Grundloven, demokratiet og velfærdssamfundet. Alt det kan vi i stor udstrækning takke udenlandske revolutioner for.
Revolutioner i Frankrig og Rusland for 160 og 100 år siden gjorde nemlig de daværende danske magthavere bange for drastiske forandringer. Så bange, at de valgte at indføre nogle af de idealer, som de udenlandske revolutionære kæmpede for.
»Nogle af danmarkshistoriens store politiske reformer blev eksempelvis gennemført, fordi politikerne ville undgå, at revolutioner i Europa skulle brede sig til Danmark. De ville tage luften ud af ballonen, før vi fik en revolution,« siger lektor i historie ved Aarhus Universitet, Bertel Nygaard.
Han har netop udgivet bogen ’Revolution – masser af modstand’, hvor han undersøger, hvad revolutioner er, og hvilken indflydelse udenlandske revolutioner har haft her i Danmark.
Retter historisk misforståelse
Danskere har ikke oplevet store revolutioner i stil med den franske eller den russiske. Det har ifølge Bertel Nygaard skabt den generelle opfattelse, at dansk politik er særligt fredelig og ikke-revolutionær. Den samme grundopfattelse findes også i meget af historieskrivningen om Danmark.
»Men billedet er faktisk et helt andet, når man går tilbage i historien og ser på, hvordan danske magthavere i de sidste 160 år har reageret, når der opstod revolutioner i Europa. Det viser sig, at vi ikke har undgået revolutioner, fordi vi i Danmark har en særlig folkekarakter. Forklaringen er derimod, at magthaverne af frygt valgte at vælge reformvejen.«
»Man kan så sige, at det efterhånden er blevet en tradition, at vi gør sådan i Danmark: Der er opstået en særlig selvforstærkende opfattelse. Den siger, at hver gang der sker alvorlige brud i udlandet, vil vi prøve at finde en pragmatisk løsning i Danmark,« fortæller Bertel Nygaard.
For eksempel endte den danske arbejderbevægelse med ikke at være revolutionær. Den blev i stedet domineret af udpræget moderate, socialdemokratiske kræfter. Så i stedet for udsigter til socialistisk revolution fik vi en udbygget velfærdsstat i Danmark
Revolutioner i 1848 gav os mere demokrati
I virkeligheden kan vi takke revolutionære franskmænd og tyskere for mange af de skridt, vi i dag forbinder med den demokratiske udvikling i Danmark– sågar den danske grundlov fra 1849.
\ Fakta
I 1848 blev ’demokrati’ pludselig et positivt ord i borgerlige kredse. Få år forinden blev demokrati ellers opfattet som ’pøbelvælde’ – altså, at de uvidende og ukultiverede fik lov til at terrorisere landet. Men efter at borgerne i Paris havde gennemført en revolution for demokrati i 1848, begyndte de politiske grupperinger i Danmark at kæmpe om at være de mest demokrati-venlige.
»I februar 1848 skyllede historiens hidtil største bølge af revolutioner ind over Vesteuropa. Revolutionerne startede i Paris, og i løbet af få måneder bredte de sig til Tyskland og videre ud på det europæiske kontinent, hvor borgerne omstyrtede en lang række gamle magthavere. I stedet krævede de demokrati,« siger Bertel Nygaard.
I Danmark havde regeringen - med den enevældige konge, Frederik den Syvende, i spidsen - en måned tidligere sagt, at den ville gennemføre en forfatningsreform. Regeringen ville nemlig imødekomme den liberale reformbevægelses krav om reformer af styreformen i Danmark – som på det tidspunkt var et rendyrket monarki med kongen i spidsen.
Der var dog reelt ikke de store forandringer i vente, og den liberale bevægelses forhåbninger var da heller ikke særligt store. Men så nåede de revolutionære stemninger til Slesvig, der på det tidspunkt hørte under Danmark.
Slesvig ville løsrive sig
Slesvigerne fik forhåbninger om en fremtid uden dansk overherredømme. Den 'trussel' blev et fantastisk bagtæppe for de københavnske liberales propaganda. De begyndte at slå på de nationale strenge for at komme til magten – og det lykkedes.
Som led i de liberales kampagne, organiserede de det berømte folketog til den nye konge, Frederik den Syvende. Da de flere tusinde mennesker nåede frem til kongen, fik de at vide, at deres ønsker allerede var blevet efterkommet. Det gamle ministerium var afsat, og et nyt – med liberale kræfter – kunne indsættes.
»De liberale reformtilhængere var imidlertid ikke demokrater. De ønskede et konstitutionelt monarki, hvor deres egen klasse – de velhavende og de dannede – skulle styre landet sammen med kongen, angiveligt til gavn for folket og staten som helhed«.
»Men den revolutionære udvikling i Europa frembragte også nye retninger, der stræbte langt videre: Nye radikale demokratiske strømninger, der påkaldte sig ’folket’. Med det mente de faktisk de lavere klasser, almuen,« siger Bertel Nygaard.
Udviklingen i Frankrig, flere tyske stater og Centraleuropa viste, hvor voldsomt en revolution kunne ende. Så for at tage luften ud af den potentielt massive bevægelse, måtte de nye, nationalliberale magthavere gå meget længere, end de oprindelig havde tænkt sig. De gik nu med til, at både bønder og håndværkere skulle have stemmeret.
Den russiske revolution var benzin til velfærdsstaten
70 år senere skræmte en anden revolution de danske magthavere. Det var den russiske revolution i 1917, hvor kommunisterne tog magten i det store land i øst.
Den danske socialdemokratiske arbejderbevægelse besluttede sig til at gå en anden vej end de russiske revolutionære. Og for de politiske magthavere og erhvervslivet blev revolutionen noget, man for alt i verden måtte undgå.
Med den udenlandske revolution som baggrundstæppe blev alle parter derfor mere villige til at gå til forhandlingsbordet og skabe en løsning på fredelig vis. Der opstod en grobund for, at man stille og roligt kunne opbygge det danske velfærdssystem.
Kommunister var populære efter 2. verdenskrig
Den russiske revolution gik også igen i magthaveres mareridt, da Anden Verdenskrig lakkede mod enden. Stalins Sovjetunion og de danske kommunister havde spillet en stor rolle i kampen mod nazisterne – og det gav pluspoint blandt mange danske arbejdere.
»Sovjetunionens agtelse var blevet styrket, og krigens oplevelser havde skabt forventninger om Iighed og medborgerskab. I Danmark var samarbejdspolitikken blevet afskaffet, og nye autoriteter var trådt frem under den borgerkrigslignende tilstand i besættelsens sidste år.«
»Det var derfor ikke givet, at den gamle parlamentariske orden bare ville blive genindført. Og under den nøjsomhed, der stadig prægede landet i de første efterkrigsår, kunne jævne danskere meget vel blive fristet af især kommunismens idealer,« siger Bertel Nygaard.
Det ville både staten og arbejdsmarkedets parter for alt i verden undgå. Så for at forebygge utilfredsheden – og mulige uroligheder – arbejdede de sammen. De forsøgte at gøre den danske arbejder til en mæt, tilfreds, velintegreret og – ikke mindst – ikke-kommunistisk borger.
Frygt skaber politiske reformer
Både da vi fik grundloven og velfærdssamfundet, var frygten for revolution altså med til at skabe en stemning, der var positiv overfor politiske reformer. I grunden er det ikke mærligt, at truslen om en revolution skaber frygt.
»Alle mennesker kan frygte forandringer. En radikal forandring er usikker – vi ved, hvad vi har, ikke hvad vi får. Og så er der volden. Når jeg siger ’revolution’, vil mange tænke på guillotiner, afhuggede hoveder, barrikader, bål, blod i gaderne og flyvende brosten – og det er billeder, der skaber modvilje hos mange.«
»Samtidig er mennesker med magt dem, der allermest frygter en revolution. For det er dem, der har en privilegeret position, som revolutionen kan tage fra dem. Når deres frygt for revolutionen bliver stor nok, vil de enten slå hårdt ned – eller søge at forhindre revolutionen ved at gennemføre forebyggende forandringer,« siger Bertel Nygaard.
Bogen ’Revolution – Masser af modstand’ er netop udkommet på Aarhus Universitetsforlag.
\ Revolutionen har givet os tro på, at vi kan forandre verden
Revolutioner har været med til at forme os til såkaldte ’moderne mennesker’, der forsøger at forandre verden.
»Vi moderne mennesker stiller os ikke tilfredse med, at tingene bare er, som de er. Det skyldes til dels, at vi har erfaringer med revolutioner,« siger Bertel Nygaard.
Revolutioner og det moderne går hånd i hånd
Historisk set opstod det moderne menneske på samme tidspunkt som revolutioner. Bertel Nygaard mener, at de to ting faktisk går hånd i hånd. Revolutionen er nemlig en naturlig konsekvens af, at moderne mennesker mener, at de kan gennemskue verden.
»Det særlige ved os moderne mennesker er, at vi kræver, at vores verden skal kunne forklares fornuftigt. Så kan vi nemlig underkaste samfundssystemet og de politiske normer en fornuftig, kritisk undersøgelse.«
»På den måde kan vi se, hvad der er i vejen med samfundet og opstille et alternativ. Det alternativ kan vi så forsøge at indføre via en revolution,« siger Bertel Nygaard.
Revolutioner har givet os en ny bevidsthed
Alene muligheden for, at vi i sidste ende kan ændre alt via en revolution, betyder, at vi moderne mennesker er overbeviste om, at vi kan ændre verden.
»Vi har en bevidsthed om, at vi kan ændre al ting, hvis det skulle være. Vi har i vores fredelige virkelighed mulighed for at gribe til revolution, hvis vi bliver tilstrækkeligt utilfredse.«
»På den måde har den moderne tids revolutioner sat et uudsletteligt indtryk på den måde, vi lever som moderne mennesker,« siger Bertel Nygaard.
