Kong Christian 4. kigger ud over sine jagtmarker ved Esrum Kloster. Han sidder rank på sin hingst, og de frodige grønne marker strækker sig ud foran ham, så langt øjet rækker. I sit bælte har han en tung læderpung hængende, som bærer de smukke guldmønter, han i sin tid selv har ladet udmønte.
I en pludselig indskydelse sætter han sporerne i siden på krikken, som med et spjæt sætter fra og stæser derudaf. Uden han opdager det, løsner snoren i pungen sig en smule og ned på jorden dumper tre store guldmønter.
Indrømmet: Denne historie indeholder visse opdigtede elementer. Men hvad der ikke er opdigtet, er fundene af sammenlagt tre smukke guldmønter fra 1628, som hver især er dukket op ved forskellige afsøgninger ved Esrum i Nordsjælland.
\ Fakta
For en dobbelt guldkrone kunne man i 1628 købe 40-50 høns eller næsten to tønder ærter eller mere end en halv tønde sild.
Og selvom vi ikke ved, om det er kongen selv, der har tabt dem, er teorien ikke det pure opspind. Det fortæller museumsinspektør ved Nationalmuseet Jens Christian Moesgaard.
»For en gangs skyld er denne teori ikke grebet helt ud af luften. Vi kender fundstedet, og vi ved, at Christian 4. kom der meget i flere forskellige sammenhænge. Derudover ved vi også, at disse mønter var meget usædvanlige og kun blev brugt i kongens tætteste cirkel.«
Mønterne var forbeholdt kongens inderkreds
I Kong Christian 4.’s regeringstid var det daglige møntomløb baseret på sølvmønter, og de kostbare guldmønter blev derfor kun brugt til internationale handler, betaling af lejetropper – og til blær.
Mønterne er sandsynligvis lavet i forbindelse med Trediveårskrigen, hvor Christian 4. lavede to forskellige slags guldmønter: En gylden og en krone.
»Gylden var en internationalt anset møntenhed, og det var derfor primært dem, der blev brugt til lejetropper og internationale transaktioner, mens guldkronen snarere var en prestigeting, som blev brugt til repræsentative formål i kongens inderkreds,« siger Jens Christian Moesgaard.
Fordi guldkronen mest blev brugt som en prestige-ting, blev der også lavet mange flere gylden end guldkroner. Nationalmuseet har kun to lignende guldkroner fra 1628, som er magen til de tre, de har fået ind fra Esrum Møllegård.
Sandsynligt, at de er tabt ud af en pung
\ Fakta
De store guldmønter bærer på den ene side præg af en stor kongekrone over bogstaverne RFP. Det er forkortelsen af kongens latinske valgsprog ’Regna Firmat Pietas’, som betyder ’Fromhed styrker rigerne’. På den anden side af mønten ses en mindre kongekrone over Danmarks våbenskjold: Tre løver omgivet af ni hjerter. Våbenskjoldet er kendt langt tilbage i middelalderen og har præget danske mønter siden 1400-tallet, så dette er et motiv, kongen har genanvendt.
De tre guldmønter, kaldet dobbelte guldkroner (Der blev både præget halve, hele og dobbelte guldkroner med samme design, men af forskellig størrelse), blev fundet uafhængigt af hinanden.
Den første mønt blev fundet med metaldetektor af fritidsarkæolog Tobias Bondesson i 2008. I august 2011 fandt en anden amatørarkæolog, Hanne Pejtersen, endnu en guldmønt magen til den første.
Det vakte det lokale museums interesse. Gilleleje Museum gik i gang med en grundig undersøgelse i nærheden af fundstedet. Hvis der lå en krukke med guldmønter og puttede sig et sted, skulle den findes! Den storstilede afsøgning resulterede dog ”kun” i en enkelt ekstra guldmønt i rækken.
»Efter en så gennemgribende undersøgelse, kan vi slå fast, at der med sikkerhed ikke er flere mønter at finde på stedet. Og når der ligger tre mønter, som ellers ikke var i omløb dengang, samlet på ét sted, må det mest sandsynlige være, at nogen har tabt dem ud af en pung,« siger Jens Christian Moesgaard.
Lemfældig omgang med mønterne
Omvendt, fortæller museumsinspektøren, er der flere omstændigheder, der taler imod, at mønterne skulle være tabt på en så lemfældig måde.
Guld har på daværende tidspunkt været så værdifuldt, at hvis man tabte det, ville man helt sikkert vende tilbage til stedet og lede efter det.
\ Fakta
Christian 4.’s valgsprog ’RFP’ præger også mange bygninger fra hans tid, blandt andet Rundetårn. I folkemunde blev RFP ofte refereret til som ’Riget Fattes Penge’, hvilket var sandt nok, eftersom Christian 4. efterlod sig et dybt forgældet Danmark.
»Det var bestemt ikke mønter, der cirkulerede i almindelige samfundslag, og hvis nogen havde tabt dem, ville de utvivlsomt lede, til de fandt dem igen.«
»Vi kan gætte på, at de er blevet tabt under omstændigheder, hvor det ikke har været muligt at finde dem – måske har det været mørkt, måske har vedkommende siddet på hesteryg og først opdaget det længe efter,« siger Jens Christian Moesgaard.
Fordi guld næsten ikke var i omløb på det tidspunkt, er det i sig selv mystisk, at nogen skulle have haft en så sløset omgang med mønterne, som fundet umiddelbart lægger op til.
\ Fakta
De tre guldmønter blev fundet i Esrum i Nordsjælland. Ved Reformationen overgik Esrum Kloster til Christian 4.’s far, Frederik 2., som brugte det flittigt som jagtslot. Christian d. 4. er i den forbindelse kommet meget i området fra barnsben af, og han besøgte også stedet senere i livet, blandt andet da han flyttede Esrum Å til dens nuværende beliggenhed og anlagde Esrum Vandmølle.
Medmindre den nogen var kongen selv.
Møntudstedelse var kongens privilegium
Mønternes motiver går igen fra periodens øvrige kronemønter. De første danske kronemønter – ’CORONA DANICA’ – blev indført i forbindelse med Christian 4.’s møntreform i 1618.
Den dobbelte guldkrone var en del af denne serie af helt nye mønter, som kongen indførte, og sammen med en stor sølvmønt var den hovedmønten – den største og mest værdifulde – af dem alle.
Rundt om våbenskjoldet på guldmønten står ordene ’Christianus IIII D G Dania’, hvilket frit oversat betyder ’Christian 4. Af Guds Nåde Danmarks’. På bagsiden fortsættes indskriften med ’Norges, de venders og goters konge’. De samme ord præger også sølvmøntens for- og bagside.
»Møntudstedelsen var på dette tidspunkt kongens privilegium, og han har virkelig villet vise sig frem med disse mønter, som er meget store og flotte,« siger Jens Christian Moesgaard.
Mønterne er de første med kendt fundsted
De tre dobbelte guldkroner fortæller i sig selv ikke noget fra Christian 4.’s regeringstid, som vi ikke vidste i forvejen. Hvis det er kongen selv, der har tabt dem, bekræfter det blot, at han ofte besøgte Esrum.
Til gengæld er fundet særligt på den måde, at det er det første af sin slags, hvor fundstedet er kendt. Esrum-mønterne udgør tre ud af de fem dobbelte guldkroner fra 1628, som Nationalmuseet ligger inde med, og der findes kun 12 bevarede eksemplarer af den pågældende guldmønt fra det årstal.
»Fund af guldmønter fra Christian 4.’s tid er uhyre sjældne, og for denne mønttype er det de første, vi kender fundstedet på. Men det er jo først og fremmest rigtig sjovt, fordi vi kan lave en direkte kobling til Christian 4., som vi alle kender og har et eller andet forhold til,« siger Jens Christian Moesgaard.
\ Fundet af den første guldmønt
Den første dobbelte guldkrone fra 1628 blev fundet med metaldetektor af amatørarkæolog Tobias Bondesson i april 2008. Han fortæller selv om fundet:
»Den første mønt fra 2008 var en meget stor overraskelse. Foreningen, som Hanne Pejtersen og jeg er medlemmer af – Helsingør Gribskov Amatørarkæologiske Forening (HGAF) – havde lavet et langtidsprojekt i samarbejde med Gilleleje Museum for at afsøge markerne omkring Esrum for at finde ud af mere om pladsens historie, frem for alt i Middelalderen.«
»Men da jeg en solrig dag i april 2008 gik på en af de marker, som vi indtil da ikke havde fundet så meget på, fik jeg pludselig et godt signal fra detektoren. Jeg forventede, at det var en helt almindelig kugle til en jagtriffel, men det var det ikke – det var derimod en stor guldmønt fra 1600-tallet!«
»Jeg må indrømme, at det tog nogle sekunder, før jeg virkelig kunne tro, at det var rigtigt – det er jo et fund, man drømmer om. Straks ringede jeg til min far, som jeg deler denne dejlige hobby med, men som desværre ikke kunne være til stede den dag, og jeg fortalte ham de gode nyheder. Jeg har fundet flere flotte ting efterfølgende, men det er stadig et af mine absolut bedste fund, og det kommer det nok til at blive ved med at være!«
\ Christian 4. snød med mønternes værdi
Princippet i møntomløbet på daværende tidspunkt var, at mønternes værdi skulle være garanteret i det metal, der var i dem.
Det var generelt accepteret, at der var en smule mindre sølv eller guld i mønterne, end den pålydende værdi, fordi differencen gik til udgifterne ved møntudstedelsen og skat til kongen for at stille dette praktiske betalingsredskab til rådighed.
»Det var underforstået, at kongen havde lov til at putte lidt mindre metal i, end den værdi han sendte dem ud til. Men en del af værdien skulle trods alt være dækket ind, og man kunne for eksempel ikke bare sende mønter uden guld eller sølv i omløb, som vi har i dag, for så meget tillid havde folk trods alt ikke til kongen,« fortæller Jens Christian Moesgaard.
Og det gjorde de åbenbart klogt i, for da pengene begyndte at slippe op på håbløse krige, som Trediveårskrigen, og storslåede bygningsværker, som Børsen og Trinitatiskirken, begyndte Christian 4. at snyde og putte mindre metal i mønterne.
Danskerne var vant til at blive snydt
Kongens snyd med mønterne blev i første omgang ikke opdaget, fordi den danske befolkning endnu ikke var vant til de nye mønter og ikke vidste, hvor meget metal der præcis skulle være i.
Men det var ikke første gang, Christian 4. prøvede at snyde med mængden af metallet i mønterne, så der gik ikke længe, før fupnummeret blev afsløret. Det tvang ham til at nedjustere mønternes pålydende værdi.
»Kongen lavede dette nummer flere gange, og det resulterede i, at folk mistede tilliden til ham. Men det var jo smart af ham at lave en ny slags mønt, da folk ikke længere havde tiltro til den gamle. Det købte ham da i hvert fald noget tid,« siger Jens Christian Moesgaard og fortsætter:
»Jeg kender ikke nogen overleveringer om, hvordan folk reagerede på det, og der står intet skrevet om et eventuelt ramaskrig i den forbindelse. Men folk var jo også efterhånden vant til, at han snød dem.«
Christian 4. var dog ikke ene om at lave dette nummer, påpeger Jens Christian Moesgaard – det var meget normalt i samtiden.
