Asylansøgere bliver ydmyget med meningsløs praktik
På landets asylcentre tager pisk og kontrol tid fra at kunne sætte folk i meningsfuldt arbejde, lyder det i ny ph.d.-afhandling. De ydmygende opgaver gør, at mange asylansøgere bliver endnu mere nedbrudte, end de var, før de kom til landet.

Det største asylcenter, vi har herhjemme, er Sandholmlejren på Sjælland. Det styres blandt andet af Røde Kors og er modtagecenter for asylansøgerne. (Foto: Miriam Nielsen, Røde Kors)

Det største asylcenter, vi har herhjemme, er Sandholmlejren på Sjælland. Det styres blandt andet af Røde Kors og er modtagecenter for asylansøgerne. (Foto: Miriam Nielsen, Røde Kors)

En person med samfundsvidenskabelig universitetsgrad bliver sat til at kigge ind i væggen som vagt i et IT-rum 10 timer om ugen. En journalist, der taler flydende engelsk, tvinges til at gøre rent på fastlagte tidspunkter i stedet for at overholde deadline på den avis, han skriver for.

Sådan er hverdagen for beboerne på de danske asylcentre. For rigtig mange asylansøgere bliver tomme og meningsforladte praktikker resultatet af mødet med det aktiveringssystem, som er obligatorisk.

Oplevelsen af at blive mødt som en person, der ikke kan noget, og som skal holdes i kort snor, går stik imod aktiveringssystemets idealer om at ville forbedre asylansøgernes psykiske og fysiske helbred via ansvar, relevant beskæftigelse og kompetencebevarende praktik.

Konsekvenserne er, at mange asylansøgere bliver endnu mere nedbrudte og demotiverede efter mødet med systemet end før.

»Jeg har fundet ud af, at aktiveringssystemet har haft en række negative og til dels utilsigtede konsekvenser. Det skaber rigtig mange interaktioner, som ender med, at asylansøgeren får et symbolsk slag i ansigtet. Man bruger ressourcerne på at kontrollere folk og på tiltag, der trækker i retning af pisk og umyndiggørelse, og i mindre grad på ting, der kvalificerer og kunne bruges til noget,« siger ph.d.-studerende Katrine Syppli Kohl fra Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Migranter og flygtninge - hvad er forskellen?

Obligatorisk aktivering fører til paradokser

I sin afhandling, der bliver forsvaret på Sociologisk Institut på Københavns Universitet senere på måneden, har Katrine Syppli Kohl kigget nærmere på den måde, Danmark behandler asylansøgere i danske asylcentre på.

Hun fokuserer især på kravet om den obligatoriske aktivering og de paradokser og konsekvenser, der følger med.

Fakta

Asylcentrets fødsel

Det første asylcenter blev etableret i 1984. Indtil da var flygtninge, som ønskede asyl i Danmark, blevet indkvarteret på værelser og hoteller, men en aften i august stod man med en gruppe, som man ikke kunne finde logi til på grund af turistsæsonen og stigningen i ankomsttallet.

Røde Kors kom hurtigt på banen, og det første asylcenter, som lå i Holte, så dagens lys. Da hotelindkvarteringen var en uholdbar løsning, fordi den var for dyr, blev centrene hurtigt til en permanent ordning.

Afhandlingen bygger på observationer fra de danske asylcentre og deres jobcentre og på enkelte interviews med asylansøgere og medarbejdere.

Systemet taler med flere tunger

Med den obligatoriske aktivering følger en lang række kontrolprocedurer, og de ansatte mangler tid til ressourcekrævende opgaver som at:

  • låse værksteder op og i,
  • registrere fremmøde og regne ud, hvem der skal trækkes i lommepenge som følge af fravær,
  • holde samtaler om fremmøde og fravær.

Af den grund er der kun sjældent mulighed for andet end at tilbyde asylansøgerne standardpraktikker og -jobs, og der er ikke overskud til at tage hensyn til ønsker og erfaringer.

De tilbudte muligheder kommer i mange tilfælde til at ligge meget langt under asylansøgernes reelle kompetenceniveau, så i stedet for at virke opbyggende og motiverende, som tanken egentlig var, sender aktiveringen tit selvværdet på en ordentlig rutsjetur nedad.

»Mødet mellem asylansøgerne og aktiveringssystemet er fundamentalt præget af, at man taler med flere tunger. En stemme siger: Vi anerkender dig og vil hjælpe dig, og en anden siger: Der er ikke nogen efterspørgsel på det, du kan bidrage med, og du er ikke så meget værd,« siger Katrine Syppli Kohl.

Sjældent muligt at tage hensyn til kompetencer

»Asylansøgerne står hele tiden med hatten i hånden og i umyndiggjorte situationer. Næsten som om de var børn, skal de skal bede om, at dørene til værkstedet bliver låst op og med en medbragt seddel fra en autoritet bevise, at deres fravær ikke skyldes pjæk. På den måde er aktiveringssystemet med til at ydmyge asylansøgerne, og det modarbejder hensigten om, at de skal være aktive og tage ansvar med det mål, at de enten lettere lader sig integrere i det danske samfund, hvis de får asyl, eller har bedre forudsætninger for at lande godt, hvis de bliver sendt tilbage til deres hjemland,« siger Katrine Syppli Kohl.

Om de taler flydende engelsk, har en akademisk uddannelse eller andet, der kunne være efterspørgsel efter i samfundet, er der sjældent mulighed for at tage hensyn til.

Praktikken, der skal stimulere og kompetenceudvide asylansøgerne bliver i værste fald reduceret til lavpraktiske småopgaver og stirren ud i luften, fortæller Katrine Syppli Kohl.

Ressourcer bruges på kontrol fremfor mening

De flygtninge, som kommer til Danmark og får asyl, bliver mere nedbrudte af at være i aktivering her, fordi praktikken sjældent gavner. (Foto: Shutterstock)

En asylansøger, som ikke mødte til den rengøringsopgave, som er obligatorisk for alle, fordi han prioriterede at passe sin praktik, blev trukket i lommepenge.

Da han spurgte, om han ikke bare kunne gøre rent på et andet tidspunkt, var svaret nej. Det skulle foregå til den fastlagte tid, så hans rengøring kunne blive overvåget og kontrolleret af en medarbejder.

»Min umiddelbare vurdering er, at medarbejderne på asylcentrenes jobcentre bruger 80-90 procent af deres tid på administration og kontrol. Der bruges mange ressourcer på kontrol og færre på at sikre meningsfulde tilbud og arbejdsopgaver til alle de asylansøgere, der både kan og vil bidrage til fællesskabet,« siger Katrine Syppli Kohl.

På trods af at både lovgivere, medarbejdere og asylansøgere langt hen ad vejen er enige om, at det er godt at holde sig i gang, og rimeligt, at beboerne bidrager aktivt til at få løst de nødvendige opgaver på centeret, så skaber den måde, man har indrettet aktiveringen på, nye problemer.

Ventetiden æder asylansøgerne op

Kathrine Vitus, som er lektor på Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU) på Københavns Universitet, kender ikke afhandlingen i detaljer, men har fra sine egne undersøgelser af forholdene for asylbørn i Danmark et indgående kendskab til livet på de danske asylcentre.

For hende lyder det, som om Katrine Syppli Kohls undersøgelser bør give anledning til, at denne del af asylsystemet bliver kigget lidt efter i krogene.

»Hvis man mener, at det store behov for kontrol handler om, at der er modstand mod at deltage, kunne man måske godt tage modstanden for pålydende og spørge sig selv, om ikke der er et eller andet galt med det, vi gør her, siden folk af sig selv ikke ønsker at deltage,« mener Kathrine Vitus.

Med baggrund i sine egne observationer om, hvordan asylansøgerne reagerer, når systemet kræver noget af dem, er det bestemt ikke hendes indtryk, at asylansøgerne selv mener, at de ikke skal arbejde eller lave noget meningsfyldt.

Fakta

I dag er der 51 asylcentre i Danmark, hvoraf nogle stadig drives af Røde Kors, mens andre er kommunernes ansvar. Det største er Center Sandholm, som også er modtagecenter og har plads til cirka 600 personer.

Her kommer en stor del af asylansøgerne til i første omgang, hvorefter de bliver fordelt og placeret på landets øvrige asylcentre.

Det vil de allerfleste gerne, for det æder det dem op bare at sidde og vente, mener Kathrine Vitus.

»Det er selvfølgelig ikke sådan, at man ikke frivilligt kan få de her mennesker til at gå ind og lave noget meningsfyldt. Det kan man naturligvis godt. Men det, man tilbyder, skal nok i højere grad give mening og ramme rigtigt,« siger hun.

Forståeligt, hvis asylansøgerne ikke kan se meningen

Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) mener også, det vil være helt oplagt at bruge afhandlingen til at gå asylcentrenes aktiveringsindsatser og praktikordninger efter i sømmene.

Enhedslisten tror på, at vejen til en bedre tilværelse for asylansøgerne går via arbejdsmarkedet, men det lykkes desværre ikke ret mange asylansøgere at få hul igennem. Det kan meget vel skyldes al for meget administration og for mange regler, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

»Det er kun meget få, som er kommet i arbejde. Noget af det skyldes den generelle situation på arbejdsmarkedet og det forhold, at asylansøgere som ikke-dansktalende ofte kommer bagest i køen. Men en del af problemet er sandsynligvis også det bureaukrati, der gør det meget svært for en asylansøger og en arbejdsgiver at finde hinanden,« siger hun.

Herudover mener hun, det virker helt meningsløst, at medarbejderne på asylcentrenes jobcentre bruger 80-90 procent af deres tid på administration og kontrol, og hun kan godt forstå, hvis det går ud over asylansøgernes motivation.

»Jeg mener ikke, der er så stort et behov for kontrol. Systemet burde bygge asylansøgerne op og ikke ydmyge og umyndiggøre voksne mennesker, som ph.d.-afhandlingen refererer, at det gør. Det kan ikke være meningen, og jeg kan godt forstå, hvis asylansøgerne har svært ved at se meningen med at deltage,« mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Kald en skovl for en skovl

En anden ting, der kan have betydning fpr asylansøgernes motivation og selvværd, er, hvad man kalder de aktiviteter, man sætter dem til, vurderer Kathrine Vitus fra MESU på Københavns Universitet.

Mødet mellem asylansøgerne og aktiveringssystemet er fundamentalt præget af, at man taler med flere tunger. En stemme siger: Vi anerkender dig og vil hjælpe dig, og en anden siger: Der er ikke nogen efterspørgsel på det, du kan bidrage med, og du er ikke så meget værd.

Katrine Syppli Kohl

»Hvis man kaldte det pligtarbejde, fordi der er nogle opgaver, der skal løses, og konsekvent meldte ud, at I skal alle sammen skal gøre jeres daglige dont og bidrage til det her fælleskab, så ville det måske blive taget bedre imod. Men hvis man sylter det ind i selvudvikling og kompetenceudvikling, og så sætter folk til at stå vagt et eller andet sted og stirre ud i luften, så er det jo at holde folk for nar. Så hænger mål og midler jo slet ikke sammen, og argumenterne smuldrer,« mener Kathrine Vitus.

At det er en god idé, at der er en genkendelig sammenhæng mellem aktiveringsopgaven og årsagen til, at den skal udføres, passer også rigtig godt med ph.d.-studerende Katrine Syppli Kohls observationer.

Hvis asylansøgeren oplever indholdet af aktiveringen som tomt, svinder motivationen. Omvendt kan det moralske argument om, at man som modtager af diverse ydelser også må bidrage til gavn for fællesskabet, godt give mening for nogle asylansøgere, beskriver hun i sin afhandling.

Sænk kontrollen, og gør aktivering frivillig

Hvis integrationsministeren for en stund hed Katrine Syppli Kohl i stedet for Inger Støjberg (V), ville der, i lighed med Kathrine Vitus' tanker, blive skruet ned for kontrollerne og i stedet satset på at skabe bedre indhold i aktiveringsprogrammet.

»Hvis jeg skulle komme med en anbefaling til ministeren på baggrund af mine observationer, skulle det være at sænke kontrollen og gøre aktiveringsprogrammet frivilligt. At indkalde til kontraktmøder, krydse af på protokoller, regne fravær, og hvor meget de forskellige skal trækkes i lommepenge, ud, er en kæmpe administrativ byrde,« siger Katrine Syppli Kohl og fortsætter:

»Hvis vi kunne fjerne det, ville der blive overskud til skabe godt indhold i forhold til den enkelte asylmodtagers kompetencer, muligheder og ønsker.«

Trods flere forsøg er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen. Integrationsminister inger Støjberg har valgt ikke at kommentere »på grund af travlhed«.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk