Børn: Mobilen virker som en magnet, så vi ikke kommer ud i frikvartererne
Men forskere anbefaler ikke, at skolerne konsekvent forbyder eller konfiskerer mobiltelefoner, som TV 2 ellers skrev for nyligt. 
frikvarterer skoler elever mobiltelefoner motion skolegård intervention

Børn nævner i interviews mobiltelefoner som en af hovedårsagerne til, at de ikke kommer ud i frikvarterene. (Foto: Shutterstock)

TV 2 misforstod et forskningsprojekt, da stationen for nyligt bragte en artikel, som oprindeligt havde overskriften: ‘Forskere: Konfisker mobilen og send eleverne ud at lege’ (TV2 har på baggrund af denne artikel ændret overskriften).

Forskerne bag den rapport, TV 2's artikel handler om, siger, at de blev fejlciteret: 

»Vi har aldrig sagt, at skoler skal konfiskere elevernes mobiltelefoner,« siger Mette Toftager, der er postdoc på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet (SDU).

»Vi anbefaler, at skolerne sammen med børnene opstiller rammer for, hvordan de skal bruge mobilen,« supplerer Charlotte Skau Pawlowski, der er adjunkt på Institut for Idræt og Biomekanik, SDU.

»Det blev tolket, som om vi siger, at man skal forbyde den. Men det er ikke det, vi siger,« fortsætter hun.

Mobiler fylder meget lidt i rapport

TV 2's artikel handler om en ny minirapport med forskeres tips til, hvordan man kan indrette skolegårde og opstille rammer, så eleverne kommer ud og bevæger sig i frikvartererne. 

Mobiltelefoner er i rapporten nævnt i et par enkelte sætninger, hvor der står, at skoleledere med fordel kan gå i dialog med eleverne med henblik på at opstille regler omkring brug af mobiler. 

Men rapporten, som bygger på to omfattende forskningsprojekter, handler allermest om betydningen af udemiljøet, forskellige aktivitetstiltag og skolegårdens indretning.

LÆS OGSÅ: Pauser forbedrer skoleelevers præstationer

»Typisk, at medier vinkler på mobiltelefoner«

Stine Liv Johansen, der forsker i børns brug af digitale medier på Aarhus Universitet (AU), blev irriteret, da hun så TV 2's artikel, som blev citeret af andre medier, blandt andre Videnskab.dk.

Når medierne vælger at fokusere på mobiltelefoner, tager de fokus væk fra alle de andre ting, der betyder noget for, om børnene bevæger sig, mener hun:

»Forskere laver stort projekt om, hvordan man kan indrette skolegårde, så man opfordrer til leg og bevægelse. Elever i projektet siger, at den største barriere er vejret og indretningen. Alligevel vinkler alle på mobiltelefoner. #suk,« skrev Stine Liv Johansen på Twitter. 

Til Videnskab.dk uddyber hun kritikken: 

»Rapporten fra SDU handler om alt muligt andet end mobiltelefoner, men det er typisk, at medierne vinkler på mobiler og drager konklusioner, der ikke er belæg for,« siger Stine Liv Johansen, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur, AU.

»Det er ærgerligt, for dermed reducerer man komplekse problemstillinger til kun at handle om skærmbrug,« fortsætter forskeren, der har læst, men ikke selv har været involveret i den omtalte rapport.

Men mobiler fylder meget for børnene

Anbefalingerne i SDU-forskernes rapport bygger som sagt på to store, tværfaglige projekter, hvor forskerne primært har testet, om skolegårdens indretning og forskellige tiltag kan få børn til at bevæge sig mere i frikvarteret. Det kan du læse om i artiklen: Forskere: Sådan skaber vi et mere aktivt frikvarter.

Telefonerne kom med i rapporten, fordi Charlotte Skau Pawlowski som led i et af projekterne interviewede over hundrede elever fra 4.-7. klasse på 17 forskellige skoler blandt andet om, hvad de selv synes forhindrer dem i at være fysisk aktive i frikvartererne.

Interviewene giver ikke svar på, om skolerne får »gladere og mere motiverede skoleelever,« hvis de laver »faste regler for mobilbrug,« som der står i TV2's artikel. 

Men eleverne siger i interviewene:

  • At de er trætte af, at de bruger så meget tid på mobilen
  • At de egentlig hellere vil ud at lege i frikvarteret
  • At de ikke selv kan styre deres mobilforbrug

Mobilen tiltrækker som en magnet

Mobilerne fyldte mere for eleverne, end Charlotte Skau Pawlowski havde forventet.

»Børnene italesatte selv, at mobiltelefonen fyldte alt for meget i deres frikvarterer. De synes, at mobilen var en barriere for at de kunne være ude sammen og bevæge sig,« siger Charlotte Skau Pawlowski.  

»En dreng sagde: ‘Mobilen tiltrækker os som en magnet’. En anden sagde, at det er svært ikke at bruge mobilen i frikvartererne, når alle de andre gør det,« fortsætter hun. 

Flere citater

Fra Charlotte Skau Pawlowskis interviews: 

Pige, 6. klasse: »Vi sidder jo meget med vores telefoner, hvilket jeg måske også synes er en lille smule træls, at man ikke kan lave noget sammen som rundbold eller fodbold.«

Dreng, 4. klasse: »Jeg synes man skulle lave det om, så man måtte spille på mobilen i det store [frikvarter] og i det lille [frikvarter] der var det lukket […]. Måske man bare skulle afskaffe brugen af mobiltelefon, man har jo så lidt tid til at være udenfor og lege.«

Pige, 6. klasse: »Jeg synes det er en god regel (at man ikke må bruge mobiltelefon red.) for der er et par stykker inde fra min klasse der, hvis den regel ikke havde været der, så sad de bare ned med deres telefon hele tiden, så man nærmest ikke kunne lave noget sammen med dem.«

Børnene vil gerne spille rundbold

Mange af de børn, Charlotte Skau Pawlowski interviewede, ville ønske, at der var rammer for, hvornår og hvordan de måtte bruge mobiltelefonen.

»De sagde, at de gerne ville have et frirum fra mobilen og i stedet lave aktiviteter, hvor den ikke spiller en rolle. De vil gerne spille rundbold, stikbold, fodbold og sådan noget,« siger Charlotte Skau Pawlowski og fortsætter: 

»Men de sagde også, at de ikke selv kunne styre det, og at de gerne ville have hjælp til at lave nogle regler. Nogle børn foreslog, at man kunne lave skærmfrie frikvarterer nogle dage om ugen. Andre foreslog, at man kunne lave zoner, hvor man ikke måtte bruge mobilen.«

Interviewundersøgelsen er blandt andet publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Physical Education Review. 

Børnene skal være med til at lave regler

De fleste af de interviewede elever ville altså gerne have hjælp til at styre deres brug af mobiltelefoner. 

Forskerne anbefaler derfor, at skoleledelse og lærere på de enkelte skoler går i dialog med eleverne med henblik på at lave regler, som alle er tilfredse med.

»Vi anbefaler, at man samarbejder med eleverne om at sætter rammer for, hvornår og hvor man må bruge mobiltelefoner. Men vores rapport handler også om alt muligt andet, så det er lidt ærgerligt, at det er blevet til en debat om, hvorvidt man skal forbyde mobiltelefoner eller ej,« siger Charlotte Skau Pawlowski.

LÆS OGSÅ: Forsker: Skærmene har invaderet vores liv - det er på tide, vi gør modstand

Frygt for skærme stjæler fokus

Stine Liv Johansen ærgrer sig også, men er egentlig ikke så overrasket over, at medierne har fokuseret på problemerne med mobiltelefonerne i en rapport, der egentlig primært handler om noget andet. 

»Vi har også set det i andre sammenhænge. Medierne vinklede også resultaterne af den seneste skolebørnsundersøgelse på mobiltelefoner, selvom undersøgelsen også handler om alt muligt andet,« siger Stine Liv Johansen. 

Skolebørnsundersøgelsen er det danske bidrag til et stort internationalt forskningsprojekt om sundhed blandt skolebørn. Undersøgelsen, som bygger på spørgeskemaer, er blevet gennemført hvert fjerde år siden 1984. 

»Når man lægger unødig meget vægt på børnenes skærmbrug, risikerer man ikke at få løst andre problemer. Men det er selvfølgelig nemmere og billigere at forbyde mobiltelefoner end at bruge penge for eksempel på at lave ordentlige udemiljøer,« siger Stine Liv Johansen og fortsætter: 

»I min forskning er jeg optaget af, hvordan vores børn og unge får et kritisk, kreativt, skabende og nuanceret liv med digitale teknologier. Vi risikerer at gøre dem og os selv en bjørnetjeneste ved bare at lave forbud.«

Vil du læse om alt det andet, den nye rapport handler om, så hop over til artiklen 'Forskere: Sådan skaber vi et mere aktivt frikvarter'.

Videnskab.dk har været i kontakt med TV2, som på baggrund af denne artikel, har ændret deres oprindelige overskrift, så der ikke længere står, at forskerne opfordrer til at konfiskere børnenes mobiltelefoner.

LÆS OGSÅ: Leg i skolen giver overvægtige børn langt bedre kondi

LÆS OGSÅ: Børn og unge skal lære at færdes på sociale medier

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.