Du løber. Det er bælgmørkt, og du kan kan tydeligt føle, hvordan dine fødder hele tiden bliver stukket af skarpe sten og grene.
\ Dansk Vestindien
Læs mere om Dansk Vestindien på Videnskab.dk’s temahjemmeside om 'De Dansk-Vestindiske Øer'.
Her finder du et bredt udvalg af artikler om dansk kolonihistorie, slaveri og overdragelsen af øerne til USA.
Du kan høre råb, og mindst tre hunde glammer af fuld hals. Lad nu være med at tænke over, hvor tæt de er på.
Terrænet er stejlt, og overalt er der tæt buskads, som du maser dig igennem, mens du hele tiden er ved at snuble over de klippestykker, der stikker op af jorden.
Du ved, at hvis du mister fodfæstet her, er der stor risiko for, at du falder i døden.
Da du balancerer på en stejl skrænt, kan du pludselig ane en ekstra sort silhuet i natten. Inde i hulen tænker du først kun på, om de finder dig.
Efter en times tid begynder tankerne at ændre sig. Er du overhovedet i stand til at komme til Puerto Rico? Det er 120 kilometer borte …
En bortløben slave, en maron
De brutale forhold på danskernes plantager i Vestindien fik de modigste slaver til at stikke af.
Når en slave var løbet bort, blev han kaldt for en maron, og på dansk benyttes dette udtryk stadig om visse folkeslag for eksempel på Jamaica og i Surinam. Her lykkedes det for afrikanske slaver at stikke af fra tyranniet uden at blive fanget igen, og deres efterkommere lever således videre i deres egne samfund og med deres egne skikke.
I Dansk Vestindien stak slaver fra tid til anden af i løbet af al den tid, slaveriet fandtes. Det vil sige fra 1670'erne til 1848, da generalguvernør Peter von Scholten måtte lade sig kue af en rasende menneskemængde med afrikanske aner til endelig at ophæve slaveriet.
Puerto Rico udgjorde drømmen om frihed
Til at begynde med var det for mange bortløbne slaver et mål, at de skulle skaffe sig vej til De Dansk-Vestindiske øers nabo mod vest.
»Mange bortløbne slaver flygtede til Puerto Rico. Her var det et krav, at man blev katolik og arbejdede for administrationen på Puerto Rico i et år, hvorefter man vandt sin frihed,« forklarer Olasee Davis, professor på University of the Virgin Islands, som har til huse på Sankt Thomas og Sankt Croix.
For at komme til Puerto Rico eller andre af de omkringliggende øer byggede maronerne tømmerflåder eller kanoer. De tyede også til at stjæle både eller kapre de fartøjer, der sejlede mellem øerne.
Træer fældet for at undgå flugtforsøg
I 1706 forsøgte den danske administration at gardere sig mod flugtforsøg fra øerne ved at beordre, at alle træer, som bortløbne slaver kunne bruge til at bygge kanoer af, skulle fældes. Samtidig udlovede man en dusør på 50 rigsdaler for enhver maron, der var undsluppet til Puerto Rico, hvad enten han eller hun blev leveret tilbage i live eller ej.
Forholdsreglerne var dog ikke nok til at standse overfarterne fuldstændig.
»Danmark brød sig ikke om denne trafik, så i 1767 indgik man en aftale med spanierne om, at enhver slave, der flygtede til Puerto Rico, skulle returneres til De Dansk-Vestindiske Øer,« fortæller Olasee Davis.
Maronbjerg var et godt skjulested
Naturligvis kunne en bortløben slave ikke regne med, at det var muligt at flygte videre fra Dansk Vestindien lige med det samme. Derfor eksisterede der også i kortere eller længere perioder maronsamfund både på Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.
Ikke mindst på den største af øerne, Sankt Croix, som er på størrelse med Møn, havde maronerne en rolle at spille. Her kan de spores helt tilbage til 1600-tallet under skiftende fransk, engelsk og hollandsk tilstedeværelse på øen.
Danmark - i form af Vestindisk-guineisk Kompagni - købte i 1733 Sankt Croix af kompagniets franske modstykke.
Danske kort fra 1700-tallet viser navnet Maronbjerg på øens nordvestlige kyst. Den stejle og klipperige bakkekam rejser sig små 200 meter over havet og var kendt som et tilflugtssted for bortløbne slaver på grund af sit uvejsomme terræn og sine grotter, hvor man kunne søge ly.
I dag bærer bakkekammen fortsat navnet Maroon Ridge.
Maronerne sneg sig ind til marked i byerne
Bo Ejstrud er arkæolog og museumsleder på Museet på Sønderskov. Han har tidligere dykket ned i maronernes historie og blandt andet besøgt Sankt Croix i forsøget på at udpege lokaliteter, hvor der er størst chance for at gøre fund fra maronerne.
»Det er måske overraskende, at man har kunnet gemme sig på disse øer, som jo er bittesmå. Men det forstår man, når man står oppe i bjergene,« siger han og fortsætter:
\ Maron
Maron, på engelsk maroon, er ordet for en bortløben slave.
I dag bruges det også om visse folkeslag i for eksempel Surinam og på Jamaica, som stammer fra bortløbne slaver, der aldrig blev fanget igen.
Du kan blandt andet læse mere om maroner i fembindsværket "Danmark og kolonierne", som udgives på Gads Forlag 31. marts 2017.
»Det er stejle bakker, og vegetationen består af tæt krat og skov, så det giver faktisk mening, at man har kunnet gemme sig på en lille ø på 33 gange ni kilometer.«
For at overleve spiste maronerne vilde frugter, fisk og søde kartofler, men fra tid til anden drog de også uden for vildnisset. De lignede jo alle de slaver, som arbejdede på markerne eller i husene, så på markederne i Christiansted og Frederiksted kunne de gå næsten usete rundt for at skaffe mad.
Anlagde stier, der ikke førte nogen steder
I det hele taget udviklede maronerne i høj grad deres færdigheder, mens de levede i skjul.
»Man etablerer samfund oppe i bjergene på Sankt Croix. Man anlægger stier, der ikke fører nogen steder hen, og der er lagt fælder ud, så man sikrer de samfund, man har deroppe. Det er relativt velorganiseret,« forklarer Bo Ejstrud.
Fra universitetet på øerne supplerer Olasee Davis:
»En maron var en meget dygtig og vidende kæmper. I de bjergrige områder på Sankt Croix levede der et maronsamfund af betragtelig størrelse fra 1734 til cirka 1770. I løbet af denne periode tilegnede disse frihedskæmpere sig militære færdigheder og et dybdegående kendskab til deres omgivelser, så de gentagne gange kunne modstå forsøg på at tage dem til fange.«
Efter seks måneder var man dødsdømt
I 1733 udstedte den daværende guvernør fra Dansk-Vestindien, Philip Gardelin, et nyt reglement om slavernes rettigheder eller rettere mangel på samme. Han var ikke i tvivl om, at »negre« var gjort til slaver af »Gud selv«.
Gardelins reglement indeholdt i alt 19 bestemmelser. Punkt fem var direkte rettet imod maroner og er her gengivet fra bogen »Tropeskildringer fra vestindiske øer« af Ingeborg Raunkiær fra 1921:
'5. 8 Dages Maroner (bortløbne Slaver) skulle straffes med 150 Slag, 12 Ugers Maroner skulle miste et Been og 6 Maaneders Maroner have forbrudt deres Liv, med mindre deres Mestere ville pardonere dem med det ene Been.'
»Danmark havde de mest ondskabsfulde og barbariske love i hele Caribien. De troede, at dette ville begrænse antallet af slaver, der løb væk, men det havde den modsatte effekt,« siger Olasee Davis.
Præcis hvor stort et omfang af slaver, der løb bort og blev maroner, er svært at sige. Historikeren Neville Hall, som var ansat på universitetet i Mona på Jamaica, er anerkendt for sine studier i Dansk Vestindien.
Han omkom i et færdselsuheld på Jamaica i 1986, men forinden nåede han at afdække en stor del af øernes historie. I sin bog »Slave Society in the Danish West Indies« nævner han forskellige rapporter om antallet af bortløbne slaver.
Overlæreren Hans West beretter i 1789, at 1.340 slaver var på fri fod. Det svarer til knap seks procent af slaverne.
Tre år senere, i 1792, har militæringeniøren P. L. Oxholm konstateret, at 96 ud af Sankt Croix’ 18.121 slaver er undsluppet.
Og et tredje eksempel stammer fra 1802, hvor 86 ud af de 3.150 slaver på Sankt Thomas er blevet maroner.
Overmandet til sidst
Selvom visse maronsamfund overlevede i flere år, endte de som regel med at blive overmandet. Et eksempel på dette kendes fra det vestligste punkt på Sankt Croix.
»Sandy Point er et fladt område på vestsiden af Sankt Croix, hvor der var tæt vegetation. Området tiltrak bortløbne slaver fra plantagen West End. I 1820'erne og -30'erne slog en væbnet maron-gruppe sig ned her, og de bortløbne slaver modstod aggressivt flere forsøg på at lade sig underkue, indtil de til sidst blev besejret med magt,« siger Olasee Davis.
Han fortæller, at når maroner følte, at der ikke var nogen vej tilbage, kunne de eksempelvis springe i døden fra Maronbjerg i sikker forvisning om, at deres sjæle nu ville blive frie og vende tilbage til Afrika.
Svært at gøre arkæologiske fund
Den evige risiko for at blive taget til fange gjorde, at maroner havde behov for altid at kunne søge i skjul, og de var altid parate til at bevæge sig. Derfor har de heller ikke efterladt sig mange spor.
Forsøg på at gøre regulære fund efter maronernes ophold på det nordvestlige Sankt Croix har da også hidtil været uden succes. Til gengæld har arkivalier fra kolonitiden kunnet fortælle en flig af historien.
»Dette var et stort problem for plantageejerne, og vi kan se, at man efterlyser bortløbne slaver. Og så er der de jævnlige maronjagter, hvor man tager op i bjergene og forsøger at finde nogle af de bortløbne slaver. På den måde er det relativt veldokumenteret,« forklarer Bo Ejstrud.
Han påpeger, at der faktisk også var en form for maroner, hvor man så mere gennem fingre med, at de løb bort.
»Der er to former for marronage. Du kan vælge at forblive borte, grand marronage, men der er også den type, hvor man løber bort i noget tid og kommer tilbage igen. Dette kaldes for petit marronage, og det er der en vis accept af,« fortæller Bo Ejstrud og fortsætter:
»Man bliver naturligvis straffet, men det accepteres et stykke ad vejen som en social sikkerhedsventil. Der er en historie om en slavekone, der bliver regnet af de andre slaver for at være heks. Men hekse er farlige for nyfødte børn, så derfor banker de andre slaver hende, hver gang der bliver født et barn. Dér accepterer ejeren simpelthen, at hun løber i skoven, når der bliver født et barn.«
Arven efter maronerne lever videre
Olasee Davis slægt kom til Dansk Vestindien omkring år 1800 i lasten på et af slaveskibene, der transporterede fanger fra Afrika til Caribien. For ham udgør arven efter maronerne en vigtig del af øernes moderne selvforståelse.
»Min far blev født i 1917, og mens vi har hørt under amerikanerne, har folk kæmpet for at blive anerkendt som borgere i USA. De har kæmpet for at opnå mange forskellige ting, som de ikke har fået. På den måde lever maron-ånden stadig i befolkningen i dag i håbet om at opnå et mere harmonisk samfund,« siger han.
Må ikke stemme ved de store valg
I dag fødes indbyggerne på De Amerikanske Jomfruøer som amerikanske statsborgere, men de kan hverken deltage i valg til den amerikanske kongres eller stemme ved præsidentvalget.
Dette kan man kun ændre på, hvis man er villig til at forlade øerne og flytte ind på det amerikanske fastland.
»Da øerne skulle overtages af USA, forsøgte den danske stat at sikre, at indbyggerne blev amerikanske statsborgere, og at de fik borgerrettigheder og ret til jorden. Alt dette blev afvist af den amerikanske regering,« fortæller Olasee Davis, der selv er født i 1958, og hvis tipoldefar var dansk slaveejer.
Vil beskytte Maroon Ridge for eftertiden
Han håber, at der kommer større fokus på maronerne i Dansk Vestindien og deres arv om at forsøge at kæmpe mod overmagten.
»Jeg foreslår, at den danske stat køber Maron Ridge fra Hans Bluff til Davis Bay og forærer det til De Amerikanske Jomfruøers befolkning. På den måde kan vi beskytte området og mindes dem, der mistede livet eller undslap til Puerto Rico for at søge friheden. Det er en historie, som øerne og Danmark deler,« siger Olasee Davis.
I dag har området omkring Maronbjerg forskellige ejere. Olasee Davis anslår, at det vil koste mellem 100 og 200 millioner dollar - altså et sted mellem 650 millioner og 1,3 milliarder kroner - at købe det.
Høsten er i gang på britiske Antigua i 1823. Maleriet giver indtryk af den ekstreme indsats, der skulle til for at høste sukkerrør. Maleren har dog forsøgt at skjule slavernes slid ved at iklæde dem pænt tøj og give dem mulighed for at sludre ubekymret med europæerne. (Foto: British Library/»Danmark og kolonierne«, Gads Forlag)
Kort over Sankt Croix. De grønne cirkler markerer områder på øen, hvor der levede maroner. (Illustration: Virgin Islands Caribbean Cultural Center på University of the Virgin Islands)
