Har du været artig eller uartig i år?
Sådan lyder spørgsmålet både fra julemanden og forældre op til juleaften, når det skal afgøres, hvor mange gaver familiens mindste skal overøses med – eller om de overhovedet skal have nogen.
Men gør den overhængende trussel om konsekvenser af børnenes opførsel for gavehøsten dem overhovedet mere velopdragne?
Det har forskere fra en række britiske universiteter undersøgt i et nyt preprint-studie, skriver Daily Mail.
\ Om preprint-studier
Flere og flere videnskabelige studier udgives via såkaldte ‘preprint servers’, som er en slags online databaser.
Preprint-studier udgives, inden de er blevet peer reviewed, også kaldet 'fagfællebedømt' - altså, blåstemplet af andre forskere, der har set studiet igennem med kritiske briller og godkendt det.
Det er der intet fordækt i, og udgivelser på 'preprint servers' kan være en fordel i forhold til hurtig vidensdeling, da det giver andre forskere mulighed for at kommentere, inden studiet udgives.
Men vær ekstra opmærksom på, at et preprint-studie ikke er kvalitetssikret af uafhængige forskere. Læs derfor preprint-studier med ekstra forbehold.
Og nej, det gør ikke børnene mere artige, hvis de tror på, at det er julemanden, der leverer gaverne juleaften. Det gør en række andre juleritualer i tiden op til som at se julefilm, synge julesange eller spise juleagtig mad sammen derimod.
Forskerne har undersøgt mere end 550 børns opførsel, der alle var mellem 4 og 9 år, over tre julehøjtider i 2019, 2021 og 2022. Forældrene til børnene skulle registrere børnenes adfærd i en periode på flere uger før og efter juleaften. Det skulle de blandt andet gøre ud fra en række parametre som:
- Generøsitet: Om børnene delte eksempelvis mad og legetøj med andre og inviterede dem med i legen
- Respekt: Om børnene respekterede regler og autoriteter
- Hjælpsomhed: Om børnene hjalp andre med opgaver og pligter i hjemmet
Modsat skulle forældrene også notere, hvis børnene eksempelvis opførte sig aggressivt og egoistisk. Derudover blev de spurgt ind til børnenes tro på julemanden, og hvor meget de deltog i juleritualer i hjemmet.
Resultatet var altså, at der ikke var nogen sammenhæng mellem, hvor meget børnene troede på julemanden og god opførsel. Det viste sig dog, at børnene var en anelse mere artige, når juleaften nærmede sig – men kun hvis familierne gik op i mere omfattende juleritualer som at pynte op og synge julesange i tiden op til den store aften.
Så det ser ud til, at julens ritualer har mere at sige end ham, der (måske) kommer med gaverne.
»Magien ligger i selve højtiden, så at sige, ikke i påstanden om, at der findes en overnaturlig stor mand,« lyder det fra en af forskerne bag studiet til Daily Mail.






























