Forestil dig, at du er tilbage i år 1900. Du står på gaden i en dansk købstad og betragter de forskellige børn, med og uden deres forældre, der haster forbi.
Adspurgt om, hvilke af disse børn der havde højest sandsynlighed for at dø, ville du nok pege på nogle åbenlyse faktorer: Børn i laset tøj. Afmagrede børn. Børn fra fattige kår.
Og du ville have helt ret. Alle disse faktorer havde meget at sige for, om et dansk barn omkring år 1900 nåede sin 10. fødselsdag.
Men der var også en anden væsentlig faktor, som du næppe har tænkt på: Køn.
En gennemgang fra en ny ph.d.-afhandling afslører nemlig, at der omkring forrige århundredeskifte var en overdødelighed på helt op til 30 procent for store pigebørn og teenagepiger sammenlignet med jævnaldrende drenge.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Det er oplagt at påpege, at teenagepiger jo kunne dø af i hvert fald én ting, som ikke påvirkede jævnaldrende drenge: Graviditeter og barnefødsler.
Men det nye studie påviser, at overdødeligheden allerede starter omkring 9-års alderen, altså væsentlig før pigerne skulle forholde sig til barselssengens rædsler.
Men hvad handler det så om? Mads Villefrance Perner, der er manden bag den opsigtsvækkende ph.d.-afhandling, vil ikke sige noget med sikkerhed, men han har et bud:
»I den internationale forskning taler man om begrebet 'son preference' - det fænomen, at familierne i nogle kulturer prioriterer deres drengebørn højere end piger. Spørgsmålet er, om vi i Danmark havde en tilsvarende opfattelse af vigtigheden af drengebørn, og om den alene havde en negativ indflydelse på pigernes sundhed,« fortæller Mads Villefrance Perner i pressemeddelelsen.
\ Fakta: Børnedødelighed i Danmark omkring år 1900
I år 1890 døde omtrent 16.000 danske børn under 10 år.
Af disse var 9.000 børn under 1 år gamle - det vil sige en spædbørnsdødelighed på 13,5 procent.
Børnene døde primært af infektionssygdomme, såsom mæslinger, difteri, kolera og tuberkulose. I perioden fra 1890-1899 døde 2.450 danske spædbørn af såkaldt kataralsk lungebetændelse.
Kilde: Da børnedødelighed blev sjælden, Bibliotek for Læger (2024)
I studiet gennemgik Mads Villefrance Perner selvfølgelig også socioøkonomiske forhold, og der var som forventet også en massiv overdødelighed at finde hos underklassens børn sammenlignet med de velhavende.
Men også hér fandt forskeren en kønnet forskel: Mens der kun var 10 procent højere dødelighed for arbejderdrenge sammenlignet med drenge fra velhavende familier, var det samme tal for pigerne svimlende 50 procent.
»Fattigdommen påvirker med andre ord pigerne ekstremt meget mere end drengene. Igen kan man spørge, om det er biologisk betinget, eller om man i arbejderfamilierne har favoriseret drengebørnene,« lyder det fra Mads Villefrance Perner.
Mads Villefrance Perners ph.d.-afhandling er blevet til i alt tre videnskabelige artikler. Den artikel, der omhandler kønsforskellene, er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The History of the Family.


































