Arkitekter ville af med dobbeltsengen

Da typehusene invaderede Danmark i 50’erne og 60’erne, mente de kulturradikale arkitekter ikke, at der var plads til den gode gamle dobbeltseng.

Sengen til to var ikke blot uhygiejnisk og et kæmpe monstrum at flytte rundt på. Det var også på tide, at kvinden fik et frirum.

Det fortæller to forskere, som sammen har sat sig for at undersøge, hvordan parcelhusene påvirkede danskernes levevis fra gryderetter til lagengymnastik.

Ambitionerne har ikke været små hos de to historikere, professor Ning de Coninck-Smith og lektor Mogens Rüdiger, fra henholdsvis DPU og Aalborg Universitet.

»Vi ville undersøge, hvordan velvære og velfærd materialiserede sig i typehusene helt ind til det mest intime. For eksempel hvordan seksualiteten udspillede sig i typehusene,« siger Ning de Coninck-Smith, som er professor i historie på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Svært at finde kilder

Kilderne til sexlivet bag ligusterhækken har været svære for historikerne at støve op.

Derfor kan konklusionerne næppe slås fast med syvtommer søm. Men forskerne har fundet referencer til en arkitektdebat, som viser, hvordan idealerne for det moderne liv truede med fordrive det ægteskabelige samvær i dobbeltsengen.

Det fremherskende ideal i 30’erne og årtier frem var, at danskernes livs skulle være præget af lys, luft og renlighed.

Idealet kom især til udtryk i de nye standardiserede huse. Først og fremmest i det sociale boligbyggerie dernæst i typehusene, som blev udviklet i perioden, og som vandt frem i 1950’erne og ligefrem eksploderede i 1960’erne.

I flere af datidens arkitekters plantegninger til de nye typehuse var der planlagt plads til spiseborde, sofastykker, skabe og enkeltsenge.

Men der var sjældent tegnet dobbeltsenge ind i plantegningerne. Hvis der var, så bestod den af to sammensatte senge, som let kunne flyttes fra hinanden, hvis parforholdet knirkede.

»Hvis man havde spurgt en arkitekt dengang, så ville han sige, at midlerne var til at bygge små huse, og små huse kræver små rum. Og et lille soveværelse kan nu engang ikke bære en dobbeltseng,« siger Mogens Rüdiger, der blandt andet forsker i energihistorie.

Dobbeltsengen var desuden uhygiejnisk. Det var svært at få gjort ordentligt rent under det store møbel, og i 50’erne var det afgørende for en god husmor at kunne fremvise et funklende rent hjem, fortæller Ning de Coninck-Smith.

Mor skulle kunne sove og læse i fred

Hvert familiemedlem havde i arkitektplanerne typisk et sekskvadratmeter-værelse, som man kunne trække sig tilbage til.

Her var mulighed for at fordybe sig i læsning og være sig selv. Når man så var ladet op, kunne man vende tilbage til stuen og føre en ligeværdig samtale med sin partner i de dertil arkitekttegnede møbler.

»Det ville ikke være en nærliggende tanke at splitte dobbeltsengen op i to, hvis ikke man samtidig havde den opfattelse, at reproduktion ikke var det vigtigste i et ægteskab. Men at kammeratskab og det lige samvær mellem mand og kvinde var vigtigt,« siger Mogens Rüdiger.

Demokrati-ideal prægede hjemmet

Pladsmangel er nemlig ikke historikernes eneste forklaring på, hvorfor mor nu ikke længere skulle dele seng med far.

Samfundsdebatten om velfærd skiftede fokus i 50’erne.

I mellemkrigstiden havde politik, der vedrørte familielivet, mest handlet om, hvad der i sidste ende var bedst for samfundet som helhed.

Efter anden verdenskrig kom idealerne om velfærd og demokrati derimod til at handle om individet – for individets egen skyld.

Den tilbageholdende kvinde skulle være oplyst

Frihed og oplysning skulle altså helt ind i familielivet.

Et lille soveværelse kan nu engang ikke bære en dobbeltseng

Mogens Rüdiger, lektor, Aalborg Universitet

»De kulturradikale havde en forestilling om, at manden i sit ægteskab skulle mødes med en ligeværdig partner, som var oplyst. Demokrati var et individuelt ansvar og ikke bare noget, der vedrørte politikere. Man måtte også tage det på sig i hverdagen. Manden og kvindens forhold skulle være præget af lige-byrdighed, men det var alligevel en stærkt kønnet lige-byrdighed,« siger Ning de Coninck-Smith.

Kvinden skulle kunne sove for sig selv, så hun ikke konstant skulle forholde sig til sin mands tilnærmelser, og så hun havde mulighed for at sige fra.

Historikeren forklarer, at kvinden stadig blev opfattet som grundlæggende seksuelt tilbageholdende.

Men det var de kulturradikales opfattelse, at det var en naturlig og nødvendig del af et sundt sexliv, at hustruen ind i mellem ofrede sig frivilligt for at tilfredsstille manden, når han kom på besøg i hendes seng.

Danskerne foretrak stadig dobbeltsengen

En ting er, at arkitekter gerne vil designe hjemmelivet på en bestemt måde.

En anden ting er, hvordan de selv lever, og hvordan brugerne i sidste ende indretter deres arkitekttegnede hjem.

Stjernearkitekten Finn Juul var en ivrig bruger af enkeltsengen i sine plantegninger over typehuse til de danske familier. Men derhjemme sov han i en smuk dobbeltseng, som han havde tegnet til sig selv og hustruen.

Typehusenes elementer var dog standardiserede på en sådan måde, at køberne kunne indrette huset som de ville.

Indretningen af typehusene fra 50’erne og 60’erne tyder på – i modsætning til arkitekternes plantegning for dem – at mor og far stadig valgte at sove sammen, selvom det var håbløst umoderne.

Om ikke andet så var det for at give børnene hver deres værelse, fortæller Ning de Coninck-Smith.