådan, at vinden blæste fra den raske mod den syge. De måtte heller ikke komme i kirken, men de kunne kigge ind gennem huller i væggen,« siger professor Jesper Lier Boldsen, som forsker i middelalderens spedalskhed ved Syddansk Universitet.

»Det kan lyde hårdt, men i virkeligheden var det nogle glimrende hygiejniske forholdsregler. Så selvom Sankt Jørgenshospitalerne ikke ydede behandling, medførte de, at spedalskhed blev elimineret i løbet af cirka 100 år, efter hospitalerne blev oprettet.«

Spedalskhed dør man med

Mens Øm Kloster var aktivt, hærgede spedalskheden imidlertid stadig løs i Danmark.

De værst ramte spedalske fik forkrøblede hænder, fødder og næser samt ildelugtende sår. De mest syge kunne dermed nemt udpeges og isoleres fra resten af samfundet.

Hos mange var spedalskheden imidlertid usynlig. Bakterierne kunne leve i kroppen i flere år, før sygdommen reelt begyndte at vise tænder, forklarer Jesper Boldsen.

»Populært sagt er spedalskhed ikke en sygdom, man dør af, men en sygdom man dør med. Spedalskhed rammer det perifere nervesystem (nerver, som går fra hjernen og rygmarven ud til resten af kroppen, red.), så de første symptomer er typisk følelsesløshed i hænder og fødder, og man ser et skællet udslæt på huden,« forklarer Jesper Boldsen.

Spedalskehed hærgede vidt og bredt

Dermed døde mange af andre årsager end lige netop deres spedalskhed – det kunne være alderdom, ulykker, følgesygdomme eller lignende.

De spedalskhedsramte havde dog en højere dødelighed end andre, og i det nye studie har de amerikanske forskere udregnet, at dødeligheden var 40 procent højere blandt spedalske fra Øm.

»Det betyder, at hvis man led af spedalskhed, havde man 40 procent højere risiko for at dø tidligere, end hvis man ikke viste tegn på spedalskhed,« forklarer Kirsten Saige Kelmelis, som er fysisk antropolog ved Pennsylvania State University i USA.

Øm Kloster var ikke særligt dedikeret til spedalskhedsramte ligesom Sankt Jørgensgårdene – selvom man måske kunne fristes til at tro det, når det nye studie indikerer, at hele 15 procent af de begravede på stedet led af spedalskhed.

Tallet er dog på ingen måder enestående højt, fortæller Jesper Boldsen.

»Vi ved, at det varierede meget fra sted til sted, hvor mange der var ramt af spedalskhed. I Slesvig, som var dansk i den tidlige middelalder, var det omkring 40-45 procent der døde med spedalskhed. I en af de andre gamle byer, Ribe, var det kun omkring 5-10 procent, som døde med spedalskhed. Så det var en ret massiv forskel. Resultaterne fra Øm lægger sig nogenlunde i midten, sammenlignet med forekomsten andre steder,« siger Jesper Boldsen.

(Læs mere om, hvorfor befolkningen i Ribe var naturligt vaccineret mod spedalskhed i boksen under artiklen)

Hev knogler ud fra papkasse

Knogler fra fødder fra et menneske, som i middelalderen blev begravet på kirkegården ved Øm Kloster. Fødderne er et af de steder på kroppen, hvor spedalskhed efterlader sig spor i knoglerne. (Foto: Kirsten Saige Kelmelis)

Efter spedalskhedens hærgen og nedrivningen af Øm Kloster, lå klosterruinerne gennem århundreder gemt under jorden i selskab med døde munke, pilgrimme og andre begravede. 

Men i 1896 begyndte de første arkæologiske udgravninger af stedet og med årene blev i alt 668 skeletter udgravet, optaget og registreret.

Ikke alle skeletter er bevaret til i dag. De dårligst bevarede skeletter blev kasseret efter registrering, men en stor del ligger fortsat opbevaret i papkasser i skeletsamlingen på Syddansk Universitet. (Læs mere om samlingen i artiklen 16.000 skeletter på lager: »Faktisk interesserer vi os ikke for døde her«)

Her fik amerikanske Kirsten Saige Kelmelis lov til at hive papkasserne frem og studere knoglerne fra klostrets gamle munke og andre begravede.

Én efter én nærstuderede hun de enkelte knogler for at se, om de bar tegn på spedalskhed. Et karakteristisk spor efter sygdommen kunne blandt andet være, at knoglen omkring næsehullet var afrundet frem for skarp som hos raske personer.

»Jeg lagde skeletterne frem foran mig, én efter én. Jeg kiggede særligt efter ændringer i knoglerne omkring næsen og munden. Men man kan også finde spor efter spedalskhed ved hænder, fødder og underben,« forklarer Saige Kelmelis og tilføjer, at metoden bygger på årtiers spedalskhedsforskning med blandt andet danskere i førertrøjen:

»Det spændende ved spedalskhed er, at vi stadig kan se spor efter sygdommen så mange efter, at folk er døde. Mange andre infektionssygdomme slår hurtigt folk ihjel, og sygdommen når ikke at sætte sig spor i knoglerne. Men det gør spedalskhed.«

En fjerdedel døde (måske) med spedalskhed

Metoden til at identificere spedalskhed ud fra knoglernes udseende er imidlertid ikke 100 procent sikker.

Hos nogle spedalske vil man ikke kunne se tegn i knoglerne – hos andre vil usædvanlige knogletræk måske kunne tolkes som spedalskhed. Derfor er tallene i studiet da også præget af en vis usikkerhed, understreger forskerne.

»Selvom en død person led af spedalskhed, er det ikke sikkert, at vi kan se det i knoglerne. En person kan godt bære bakterierne i mange år, før det påvirker knoglerne,« siger Kirsten Saige Kelmelis.

Professor Jesper Lier Boldsen påpeger da også, at hvis de amerikanske forskere havde brugt en anden beregningsmetode ville resultatet i det nye studie være, at flere end 15 procent af de døde i Øm klosterkirkegård led af spedalskhed.

»De er afhængige af at kunne identificere spedalskheden med deres metode. Men der er nogle syge, som metoden ikke får med. Mit gæt er, at et sted i størrelsesordenen 20-25 procent reelt døde med spedalskhed i Øm,« siger Jesper Lier Boldsen.

Ruiner efter klosterkirken ved Øm Kloster. I 1561 befalede Kong Frederik 2, at bygningerne skulle nedbrydes, og materialerne bruges på Skanderborg Slot. I 1896 begyndte udgravninger af klosterområdet, som siden 1924 har fungeret som et museum. (Foto: Nico-dk)

Større forekomst tæt på døden

Hvis knap en fjerdedel af befolkningen nær Øm døde med spedalskhed, er det imidlertid ikke det samme som at en fjerdedel levede med spedalskhed, påpeger Jesper Lier Boldsen.

Jo flere år man har levet, des større er risikoen nemlig for, at man på et tidspunkt vil blive smittet med sygdommen, forklarer han.

»Hvis man først har fået spedalskhed, vil man bære sygdommen indtil man dør. Det betyder, at forekomsten af sygdommen akkumulerer, jo tættere folk kommer på at dø. Så hvis man forsøger at beregne, hvor stor en andel af den levende befolkning, der var ramt af spedalskhed, vil jeg tro, at det var omkring seks-syv procent af befolkningen nær Øm, som levede med spedalskhed,« siger Jesper Lier Boldsen, som baserer sin antagelse på resultater fra sine egne tidligere undersøgelser.

Spørgsmålet om, hvor mange danskere der levede og døde med spedalskhed i middelalderens Midtjylland, har naturligvis relevans i en dansk kontekst.

Men hvordan i alverden går det til, at et studie om skeletter fra Øm udelukkende har amerikanske forskere på forfatterlisten?

Udenlandske forskere beriger Danmarkshistorien

Førsteforfatteren Kirsten Saige Kelmelis forklarer, at hun oprindeligt studerede retsmedicin i Boston.

Men undervejs i studierne fattede hun mindre og mindre interesse for nyligt afdøde og ville hellere undersøge livet og sundheden i fortiden.

En af de bedste kilder til at gøre dette er gamle skeletter, og Kelmelis vejleder på Boston University School of Medicine anbefalede hende derfor at rette blikket mod skeletsamlingen i Odense.

»Jeg havde aldrig tænkt over at rejse til Danmark, men min vejleder sagde, at det var et fantastisk sted at studere det, som jeg interesserede mig for,« siger Kirsten Saige Kelmelis, som fulgte vejlederens råd og rejste til Danmark for at fortsætte sine studier ved skeletsamlingen på Syddansk Universitet.

»Jeg endte med at blive forelsket i jeres land. Danmark er virkelig rig på historie, og der er nogle unikke muligheder for at studere, hvordan sygdomme påvirker skeletter. Danmark har i mange år været førende inden for forskning i spedalskhed, så det er et unikt sted at få lov at forske.«

For Jesper Boldsen er det langt fra nyt eller enestående, at forskere fra udlandet beder ham om lov til at studere den unikke skeletsamling ved Odense Universitet.

»Vi får masser af udenlandske gæster, som vil forske i vores skeletter i Odense, og det er en kæmpe fordel for kendskabet til vores nationale historie. Når vores amerikanske kolleger nu har lavet analyser og forskning i skeletterne fra Øm, giver de os jo i virkeligheden et stykke gratis Danmarkshistorie, som vi ellers ikke ville få kendskab til,« slutter Jesper Boldsen.