For ganske nylig regnede det i Høje-Taastrup Kommune med tusinder af iPads ned i folkeskolens små klasser. Men de ansvarlige politikere kan altså ikke have prøvet at tage en skærm fra en femårig. Det har jeg, og det har samtlige forældre i Høje-Taastrup også.
Hvis man vil vide, hvad en skærm gør ved et menneske, skal man prøve at tage en iPad fra en femårig dreng. Hvis man altså kan.
Hans jernhårde greb om skærmen vil kræve ens fulde styrke, og man skal samtidig håndtere et hårrejsende udbrud af skummende, hvidt raseri rettet mod den skinbarlige ondskab, man uden omsvøb får at vide, at man repræsenterer.
Er man kommet så langt, er sandsynligheden stor for, at den femårige er ens eget barn. Men det er lige så sandsynligt, at man ikke lige i det øjeblik kan genkende ham.
Han er forandret, det er, som om noget andet taler igennem ham. Han er i det øjeblik besat af skærmen, og det er den oplevelse, jeg selv og helt sikkert en del forældre fra Høje-Taastrup gerne ville dele med kommunens ledelse – og alle andre, for hvem skærmene er blevet en daglig udfordring.
Min søns begær minder mig om Gollums
Det var med andre ord en ganske ordinær hverdagserfaring, der bragte mig på sporet af den forskning, der blev til bogen 'Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid' – nemlig mine uendeligt gentagne forsøg på at tage skærmen fra min femårige søn.
\ Skærmens magi
- Denne kommentar er blevet til på baggrund af Bent Meier Sørensens nye bog, 'Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid'.
- Det er bogens tese, at oplysning, dannelse og samtale er under pres fra techgiganterne. Vi bør derfor tage kritisk stilling til, om skærmene rent faktisk hjælper os med at leve det liv, vi gerne vil leve.
- Læs interview med forfatteren her.
I denne situation minder han om Gollum fra 'Ringenes Herre' – et væsen der i en sådan grad er besat af begæret efter at besidde Ringen, at det er forbundet med livsfare at forsøge at tage den fra ham.
Ringen gør desuden den, der har den på, usynlig, og her ligner dens effekt også skærmens. Et menneske, der stirrer ind i en skærm, ikke mindst skærmen på en smartphone, er blevet usynlig. Hvis man kommer til at gå ind i et sådant menneske i bussen eller på fortorvet, vil det kigge forbløffet op, med øjne der undrende spørger: Er der andre mennesker her?
Slukkede skærme giver bedre indlæring
Samme digitale fravær og samme forbløffelse, når fraværet er blevet afbrudt, har ramt mig, når jeg har undervist. Konkret stillede min medunderviser på CBS, lektor Christian Garmann Johnsen, og jeg to spørgsmål til brugen af teknologi i undervisningen:
- Hvad betød det digitale fravær for mulighederne for at undervise og have en dialog med de studerende?
- Og hvad ville effekten være, hvis man skar radikalt ned på mængden af teknologi i auditoriet?
I dag ved vi, at de afbrydelser, som irrelevant skærmbrug i undervisningen producerer, medfører ringere indlæring, svækkelse af koncentrationsevnen, mindre dialog med underviserne og andre studerende, samt generelt lavere 'intensitet' i auditoriet. Hertil kommer manglende indlæring af empati, berøvelsen af evnen til at være alene og reduceret evne til at tale sammen.
Effekten af at slukke skærmene – smartphones, iPads og computere – i undervisningen er til gengæld mere dialog, bedre fokusering og højere intensitet i lokalet. Vi har fået kritik, men det meste af den er positiv: En skrev, at det var første gang i fem år, at hun følte, hun ikke blev afbrudt og derfor for alvor var kommet på universitetet.
Jublen i Høje-Taastrup blev delt i Silicon Valley
I Høje-Taastrup var man så gået den modsatte vej og havde med en håndbevægelse pludselig fyldt alle skoler op med skærme.
Ifølge kommunens hjemmeside var der 'jubel i klasseværelset', da selveste borgmesteren delte skærmene ud. Jeg tror på det. Jeg tror så også, at der på samme tid var mindst lige så meget jubel i Apples hovedkvarter i Silicon Valley, da de efterfølgende gjorde kasseapparatet op.
Aktionen i Høje-Taastrup skulle endvidere løfte 'mulighederne for spændende undervisning'. Her begynder min tro at vakle, for lærerne får med de mange iPads både et åbenlyst hjælpemiddel, men også en meget stor, pædagogisk udfordring. Mens de inddrager den moderne teknologi i undervisningen, risikerer de hele tiden at skulle kæmpe om opmærksomheden med lyset fra skærmen.
Den konkurrence har jeg selv tabt mange gange. At lære noget er af og til sjovt, men oftere kedeligt og altid krævende. Til gengæld tjener platformsvirksomhederne solidt på, at elever og studerende bruger deres tid på skærmen, ligesom Apple og andre producenter af tablets gør det.
Vi har lyst til skærmen, for det er skærmen selv, som styrer vores lyst
Det er ikke svært at komme med årsager til, at vi tager skærmen frem, måske særligt når der faktisk ikke er en oplagt grund til at gøre det.
I en verden, som vi, ikke mindst takket være de selvsamme nye teknologier og tilsyneladende uundværlige netværk, i stigende grad oplever som krævende og ikke sjældent menneskefjendsk og uden for vores indflydelse, er skærmen blevet en kærkommen mulighed for at afbryde vanskelige og måske ubekvemme situationer såsom stress, ubeslutsomhed, rastløshed eller kedsomhed for at opnå en form for midlertidig overskuelighed.
På skærmen oplever vi, at vi selv er i kontrol. Det er nok en optimistisk vurdering. Vi får tilbudt en verden af erfaringer og oplevelser, vi etablerer forbindelser til talrige andre mennesker, og vi gennemlever måske en erindring om vores barndoms leg, en tid- og stedløs symbiose med hele verden.
Til tider kan vi måske få fornemmelsen af en genforening med et tabt Paradis, en forbindelse til altet, en enhed med kosmos. Alt dette giver techindustrien os selvfølgelig trinvist, stykkevist og delt, men også koordineret og kapitalstærkt.
Magien, vi oplever i skærmens lys, står i direkte forbindelse med en stærk utopi, som trives i Californiens teknologicentrum Silicon Valley og blandt verdens førende techentreprenører.
Ved hjælp af viden, ny teknologi, kunstig intelligens og ekstreme, psykologiske og genetiske modtræk mod ældning og død, der inkluderer nedfrysning af døde personers hjerner samt bevidsthedsudvidende stoffer, kan mennesket endelig blive fri af dette livs begrænsninger.
Det gælder lige fra oplevelsen af kvælende, hierarkiske strukturer på arbejdet og til den diffuse følelse af at være her på lånt tid. Men ultimativt handler det om menneskets ældgamle drøm: Vejen til udødelighed.
Singulariteten er Gud, og smartphonen er din lette adgang til Ham
En central del af denne stærke Silicon Valley-utopi er, at computerne om få årtier vil få et afgørende stort gennembrud med hensyn til styrken af kunstig intelligens, hvorefter vi som nye mennesker kan forbinde os med denne superintelligens, blive ét med den og derigennem realisere os selv fuldstændigt. Vi kan blive som Gud.
Denne begivenhed er kendt som The Singularity/singulariteten, og den kalder jeg en religion (se et eksempel på en singularitets-fortaler her).
Det lyder jo lidt crazy, men en skærm på en mobiltelefon er noget andet end den sort-hvide TV-skærm, en del af os så på i 1970’erne. Noget er sket, og de seneste ti års udbredelse af smartphones har ændret vores forhold til skærme på to måder.
- For det første er skærmen blevet forbundet med internettet og de sociale medier og har dermed åbnet vores liv for en lang række professionelle og sociale aktiviteter, vi kan engagere os i, uanset tid og sted.
Vi har så også, viser det sig, via denne adfærd betroet enorme mængder af viden om vores liv, lyst og færden til et antal techgiganter, som foreløbig ikke har givet os nogen gode grunde til, at vi skulle have blind tillid til dem.
- For det andet er skærmene med smartphonen flyttet helt ind på kroppen af os og blevet så ekstremt tilgængelige, at udfordringen nu i hovedsagen består i at undvige denne tilgængelighed.
Ganske som drenge og mænd i årtusinder i distraktion eller begejstring instinktivt har grebet ud efter deres kønsdele, griber vi i dag – mænd, kvinder og børn – så instinktivt ud efter vores smartphone, at det kan betvivles, om det er noget vi 'vælger' at gøre. Vi gør det bare.
Vi må træne vores digitale modstandskraft
Skærmenes invasion i børn, unge og voksnes liv kalder på træning af modstandskraften. Den træning, skærmene leverer, er i hovedsagen dårlig træning. Den er ikke funderet i evner trænet over lang tid, men i forestillingen om pludselig inspiration, gudgivent talent og mesterskab opnået på en eftermiddag.
Det tager år at lære at spille på trommer, årtier at blive god til det, et helt liv at blive mester. Det tager femten sekunder at lære at spille Candy Crush. Til gengæld er der overhængende risiko for, at man bliver ved med at spille Candy Crush, til man besvimer.
Selvom min bog hovedsagelig er en analyse af, hvordan techgiganterne er kommet tæt på at få monopol både på markedet og i vores liv, peger den dog også på en lang række måder, vi kan forsvare os på.
Lyt til, hvad kedsomheden vil dig
Begynd med at ringe til dine venner og familie i stedet for at sende dem velovervejede, timede og redigerede tekstbeskeder. Det vil træne dig i samtalens svære kunst og vil også tage dine øjne fra skærmen.
Du skal med andre ord holde telefonen mod øret og i det hele taget undgå, at techgiganterne får lov til at invadere din hjerne via høretelefoner. Dette vil også sænke antallet af trafikdræbte cyklister.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Læs bøger, trykt på papir. Kan du kun overskue at læse én bog i 2019 (hvilket ville være en fint mål!), skal det ikke være 'Skærmens magi'. Det skal være 'Kongens fald' af Johannes V. Jensen. Den refererer jeg i bogen, og den er en mesterlig roman om dit liv som et afbrudt menneske.
Boykot Amazon, vær mere ligeglad med Snapchatten. Check ingenting. Skjul dit værdifulde liv.
Træn at være alene uden afbrydelser fra din smartphone (her er 'lydløs' ikke nok). Lyt derefter til, hvad kedsomheden vil dig. Kedsomhed kommer lige før angsten, men den når vi ofte ikke frem til, fordi nogle såkaldte 'techentreprenører' fra en beskidt carport i Californien vil sælge dig noget, der kan forhindre angsten i at nå dig.
Sig nej til deres afbrydelser. Angsten vil gøre dit liv større, for den vil stille dig nogle spørgsmål, du ikke kan svare på på femten sekunder. Det vil tage dig et helt liv at finde ud af svaret på den angst. Dit liv, nemlig.
