Som astrofysiker handler min verden om rummets vidundere og universets mysterier.
Det betyder også, at jeg ofte stiller store krav til sci-fi‑bøger og ‑film, der bevæger sig ind på mit fagområde.
Men efter forpremieren på filmatiseringen af Andy Weirs science fiction‑roman 'Project Hail Mary' fra 2021, havde jeg faktisk tårer i øjnene af glæde.
Instruktørparret Phil Lord og Chris Miller har ikke alene sikret, at filmen lever op til den originale historie; de har også behandlet videnskaben, der ligger i kernen af fortællingen, med respekt.
Historien følger Ryland Grace, spillet af Ryan Gosling, som vågner op på et rumskib 11,9 lysår fra Jorden uden nogen som helst idé om, hvem han er, eller hvordan han er havnet der.
I takt med at hans minder vender tilbage, går sandheden op for ham: Solen er ved at dø, og han er menneskehedens eneste håb.
Så lad os tage et kig på de videnskabelige fakta – og science fiction‑elementerne – bag filmen, der for ganske nyligt havde premiere i biograferne.
En døende sol
I 'Project Hail Mary' er Solen ved at dø på grund af en fremmed organisme, der har spredt sig i vores del af Mælkevejen.
Kan en organisme overhovedet rejse fra ét solsystem til et andet?
Ifølge en del forskere er svaret 'ja'. Det kaldes 'panspermi', som er ideen om, at liv kan spredes i universet af mikroorganismer, som føres med meteoritter, asteroider, kometer og andre himmellegemer.
Vi har ingen håndfaste beviser endnu, men teorien er ikke helt ude i hampen.
Vi ved, at stof kan bevæge sig over enorme afstande mellem solsystemer, og vi har selv observeret mindst tre interstellare objekter rejse gennem vores eget solsystem.
Hvis livsformer kan overleve de barske forhold i rummet og leve på ugæstfrie klippestykker, er det muligt, at liv kan sprede sig på denne måde, men der vil sandsynligvis være tale om meget simple organismer.
Organismen i filmen, astrophage, hører derimod ubetinget hjemme i science‑fiction‑universet, både i sine egenskaber og sin adfærd.
Rummets størrelse
Idéen om, at mennesker kan rejse mellem stjerner, forekommer nærmest umulig.
Der er mere end 400 milliarder stjerner i vores galakse, men kun omkring 100 ligger inden for 20 lysår fra Jorden.
'Project Hail Mary' fokuserer på ét af disse systemer, Tau Ceti, som ligger 11,9 lysår væk.
Det vil tage os cirka 320.000 år at rejse til denne stjerne, selv hvis vi fløj i det hurtigste rumfartøj, mennesker nogensinde har fløjet i Apollo 10‑modulet, der kan flyve med mere end 39.900 kilometer i timen.
I en historie, hvor Solen lige er ved at dø, er der ikke tid til sådan en rejse.
Så hvordan løser 'Project Hail Mary' dette problem?
Her kommer den specielle relativitetsteori ind i billedet.
Den specielle relativitetsteori er én af de mest banebrydende teorier i moderne videnskabshistorie.
Den blev formuleret af Albert Einstein i 1905 og slog fast, at masse og energi i virkeligheden er to sider af samme sag. Teorien er bedst kendt for den berømte formel E = mc2.
Einstein viste matematisk (hvilket senere blev bekræftet af observationer), at jo tættere et objekt kommer på lysets hastighed, desto langsommere går tiden for det i forhold til alt det, der står stille.
\ Læs også
Dette fænomen er beskrevet i den såkaldte Lorentz‑transformation, som gør det muligt at beregne, hvor meget tid der opleves i et andet referencesystem, for eksempel et der bevæger sig tæt på lysets hastighed.
Filmen giver ikke en hel fysikforelæsning, men bruger i stedet visuelle hints, blandt andet korrekt udregnet matematik på Ryland Graces whiteboard, til at vise effekten af tidsudvidelse.
Ryland Grace finder ud af, at han kun har været i koma i fire år, fordi tiden er gået langsommere for ham på et rumskib, der rejser så hurtigt. Og det er faktisk helt videnskabeligt korrekt.
Vi bliver nødt til at tale om rumvæsener
På sin mission for at redde Jorden møder Ryland Grace et rumvæsen kaldet Rocky, der forsøger at redde sin egen verden.
Astronomer (i hvert fald de fleste af os) mener, at der må findes liv et sted i universet. Ikke på grund af korncirkler eller UFO‑videoer, men på grund af ren statistik.
Vi anslår, at der findes mindst 100 milliarder planeter i Mælkevejen alene.
Hvis livet kunne opstå, udvikle sig og trives på Jorden, er der mange gode grunde til at tro, at det også kunne ske andre steder.
En stor del af vores tro bygger på livets byggesten. Alt liv på Jorden er kulstofbaseret, og hvis man skærer helt ind til benet, består vi blandt andet af aminosyrer, som er organiske forbindelser, der udgør fundamentet for vores DNA.
Det mest spændende er, at vi har fundet aminosyrer i rummet. Prøver fra asteroider og meteoritter har vist, at mange af de nødvendige aminosyrer også findes andre steder i Solsystemet.
Mere end bare en rumfilm
Filmen giver publikum et indblik i, hvordan fremmede planeter måske ser ud.
Da Andy Weir skrev romanen, troede forskere, at der fandtes planeter både omkring Tau Ceti og omkring 40 Eridani A, hvor Rocky kommer fra, men nye data har vist, at observationerne i begge tilfælde sandsynligvis var falsk alarm.
Rockys hjemplanet findes altså ikke, i hvert fald ikke endnu.
Men der findes mange andre. Indtil videre har astronomer bekræftet 6.100 exoplaneter, som er planeter, der kredser i en bane omkring en anden stjerne end Solen, andre klippeplaneter og andre gasgiganter.
Et af de steder, Ryland Grace og Rocky skal udforske i filmen, er en teoretisk planet i kredsløb om Tau Ceti. Her ser vi smukke grønne og røde farver og virvlende gaslag i atmosfæren. Det minder om vores egen gasgigant, Jupiter.
'Project Hail Mary' er ikke blot et storslået eventyr med en fantastisk billedverden.
Det er en historie, der minder os om, hvor værdifuld vores klode er, og hvor afgørende videnskaben er for, at vi kan blive ved med at leve på den.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
