De brasilianske myndigheder har bekræftet, at en tidligere ukendt stamme, der består af cirka 200 indfødte, lever isoleret fra den industrialiserede verden.
I januar i år tog de brasilianske myndigheder de første billeder af den hidtil ukendte gruppe. Organisationen Survival International (en interesseorganisation for indfødtes rettigheder) har nu offentliggjort en række billeder af stammens boliger fra luften.
Billederne stammer fra en overflyvning foretaget af den brasilianske myndighed FUNAI. De viser, at det ukendte folk bor i tre lysninger i Javari dalene i det vestlig Amazonas, tæt ved den peruvianske grænse.
Fabricio Amorim, der ledte ekspeditionen for FUNAI, siger til Survival International:
»Truslerne mod denne stammes trivsel er blandt andet ulovlig fiskning, jagt, minedrift, avl af kvæg og missionære aktioner - og narkotikahandel«.
De brasilianske myndigheder vil ikke kontakte stammen, men vil forsøge at sikre, at de fortsat kan leve uforstyrret, oplyser han.
































