Børnehave-dansk er ikke nok for indvandrerbørn

Uredalsyaralahamra?

Heltallaabmaee?

Ser det ud som volapyk? Det er det ikke, det er blot arabiske sætninger stavet ud i et, som vi hører det. Sætninger der er livsnødvendige, hvis et tre-årigt barn skal have det godt i børnehaven. Ganske simple ytringer som: »Må jeg få den røde bil? Vil du lege med mig?«

Maihadenrødebil! Vedulaiemæmai er også volapyk for det lille barn, der kommer fra et hjem, hvor mor og far taler arabisk. Ikke desto mindre er den slags volapyk overordentlig vigtigt at lære at håndtere for det arabisktalende barn, når det starter i den dansksprogede daginstitution og skal lære at klare sig selv. En lang række uforståelige lyde, der omhyggeligt skal gives mening og efterhånden dechifreres.

Sprog kommer helt af sig selv - måske

I Danmark er den fremherskende holdning, at børn lærer sprog helt af sig selv ved at færdes i et miljø, hvor barnet møder sproget. Den logiske konsekvens af denne holdning er, at hvis vi derfor ønsker, at børn af indvandrere skal lære dansk, så er det fornuftigt at sætte dem i daginstitution. Her møder de sproget, de vil gradvis lære det og blive velfungerende på dansk.

Martha Sif Karrebæk forsker i sammenhængen mellem socialisering og sprog ved Københavns Universitet. Hun har sat sig for at undersøge, om virkeligheden stemmer overens med den holdning. Hun har netop fået tildelt Ph.d.-graden for en undersøgelse af, hvordan - og om - minoritetsbørn lærer dansk, når de går i dansk daginstitution. Og hendes resultater giver os et noget mere nuanceret billede af sprogindlæringen i daginstitutioner.

»Konklusionen er: Børn lærer dansk af at gå i daginstitution. Men de lærer kun sprog, hvis de har brug for det, og de lærer kun det sprog, de har brug for,« siger Martha Sif Karrebæk.

»Sprog er en kompliceret størrelse, og vi har endnu ikke det fulde overblik over, hvordan vi tilegner os sprog, hverken modersmål eller sprog efter modersmålet.«

Dansk er ikke blot dansk

Martha Sif Karrebæk fulgte lille Suliman, der har somaliske forældre, fra hans start i børnehaven, da han var lidt over tre år gammel, og 9 måneder frem. Her kunne hun konkludere, at der er meget lang vej fra det dansk Suliman lærte og så til det dansk, man bruger til at undervise med. Hun pointerer, at man skal tænke over den situation, Suliman lærte dansk i. Der er stor forskel på det sprog, man lærer ved at lege med de andre børn i børnehaven, og så det sprog man skal bruge for at tilegne sig viden i skolen. »I en børnehave skal du ikke modtage undervisning, der leger du. En børnehave er som andre sociale grupper præget af stærke magthierarkier. Du finder din plads i hierarkiet bl.a. på basis af, hvor god du er til at lege. Alder har desuden en enorm betydning for placering i hierarkiet. Og hvornår man kom ind i børnehaven. Og her er sproget blot et af redskaberne. Det vil sige, at det sprog som Suliman brugte tid og kræfter på at lære, var det sprog, der skulle sikre ham den plads i legehierarkiet, han syntes, han var berettiget til,« forklarer Martha Sif Karrebæk.

Sprog er et legeredskab

»Sprog betyder meget for politikerne. Det gør det ikke for børnene i børnehaven. Der er sproget et redskab til at være med i forhold til den rolle, som barnet mener at være berettiget til.«

Det er netop grunden til, at børnene lærer et mere specifikt legesprog snarere end det sprog, der kan forstås uden for sammenhængen, der netop skal anvendes i undervisningssituationer. Gennem Martha Karrebæks observationer af Suliman kunne hun konstatere, at drengen til at starte med ikke talte særlig meget og lod sig nøje med at rangere lavt i legehierarkiet. Bare det at være med var rigeligt tilfredsstillende, og han accepterede derfor de mindst eftertragtede roller i legen. Blev der for eksempel leget far, mor og børn, så var han gerne babyen, mens de andre fordelte far- og storebror-roller mellem sig.

Mere dansk førte til flere konflikter

Imidlertid opstod der flere og flere konflikter over tid. Suliman holdt op med blindt at acceptere den plads i hierarkiet, som de andre børn tildelte ham og ville ikke nødvendigvis være babyen.

Karrebæk mener, at det hang sammen med, at jo mere dansk Suliman lærte, jo mere mente han at have ret til en plads højere oppe i hierarkiet, og jo bedre var han i stand til at imødegå de andre børns forsøg på at placere ham i bestemte roller. Det var dermed hans oprør via sproget, der førte til konflikter, nederlag og udelukkelse, og hun antyder, at det også kunne føre til en negativ holdning til både det danske sprog og til daginstitutioner. »Vi kan ikke blot putte børn ind i grupper og så tro, at det går uproblematisk - hverken i forhold til det sproglige eller det sociale. Børnehaverne er i høj grad præget af den fri leg. Men jo mere fri leg, desto sværere kan det faktisk være at finde en tilfredsstillende position i hierarkiet - og jo sværere er det at lære sproget,« fortæller Martha Sif Karrebæk.

Jo mere dansk Suliman lærte, desto flere konflikter oplevede han

Martha Sif Karrebæk

Suliman gik fra at være en lille, dejlig og glad dreng, der affandt sig med den rolle, han fik tildelt, til en dreng der sagde fra, med de midler han havde til rådighed. Han oplevede, at jo mere dansk han talte, desto flere konflikter førte det med sig. Og det på trods af at det var en rigtig god børnehave, med et dygtigt og engageret personale. Der er i øvrigt stor forskel på det miljø, som sproget i børnehaven tilegnes i, og som tilbydes af pædagogerne i børnehaven, og så det, børnene befinder sig i i familiesituationer blandt nære omsorgspersoner. Martha Sif Karrebæk mener ikke, at en gruppesituation i en dagsinstitution med en måske uddannet pædagog, kan erstatte den tryghed og intimitet, der giver den optimale sprogtilegnelse.

»Vi ved, at man lærer bedst i trygge rammer, og i en-til-en situationer. Det er typisk samtale mellem barn og en omsorgsperson som forældre,« siger Martha Sif Karrebæk.

Hun påpeger, at der ikke er nogen studier, som uomtvisteligt slår fast, at jo før man lærer et andetsprog desto bedre. Tværtimod har bl.a. en stor amerikansk undersøgelse vist, at børn, der støttes i tilegnelsen af deres modersmål, klarer sig bedre i skolen, end børn der kun undervises på andetsproget.

»Vi ved, at det er vigtigt at få et velfungerende modersmål. Det er nødvendigt for at kunne tilegne sig viden. Det hænger sammen med, at man skal have en sproglig forståelse af de abstrakte begreber, man skal lære i bl.a. matematik. Men jeg tror ikke, at vi i Danmark vil benytte et andet undervisningssprog end dansk, fordi folkeskolen er en ideologisk slagmark,« siger Martha Sif Karrebæk.