Avisen er døende. Digitale nyheder lever!
Danske forskere har kortlagt vores medievaner. Det ser sort ud for de trykte aviser, men de har stadig muligheder for overlevelse, siger forskeren bag rapporten.

Her er top 20 over danskernes mest benyttede kilder til nyheder. (Grafik: Mandag Morgen)

Her er top 20 over danskernes mest benyttede kilder til nyheder. (Grafik: Mandag Morgen)

Det er ikke sjovt at være en artikel i et landsdækkende dagblad for tiden. Der er færre og færre, der kigger på en.

De nye drenge i klassen, som computernyheder og mobilnyheder, overtager med hastige skridt magten i medieverdenen, hvor tv- og radionyheder dog stadig er blandt de mest toneangivende nyhedskilder.

Det er resultatet af en rapport, der er udarbejdet af professor Kim Schrøder og ph.d.-studerende Christian Kobbernagel, Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet (RUC) og omtalt i Mandag Morgen. Rapporten tager udgangspunkt i et online-spørgeskema, der blev besvaret af et panel af 1023 danskere over 15 år.

Danskernes ti mest brugte nyhedsmedier

I galleriet ovenfor kan du se et detaljeret billede af de 20 mest benyttede nyhedsmedier i Danmark.

Top 10 ser sådan her ud, baseret på spørgsmålet:

»Hvis du tænker tilbage på den seneste uge, hvilke af disse medietyper har du gjort brug af?« (Procent, 2011)

  1. Tv-nyheder - 85
  2. Computernyheder - 70
  3. Radionyheder – 65
  4. Lokal ugeavis -53
  5. Tv-aktualitet (Længere taleprogrammer)- 52
  6. Tekst-tv - 50
  7. Radioaktualitet (Længere taleprogrammer) - 35
  8. Landsdækkende avis – 32 (2008 – 49)
  9. Mobilnyheder – 29 (2008 – 7)
  10. Lokalt dagblad - 28

De sociale medier stormer frem. De ligger faktisk på en delt tiendeplads med 28 procent ligesom de lokale dagblade. I 2008 var procentdelen, der ugentligt læste nyheder på sociale medier, 0.

Den ene af rapportens forfattere, Kim Schrøder, forklarer læsernes flugt fra aviserne således:

»Det indhold, nyhedsmedierne producerer, er sådan set ikke uinteressant for læserne. Folk vil gerne læse det, men der ikke nogen, der vil betale for det,« siger han.

Derfor er det ifølge Kim Schrøder meget fornuftigt, at mediehusene så småt er ved at flytte deres fokus til de online nyhedsmedier.

Særligt de unge er digitale

Hvis man kigger på aldersfordelingen inden for brugen af nyhedsmedier, er billedet tydeligt: De gamle læser avis, de unge får nyheder fra computeren.

Læser trykt avis ugentligt:
15-25 år: 19 procent
66+ år: 58 procent

Læser nyheder på computer ugentligt:
15-25 år: 76 procent
66+ år: 58 procent

Læser nyheder på mobil ugentligt:
15-25 år: 38 procent
66+ år: 5 procent

Læser nyheder på sociale medier ugentligt:
15-25 år: 52 procent
66+ år: 15 procent

Unge vil især gerne have ”hvor som helst-nyheder”, som kan læses, når der er ledig tid i hverdagen, forklarer Kim Schrøder.

Kun 1 procent af de unge vil nødigst undvære avisen i deres nyhedsforbrug.

Aviserne uddør aldrig helt

Selvom tallene taler deres eget tydelige sprog, mener Kim Schrøder ikke, de trykte avismedier er på vej ud over afgrunden.

»Der vil altid være en lille, eksklusiv, intellektuel skare, der gerne vil have en avis i papirform. Hvor lille gruppen kan tillade sig at være, er jo så spørgsmålet, men jeg tror ikke, aviserne kommer til at dø på stribe,« siger Kim Schrøder.

Han fremhæver, at nyheder via mobiler, computere og tablets kan være fremtidens løsning for mediehusene, selvom det i øjeblikket er de færreste, der skaber profit ad den vej.

»I øjeblikket vil folk jo faktisk gerne betale for diverse apps, som man for eksempel kan se det både med nyhedsplatforme og med en musiktjeneste som Spotify,« siger Kim Schrøder.

Du kan læse rapporten på nettet.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.